Et pludseligt bump på flad vej
4.0
Som altid er Charlie Kaufmans tankegang i sin helt egen syrede liga, men i 'Anomalisa' er det for første gang hans form - og ikke hans sindrige indhold - der er drivkraften.
Historien er nemlig dybest set ret triviel. Vi kender den desillusionerede familiefar til ukendelighed og har set hans træden vande i tilværelsen og kærlighedslivet portrætteret flere gange, end vi kan tælle - også af fremragende skuespillere (hvem sagde Bill Murray?), der evner at sende langt flere følelser henover lærredet end Kaufmans bevidst forkrampede dukkemimik.
Men bedst som man tror, at man kender filmens temperament, dens tone og dens hensigt, skiftes der gear - godt nok ikke til den svimlende, metafysiske rustjebanetopfart a lá 'Evigt solskin...' og 'Synecdoche New York', måske to af de bedste film siden årtusindeskiftet, men til noget andet, noget, der slår nakken tilbage i sædet og får én til at tænke en ekstra gang over, hvad fanden der lige skete.
Pludselig rammes ikke bare én, men to meget rene følelser med en kraft, der øjeblikkeligt aftvinger respekt. For Kaufman har sgu tænkt sit projekt godt igennem, og han har på sin vis rykket grænserne for, hvordan lyd kan formidle følelser. Og selvom 'Anomalisa's klichéfyldte rammefortælling ofte grænser til det kedelige, er han endnu engang værd at indløse billet til.
Historien er nemlig dybest set ret triviel. Vi kender den desillusionerede familiefar til ukendelighed og har set hans træden vande i tilværelsen og kærlighedslivet portrætteret flere gange, end vi kan tælle - også af fremragende skuespillere (hvem sagde Bill Murray?), der evner at sende langt flere følelser henover lærredet end Kaufmans bevidst forkrampede dukkemimik.
Men bedst som man tror, at man kender filmens temperament, dens tone og dens hensigt, skiftes der gear - godt nok ikke til den svimlende, metafysiske rustjebanetopfart a lá 'Evigt solskin...' og 'Synecdoche New York', måske to af de bedste film siden årtusindeskiftet, men til noget andet, noget, der slår nakken tilbage i sædet og får én til at tænke en ekstra gang over, hvad fanden der lige skete.
Pludselig rammes ikke bare én, men to meget rene følelser med en kraft, der øjeblikkeligt aftvinger respekt. For Kaufman har sgu tænkt sit projekt godt igennem, og han har på sin vis rykket grænserne for, hvordan lyd kan formidle følelser. Og selvom 'Anomalisa's klichéfyldte rammefortælling ofte grænser til det kedelige, er han endnu engang værd at indløse billet til.
18/03-2016
