Fremskridt for den lille helt

3.0
I tredje afsnit af Antboy-serien er Pelle Nøhrmann på vej på efterskole, da en ny superhelt på skateboard dukker op og gør ham rangen stridig som Middellunds beskytter. Samtidig bliver Antboys ærkefjende, Loppen, løsladt, og han bliver tilmed genansat i sit gamle forskerjob af en ny chef med skumle planer.

Der er med andre ord forandringer på menuen i denne tredje film over Kenneth Bøgh Andersens bogserie. Hovedtemaet er, at Pelle/Antboy har nået en alder, hvor der er kommet nye prioriteter i hans liv, herunder at han nu helt officielt er kæreste med heltinden fra de to første film. Men nye prioriteter gør det også til en udfordring at holde fast i gamle venskaber og alliancer, og Pelle kæmper igen med selvtilliden, da den nye helt tager rampelyset.

De udfordringer ligger som bund under en film, som instruktør Ask Hasselbalch derudover afvikler i klassisk firefarvet tegneseriestil med masser af ramasjang og et totalt gennemskueligt plot. Hasselbalch bruger helt bevidst superheltegenrens klicheer, inklusive at handlingen udvikler sig efter en ren tegneserielogik, efterhånden som diverse skumle planer bliver oprullet.

"Antboy 3" er passende let i stilen med et godt glimt i øjet og et fint tempo, der sikrer, at den ikke føles så gumpetung, som toeren gjorde det. På den måde har Hasselbalch og forfatter Anders Ølholm ganske kompetent oversat genren til dansk provinsbystil, men jeg synes dog, det er synd, at de også har droppet de mere bizarre dele af Antboys superkræfter, så han nu er en relativt ordinær superhelt.

I titelrollen gør Oscar Dietz det igen o.k. charmerende, selv om det denne gang er Samuel Ting Graf, der brænder bedst igennem blandt de unge medvirkende som Antboys tro hjælper, Wilhelm. Det springer i øvrigt noget i øjnene, at de unge skuespillere er ved at vokse fra deres roller, og der er en småskæv balance, i at de spiller roller i efterskolealderen i en film, som primært henvender sig til et lidt yngre publikum. Samtidig er det dog et stort plus, at der igen er kommet tyngde i skurkerollerne, hvor Paprika Steen overspiller lystigt som megalomanisk forretningskvinde, mens Nicolas Bro endnu en gang er stærk i rollen som Loppen, der får flere nuancer i treeren.

"Antboy 3" er en ganske charmerende omgang let underholdning og et klart fremskridt i forhold til den temmelig bovlamme toer. Den fordansker fint den klassiske tegneseriestil, men det er så heller ikke mere end en relativt uforpligtende film for tween-segmentet, hvor der bliver skøjtet let hen over de mere alvorlige temaer om venskab, ansvar og heltemod. Det bliver til tre små stjerner fra mig.
Antboy 3