Uden for muren ligger der ... flere klicheer

2.0
Tredje afsnit i Divergent-serien dækker kun første halvdel af den roman, den har navn efter, for Lionsgate har - som det åbenbart er blevet normen - valgt at strække sidste del af Veronica Roths trilogi ud i to film. I denne forløber til klimakset stikker de unge helte af fra det indhegnede Chicago, efter at oprørsbevægelsens sejr udvikler sig til brutalt pøbelvælde. De har klare indikationer af, at der gemmer sig andet end ren ødemark derude, men det, de møder, ender med at sende dem tilbage for at redde deres hjemby.

I "Allegiant" er der derfor gjort helt op med det rigide samfund af fraktioner baseret på personlighedstyper, som ellers fyldte enormt meget i de to første film. Her hopper instruktør Robert Schwentke direkte ud i action i form af flugten fra Chicago, og filmen holder egentlig et fint tempo med en næsten konstant følelse af presserende deadlines.

Desværre mister den også bare logikken i det, der foregår undervejs, og særligt i filmens anden halvdel bliver det lidt for usammenhængende, når den bryder med tidligere opsatte spilleregler, men ikke erstatter dem med andet end forvrøvlede pseudoforklaringer. Gennemgående kommer det i endnu højere grad end tidligere til at handle om oprør mod kontrollerende forældreskikkelser, som både bliver udfordret i bogstavelig og symbolsk forstand. Men efter en udmærket start japper Schwentke sig altså alt for meget gennem handlingen. Actionklimakset i "Allegiant" er pænt fjollet, og heltindens abrupte forvandling til en decideret frelserskikkelse er ikke troværdig.

Shailene Woodley gør ellers, hvad hun kan for at bygge bund i hovedrollen som Tris Prior, men hun står svagere end i de to første film, simpelt hen fordi grundlaget ikke er ret solidt. Det kan selv Woodleys talent ikke rette op på. Faktisk kommer Theo James næsten til at virke bedre som hendes kæreste, fordi hans 'jeg-er-en-pumpet-teenagehelt-i-konflikt-med-mig-selv'-attituder passer bedre ind i klicheerne. Det er også slående, at hverken Naomi Watts eller Jeff Daniels bidrager med meget i de store biroller, og Miles Tellers forræderskikkelse er godt nok blevet en nem kliché efterhånden.

"Allegiant" skal dog have ros for den visuelle side af sagen, som igen er velkonstrueret. Her bliver den postapokalyptiske stil suppleret med både overbevisende ødemarksbilleder og en meget mere futuristisk omgang production design, når heltene forlader Chicago, og det er ganske lækkert lavet.

Så selv om tredje del i høj grad kaster logikken ud ad vinduet, kan man altså godt få en o.k. gang underholdning med "Allegiant", hvis man lader sig rive med af tempoet fra start. Og i øvrigt er tilfreds med nydeligt fremtidsdesign i en lettere fortærsket ungdomsfilm-ramme. Men man skal absolut ikke tænke for meget over, hvad det egentlig er, der foregår - og derfor lander jeg kun på to store stjerner.
The Divergent Series: Allegiant - 2 D