R.I.P. Ken Adam
4.0
En af filmhistoriens ypperste produktionsdesignere og scenografer, Ken Adam, er gået bort. Jeg er halvvejs på vej ud af døren i skrivende stund, men da han gennem de gamle Bond-film spillede en markant rolle i min filmopdragelse, bliver jeg nødt til lige at skrive en anmeldelse af "Dr. No".
Det var nemlig her, at Ken Adam (for første gang i mit liv) lærte mig, hvad æstetik kan betyde for en genrefilm. Jeg mener den dag i dag, at seriens fremtidige succes i høj grad kan tilskrives den finesse og uovertrufne elegance, som Adam bidrog med. En af hans største bedrifter optræder netop i den første Bond-film, hvor Dr. No's undergrundsungekarlehybel er sandt mesterstykke. Der er tale om det umuliges kunst, budgettet taget i betragtning.
I det hele taget er filmen et mindre mirakel. Trods de få penge, den er lavet for, er man lykkedes med at lave en umanerlig underholdende første film, som er vigtig at se i et tilbageskuende perspektiv. For i sin filmtid er den et frisk pust af de helt store. Den oser af sex, hvor den vitterligt spiller op til seeren (jeg mener bare, Ursula Andress i den bikini.....HA-CHA-CHA!) og den rykkede grænserne for, hvilken type vold og sex, en bred biografbasker kunne besidde. Derudover foregår Bonds første eskapader i eksotiske locations, der sætter tonen for universets eventyrlige væsen.
Lige så cool som Adams kreationer var, lige så cool er Sean Connery i front, hvor han EJER den ikoniske rolle fra det øjeblik, vi ser ham. Han har hele pakken - han kan spille (godt endda) og han ligner en filmstjerne (på dette tidspunkt var han en 'nobody' i branchen). Og så har "Dr. No" også en herlig galning af en skurk (ELSKER dødsgrabberne!), hvor teater-veteranen Joseph Wiseman giver en kontrolleret udgave af 'the mad scientist' uden at miste farligheden på noget tidspunkt.
Suspensen er af høj kvalitet, hvor især to scener stikker ud – den med fugleedderkoppen og den med henchman'en, der bliver slemt overrasket i bjerghytten. De er ganske enkelt lavet i mesterklassen. Musikken er i øvrigt et solidt prik over i'et i en vellykket debut, som man frem for alt HUSKER, og som publikum anno 1962 måtte være blæst tilbage over (det blev de efter sigende også).
Det er disse kvaliteter, som får mig til at tilgive det minimale plot, som strengt taget er en anelse tyndt og også uopfindsomt i sit klimaks (dog må man finde scenens grandiositet prisværdig). Denne del er anderledes klodset udført. Men hey, det går jo nok - Bond er her! And he ain't going away. Således starter eventyret om klodens sejeste filmhelt.
Karakter: 7/10 (bruger den store skala her, hvis nu jeg skulle finde på at anmelde videre. Så er det lidt nemmere at rangere dem)
Det var nemlig her, at Ken Adam (for første gang i mit liv) lærte mig, hvad æstetik kan betyde for en genrefilm. Jeg mener den dag i dag, at seriens fremtidige succes i høj grad kan tilskrives den finesse og uovertrufne elegance, som Adam bidrog med. En af hans største bedrifter optræder netop i den første Bond-film, hvor Dr. No's undergrundsungekarlehybel er sandt mesterstykke. Der er tale om det umuliges kunst, budgettet taget i betragtning.
I det hele taget er filmen et mindre mirakel. Trods de få penge, den er lavet for, er man lykkedes med at lave en umanerlig underholdende første film, som er vigtig at se i et tilbageskuende perspektiv. For i sin filmtid er den et frisk pust af de helt store. Den oser af sex, hvor den vitterligt spiller op til seeren (jeg mener bare, Ursula Andress i den bikini.....HA-CHA-CHA!) og den rykkede grænserne for, hvilken type vold og sex, en bred biografbasker kunne besidde. Derudover foregår Bonds første eskapader i eksotiske locations, der sætter tonen for universets eventyrlige væsen.
Lige så cool som Adams kreationer var, lige så cool er Sean Connery i front, hvor han EJER den ikoniske rolle fra det øjeblik, vi ser ham. Han har hele pakken - han kan spille (godt endda) og han ligner en filmstjerne (på dette tidspunkt var han en 'nobody' i branchen). Og så har "Dr. No" også en herlig galning af en skurk (ELSKER dødsgrabberne!), hvor teater-veteranen Joseph Wiseman giver en kontrolleret udgave af 'the mad scientist' uden at miste farligheden på noget tidspunkt.
Suspensen er af høj kvalitet, hvor især to scener stikker ud – den med fugleedderkoppen og den med henchman'en, der bliver slemt overrasket i bjerghytten. De er ganske enkelt lavet i mesterklassen. Musikken er i øvrigt et solidt prik over i'et i en vellykket debut, som man frem for alt HUSKER, og som publikum anno 1962 måtte være blæst tilbage over (det blev de efter sigende også).
Det er disse kvaliteter, som får mig til at tilgive det minimale plot, som strengt taget er en anelse tyndt og også uopfindsomt i sit klimaks (dog må man finde scenens grandiositet prisværdig). Denne del er anderledes klodset udført. Men hey, det går jo nok - Bond er her! And he ain't going away. Således starter eventyret om klodens sejeste filmhelt.
Karakter: 7/10 (bruger den store skala her, hvis nu jeg skulle finde på at anmelde videre. Så er det lidt nemmere at rangere dem)
11/03-2016
