Respektfuldt farvel til Ricardo

Og undskyld mange gange. Citat af mig, da jeg læste om projektet for første gang for 2 år siden; "Kan kun blive enig - hvorfor se en kopi, når vi har set den ægte vare så mange gange? Det lyder godt nok som en dødssejler." Det er også lidt af en opgave Kasper Barfoed tog på sig dengang - det er lige som at pille ved Det Kongelige, eller arvesølvet. Em 1992 er så stor en del af Danmarks kollektive selvforståelse, at det er på linie med de største begivenheder i danmarkshistorien. Ikke siden Danmark blev befriet den 5 maj 1945, har vores land været samlet om at fejre en begivenhed på samme niveau. Der var stort set kun mulighed for at det kunne gå galt. Dels kunne man have valgt at være kreative, og ændre på forskellige forhold og begivenheder - for at gøre det mere spændende - og dels kunne man have fremstillet enkelte personer som mere eller mindre vigtige i forløbet, så det havde fået en slagside. Og endelig var der spillerne, for det er umuligt at finde skuespillere som ligner de spillere som vi kender så godt. Det sidste lykkes heller ikke helt - og man kan altid undre sig over at forskellige spillere ikke får mere "spilletid" i filmen, end tilfældet er. Stjerner som Peter Schmeichel (som uden sammenligning var den største stjerne på holdet, og som måske var den enkeltperson som havde størst betydning for holdet), Flemming Povlsen (som laver lige så mange assist, som Brian Laudrup), Henrik "Store" Larsen (som bliver dansk topscorer med 3 mål), Lars Olsen (holdets anfører) - optræder alle som bipersoner i filmen. Jeg ved at det er umuligt at tage alle med, men det giver desværre filmen lidt en slagside at der fokuseres så meget på brødrene Laudrup. Historierne om Faxe og Vilfort køber jeg - de er vigtige for filmens forløb. Men det var først og fremmest en sejr for kollektivet, og ikke en individuel præstation som gjorde forskellen. Trods de skønhedsfejl, så er det en flot film. Man formår at få hele historien med Richard Møller Nielsens ansættelse, på baggrund af den pinlige sag hvor Horst Wohlers blev præsenteret som dansk landstræner. Og Ulrik Thomsen er et fund i rollen som Richard Møller Nielsen - han taler et lidt mere forståeligt fynsk end Richard gjorde, men han er på godt og ondt vores gamle landstræner. Det må fandme kaste en Robert og en Bodil af sig, når de skal uddeles! Frits Ahlstrøm og især Hans Bjerg Pedersen bliver ristet for deres beslutninger på det tidspunkt, men de er nok ikke ene om at sidde med røde ører, da Em trofæet blev hjemtaget. Både Jim Stjerne Hansen og Carl Nielsen havde fingrene i fadet i den historie. På baggrund af en skrivebordsfejl, DBU havde lavet et par år forinden (Per Friman Sagen), var Danmark ikke kommet til Ol - selvom man havde kvalificeret sig. Og DBU kunne ikke holde til flere skandaler. Det betød at det snarere var pressen der udnævnte Richard Møller Nielsen til jobbet som landstræner - og DBU som følte sig presset til at gøre det. Ironisk nok, da det var den samme presse som aldrig for alvor kom på talefod med den meget kryptiske landstræner - som altid havde et hjemmestrikket citat med til pressemøderne. Det ene mere fantasifuldt end det næste. (Trist iøvrigt at man ikke formåede at få manden med i Hall of Fame, før efter hans død - pinligt DBU). Overordnet er det en fair beskrivelse af det der skete, og der er ikke noget vigtigt som ikke er kommet med i filmen i forhold til forståelsen af hvor vanvittigt det var at Danmark vandt, trods alle odds imod. Personligt måtte jeg knibe en tåre et par gange. Dels fordi både spillere og træner i den grad var stemt ude af både presse og af Danmark - og dels på grund af Kim Vilforts forfærdelige personlige tragedie, som satte det hele i relief. Det er trods alt bare fodbold. Filmen er ikke et mesterværk - det havde jeg heller ikke forventet. Men jeg gik tilfreds ud af biografen, for det er en bedrift at samle så stor en oplevelse i en film - og at formå at få det vigtigste med, krydret med befriende humor. Jeg ender med at tvinge den op på 5 ud af 6 stjerner, på trods af lidt skønhedsfejl - og også fordi jeg har stor respekt for at projektet lykkes.