Joy i Følelsesland
3.0
Jeg har virkelig elsket mange af de computertegnefilm, som Pixar via Disney har produceret. Flere af dem, som ”Toy Story”, ”Up”, ”Wall-E” og andre, er efter min mening decideret mesterværker. Enkelte har skuffet, særligt de senere år. Men generelt har filmene haft et højt niveau.
Derfor så jeg naturligvis meget frem til denne her, med de mange fine anmeldelser, samt priser den har vundet. Den bygger også på en virkelig god ide, som vel egentlig ganske originalt forsøger at forklare nogle komplicerede processer i menneskets sind, via en forsimpling af disse i et stadig kringlet, men dog sammenhængende virvar af ideer og påfund, til større børn og eventuelle voksne der gider se med. Selv om det naturligvis stadig er en film der skal underholde, kommer den også vidt omkring i sindets kringelkroge, uden at det heldigvis bliver så snørklet og kompleks som sindet nok i virkeligheden er. Men der kommer mange fine pointer om at finde tilbage til glæden, eller rettere at lade glæden finde tilbage, men også at sorg, tristhed og mere tungsindige følelser også er valide og nødvendige størrelser i sammensatte interaktioner, for at gøre os til hele mennesker. Faktisk kunne der komme mange fine snakke ud af filmens setup, hvis man dykker ned i tematikkerne og måden filmen præsenterer det på.
Men trods alle disse gode intentioner, så skuffede filmen mig enormt. Den er sine steder visuelt overlæsset og lettere hysterisk, i dens forsøg på at imponere og være morsom, mens dens sentimentale øjeblikke er rendyrket patos fra Pixarhylden udi det samlebåndsagtige. Alt dette kunne sikkert have fungeret, hvis historien og dens mange karakterer havde fanget min interesse. Det skete bare sjældent. Den tidstypiske og ofte forudsigelige fortælling ville muligvis være til at leve med, selv om den føles som genbrug, hvis de mange figurer ikke havde været så ensidigt kedelige.
Jovist er der momenter, hvor jeg blev oprigtigt rørt (selv om det nok skyldes mere at der var scener hvor jeg kom til at tænke på mine egne piger) eller morede mig, over både handlingen, ideerne og personerne. Men alt i alt fandt jeg filmen ret middelmådig og slet ikke nær så original og overraskende kreativ som jeg forventede. Oprindeligt ville jeg også have rated den lavere, men jeg skal også erkende at den trods al kritikken dog efterlod et indtryk af en art.
Derfor så jeg naturligvis meget frem til denne her, med de mange fine anmeldelser, samt priser den har vundet. Den bygger også på en virkelig god ide, som vel egentlig ganske originalt forsøger at forklare nogle komplicerede processer i menneskets sind, via en forsimpling af disse i et stadig kringlet, men dog sammenhængende virvar af ideer og påfund, til større børn og eventuelle voksne der gider se med. Selv om det naturligvis stadig er en film der skal underholde, kommer den også vidt omkring i sindets kringelkroge, uden at det heldigvis bliver så snørklet og kompleks som sindet nok i virkeligheden er. Men der kommer mange fine pointer om at finde tilbage til glæden, eller rettere at lade glæden finde tilbage, men også at sorg, tristhed og mere tungsindige følelser også er valide og nødvendige størrelser i sammensatte interaktioner, for at gøre os til hele mennesker. Faktisk kunne der komme mange fine snakke ud af filmens setup, hvis man dykker ned i tematikkerne og måden filmen præsenterer det på.
Men trods alle disse gode intentioner, så skuffede filmen mig enormt. Den er sine steder visuelt overlæsset og lettere hysterisk, i dens forsøg på at imponere og være morsom, mens dens sentimentale øjeblikke er rendyrket patos fra Pixarhylden udi det samlebåndsagtige. Alt dette kunne sikkert have fungeret, hvis historien og dens mange karakterer havde fanget min interesse. Det skete bare sjældent. Den tidstypiske og ofte forudsigelige fortælling ville muligvis være til at leve med, selv om den føles som genbrug, hvis de mange figurer ikke havde været så ensidigt kedelige.
Jovist er der momenter, hvor jeg blev oprigtigt rørt (selv om det nok skyldes mere at der var scener hvor jeg kom til at tænke på mine egne piger) eller morede mig, over både handlingen, ideerne og personerne. Men alt i alt fandt jeg filmen ret middelmådig og slet ikke nær så original og overraskende kreativ som jeg forventede. Oprindeligt ville jeg også have rated den lavere, men jeg skal også erkende at den trods al kritikken dog efterlod et indtryk af en art.
08/03-2016
