I rummet kan ingen høre dig
5.0
*spoilers*
En ung kvinde har siddet fanget i det samme værelse i syv år, efter at hun som 17-årig blev bortført på åben gade. Voldtægterne fra værelsets ejer har givet hende en nu 5-årig søn, og sammen lægger mor og søn en dristig flugtplan.
Som det fremgår, er fortællingen i "Room" - baseret på romanen af samme navn af Emma Donoghue, som selv har skrevet manuskriptet - inspireret af de virkelige sager med mænd, der bortfører kvinder og holder dem fanget i et skræmmende mønster af dominans og misbrug. I første halvdel af "Room" får vi da også effektivt etableret det forfærdelige, monotone liv for mor og søn i et usselt værelse, hvor sønnen hver aften må gemme sig i skabet, mens hans far voldtager hans mor.
Men det er først i den anden halvdel, efter flugten, at filmen for alvor folder sig ud. Ved at den fokuserer på den svære overgang fra fangenskab til livet i frihed, som viser sig at være særdeles hårdt at tilpasse sig til, når man har siddet fanget i så lang tid.
"Room" skildrer både, hvor ubehageligt det er at være ufrivillig hovedperson i et mediecirkus, og hvor svært det kan være at genskabe relationerne til sin ellers utroligt velmenende familie. Men først og fremmest handler filmen om den proces, som mor og søn hver især må igennem. På vidt forskelllige betingelser, fordi sønnen kæmper med at vænne sig til en verden, der er langt større end det ene værelse, han har kendt i sine første fem år, mens hans mor omvendt går fra raseri til afmagt og tung depression.
Det er en virkelig vedkommende og nuanceret fortælling, instruktør Lenny Abrahamson her leverer ved at fokusere på menneskene frem for misbruget. Jeg syntes især, den var nem at relatere til den fuldstændig urimelige behandling, Natascha Kampusch har fået i den tysktalende offentlighed, efter hun slap væk fra sit kældermareridt - for ja, selvfølgelig er det ikke spor nemt at vende tilbage til livet, selvfølgelig er reaktionen måske nærmere depression end lykke, og selvfølgelig har man et behov for stadig at forholde sig til det sted, der i årevis har været éns ufrivillige hjem. Her bliver det især forløst i det rørende forhold mellem mor og søn, der på deres egne skæve måder støtter hinanden.
"Room" er da også først og fremmest båret af fremragende skuespil i de to hovedroller. Brie Larson er virkelig stærk som den unge mor, ikke mindst når der for alvor skal skrues op for følelserne, efter de er sluppet ud. Larson er ét af de der åbenlyse talenter, der bare stjæler billedet i film efter film, og hun fik som bekendt en Oscar for "Room" - der efter min mening ikke engang er hendes bedste rolle. Over for hendes kraftfulde spil er Jacob Tremblay også helt forrygende som sønnen, der ligeledes når langt rundt i følelsesregistret fra det overgearede til det katatoniske. Det er en barnerolle af helt sjælden kvalitet, Abrahamson der får trukket ud af Tremblay. Oven i det har Joan Allen en dejligt skarp rolle som Larsons mor, men det er altså Larson og Tremblay, der fuldstændig dominerer filmen.
"Room" er en film, der starter med efterhånden velkendte toner om syge mennesker, der gør rædsomme ting mod andre. Men derfra overrasker den med et perspektivskift, som løfter hele historien, og den ender som en smuk fortælling om et unikt mor-søn-forhold skabt under de mest urimelige omstændigheder.
En ung kvinde har siddet fanget i det samme værelse i syv år, efter at hun som 17-årig blev bortført på åben gade. Voldtægterne fra værelsets ejer har givet hende en nu 5-årig søn, og sammen lægger mor og søn en dristig flugtplan.
Som det fremgår, er fortællingen i "Room" - baseret på romanen af samme navn af Emma Donoghue, som selv har skrevet manuskriptet - inspireret af de virkelige sager med mænd, der bortfører kvinder og holder dem fanget i et skræmmende mønster af dominans og misbrug. I første halvdel af "Room" får vi da også effektivt etableret det forfærdelige, monotone liv for mor og søn i et usselt værelse, hvor sønnen hver aften må gemme sig i skabet, mens hans far voldtager hans mor.
Men det er først i den anden halvdel, efter flugten, at filmen for alvor folder sig ud. Ved at den fokuserer på den svære overgang fra fangenskab til livet i frihed, som viser sig at være særdeles hårdt at tilpasse sig til, når man har siddet fanget i så lang tid.
"Room" skildrer både, hvor ubehageligt det er at være ufrivillig hovedperson i et mediecirkus, og hvor svært det kan være at genskabe relationerne til sin ellers utroligt velmenende familie. Men først og fremmest handler filmen om den proces, som mor og søn hver især må igennem. På vidt forskelllige betingelser, fordi sønnen kæmper med at vænne sig til en verden, der er langt større end det ene værelse, han har kendt i sine første fem år, mens hans mor omvendt går fra raseri til afmagt og tung depression.
Det er en virkelig vedkommende og nuanceret fortælling, instruktør Lenny Abrahamson her leverer ved at fokusere på menneskene frem for misbruget. Jeg syntes især, den var nem at relatere til den fuldstændig urimelige behandling, Natascha Kampusch har fået i den tysktalende offentlighed, efter hun slap væk fra sit kældermareridt - for ja, selvfølgelig er det ikke spor nemt at vende tilbage til livet, selvfølgelig er reaktionen måske nærmere depression end lykke, og selvfølgelig har man et behov for stadig at forholde sig til det sted, der i årevis har været éns ufrivillige hjem. Her bliver det især forløst i det rørende forhold mellem mor og søn, der på deres egne skæve måder støtter hinanden.
"Room" er da også først og fremmest båret af fremragende skuespil i de to hovedroller. Brie Larson er virkelig stærk som den unge mor, ikke mindst når der for alvor skal skrues op for følelserne, efter de er sluppet ud. Larson er ét af de der åbenlyse talenter, der bare stjæler billedet i film efter film, og hun fik som bekendt en Oscar for "Room" - der efter min mening ikke engang er hendes bedste rolle. Over for hendes kraftfulde spil er Jacob Tremblay også helt forrygende som sønnen, der ligeledes når langt rundt i følelsesregistret fra det overgearede til det katatoniske. Det er en barnerolle af helt sjælden kvalitet, Abrahamson der får trukket ud af Tremblay. Oven i det har Joan Allen en dejligt skarp rolle som Larsons mor, men det er altså Larson og Tremblay, der fuldstændig dominerer filmen.
"Room" er en film, der starter med efterhånden velkendte toner om syge mennesker, der gør rædsomme ting mod andre. Men derfra overrasker den med et perspektivskift, som løfter hele historien, og den ender som en smuk fortælling om et unikt mor-søn-forhold skabt under de mest urimelige omstændigheder.
28/03-2016
