Det største eventyr.

Raiders of the lost ark. Jeg så filmen til premieren den 15. januar 1982 i det som hed Royal Cinema, og lå der hvor Royal Scandinan Casino, ligger idag i Aarhus. Jeg husker al den hype som var omkring filmen, længe inden den blev vist i biffen. Det var jo Hollywoods to unge wonderboys, Steven Spielberg (som havde lavet Jaws og Nærkontakt af 3 grad - og som gik igang med ET, lige i forlængelse af Raiders) og George Lucas som var midt mellem Imperiet Slår igen og Jedi-ridderen vender tilbage, i Star Wars-sagaen. Jeg kan huske at jeg læste alt hvad jeg kunne støve op, omkring projektet - og dengang måtte man nøjes med det man kunne finde i aviser og ugeblade, og så iøvrigt se hvad der blev vist på tv, inden premieren. Harrison Ford skulle ikke have haft rollen, for Lucas mente ikke at han ville bruge ham i begge projekter (Star Wars og Indiana Jones) i stedet castede man bla. Tom Selleck, der på det tidspunkt var kendt for Tv-serien Magnum. Da han blev forkastet, så man ham senere i den meget Indiana Jones inspirerede High Road to China, som ingen husker mere). Heldigvis tog Lucas en ny beslutning, og vi fik den eneste rigtige Indy - Harrison Ford - som med sin selvironiske facon var perfekt i rollen som den afdæmpede og habitklædte professor Dr. Jones, der kunne forvandle sig til en bandende, adrealin-bombe, med hat, skægstubbe, læderjakke og pisk i løbet af en flyvetur. En slags Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Tænk at være ansvarlig for en helt ny stil - den casual stil vi kender idag, hvor det er helt normalt og sejt at mænd lader skægget stå i en dag eller to - og hvor slips og jakkesæt er blevet afløst af cowboybukser, og skjorte uden slips. Så meget betød filmen, for det meste af den vestlige verden. Selve filmen var en sand tur i tivoli - den ene mere opfindsomme scene, afløste den næste, og det som var helt særligt var den fart det hele foregik i. Lige fra den første, hvor vi møder Indy på vej ind i et tempel i Peru, fyldt med geniale dødsfælder (ingen glemmer den gigantiske rullende sten, som Indy løber om kap med, giftpilene og Indys måde at slippe godt fra det hele på - blot for at blive snydt af sin rival, Dr. René Belloq. Og hvordan han slipper væk i sidste sekund med vandflyver, med giftpile susende om ørerne). Ikke engang selveste James Bond kunne prale med en åbningsscene i det tempo. Og man kan blive ved. Den geniale scene i Marions værtshus i Nepal, hvor indy kæmper mod Gestapos Major Arnold Toht - branden og brændemærkningen af Toht. Aben og jagten gennem Cairos gader, efter den bortførte Marion, sammen med Indys tro følgesvend Sallah. Blandt andet med den geniale "kamp" mellem en gigantisk sabelsvingende beduin - og Indy som kigger på mens den anden forbereder sig til en drabelig kamp - hvorefter Indy trækker pistolen og skyder ham (angiveligt skulle Harrison Ford faktisk have kæmpet, men da han var lidt sløj fandt han på det andet istedet og det beholdt man heldigvis). Opdagelsen af hvor den forsvundne by Tanis er og stedet hvor arken er gemt - og tilfangetagelsen, blandt de mange slanger (I hate snakes). Den vilde jagt, hvor Indy sætter efter Nazierne og stuntet hvor han hænger under en lastbil, og alligevel får overmandet chaufføren, og bjærget Arken (bare for at blive snydt igen på åbent hav). Og endelig det store show-down til sidst, hvor nazisterne og Belloq får deres velfortjente straf. Der er kun få actionfilm, som ikke på en eller anden måde er påvirket af Indiana Jones - væk var dvælende eftertænksomhed, og ind kom handlekraftig action, med en stor portion humor. Og man kan stadig ikke sætte en finger på filmen, den er stadig lige så ung og dynamisk som den var for mere end 30 år siden. Spielberg og Lucas viste os hvor grænserne var, og brød dem som de første. Alt hvad der kom i kølvandet var kun blege kopier - Jagten på Nielens Juvel og Allan Quaternain historierne, for eksempel. Kun efterfølgerne, og især Det sidste korstog nåede næsten samme højder som den første historie, mens kun actionscenerne var af samme kvallitet i Templets forbandelse. Den sidste film var desværre en fejltagelse. Et koriosum er at mine jagten fra Templets forbandelse, faktisk skulle have været med i den første film - men det blev sorteret fra, da det ville have været for meget, tænk engang. Den 15. januar 1982 havde jeg en af de bedste oplevelser, i biografen - og filmen er stadig, for mig, noget af det bedste der er lavet, nogensinde.