Fascinerende, men fundamentalt fejlbehæftet
3.0
Efter de voldsomme ødelæggelser i "Man of Steel" beslutter en midaldrende Batman sig for, at Superman er for farlig at have rendende rundt, mens Superman omvendt mener, at Batmans selvtægtsmetoder er dybt problematiske. Samtidig kommer begge helte på sporet af, at der foregår noget skummelt i den unge forretningsmand Lex Luthors firma - mens Luthor på sin side har planer for begge heltene.
Når en film kommer med en så klodset titel som "Batman v Superman: Dawn of Justice", får jeg altid bange anelser. Det får mig til at tænke, at bagmændene basalt set ikke har været enige om, hvad de vil med filmen. Og det bliver desværre bekræftet af Zack Snyders fortsættelse til "Man of Steel", der ender som en stor rodebutik.
Det starter ellers godt med en tætklippet indledning, hvor instruktør Snyder med sit vanlige visuelle talent lader billederne tale og får etableret filmens grundlæggende præmisser. Snyder bygger effektivt videre på den dystert grågrynede stil, han etablerede i "Man of Steel" - her er billedsiden bare endnu flottere, og det redder faktisk en del. Særligt fordi fortælletempoet som nævnt er højt, og actionscenerne denne gang fungerer meget bedre.
Der er stadig helt ekstremt meget smæk på, når DC's übermennesker går i krig mod lige så potente skurke med voldsomme ødelæggelser til følge. Men her udviser Snyder en helt anden tilbageholdenhed i actionsekvenser, der bliver afviklet meget skarpere - hvor alt det bulder og brag endte med at være kedeligt i "Man of Steel".
Stilen i "Batman v Superman: Dawn of Justice" er dog stadig voldsom. Den har en bombastisk, brutal, ja, nærmest monumentalistisk billedstil, hvor Snyder flirter endnu mere med det fascistoide, end han har gjort i sine tidligere film - her inklusive superhelte i dominerende krigerengle-positurer og tilsvarende brutalistiske billedkompositioner. Og det synes jeg faktisk er aldeles relevant - i min verden kan man ikke nyde superheltegenren uden at forholde sig til de übermensch-fantasier, som er én af dens grundsten.
Problemet er ikke Snyders visuelle design, der i øvrigt trækker en del inspiration fra Frank Millers højtelskede serie "The Dark Knight Returns". Det er heller ikke skuespillet, for Ben Affleck gør alle nejsigere til skamme og leverer en fin halvgammel Batman, som klart overstråler Henry Cavill, der igen er temmelig papagtig som Superman. Gal Gadot får også en glimrende introduktion som Wonder Woman, det er herligt at se Jeremy Irons tage over som Batmans trofaste butler, og Jesse Eisenberg leverer et forfriskende anderledes take på Lex Luthor.
Nej, problemet er filmens forvrøvlede plot. Det starter allerede med Snyders ønske om at bruge en visuelt orienteret fortællestil i hurtige montager - det går simpelt hen så hurtigt, at noget af sammenhængen bliver tabt. Derefter går det for alvor galt i etableringen af det med "Batman v Superman", for magen til opstyltet, utroværdig konflikt skal man lede længe efter - og for at det ikke skal være løgn, bliver den også løst på en decideret tåkrummende måde.
Og så degenererer filmen mere og mere ned i åbenlyse plothuller, hvor logikken helt går fløjten, og man kan sidde og tænke ting som "Hvorfor spæner Lois Lane pludselig tilbage og leder efter kryptonitspyddet? Hun kan på ingen måde vide, hvad det er, der foregår ovre på den anden side af bugten, så hvordan ved hun, at det der spyd er så vigtigt?" Fortællingen bliver yderligere forplumret af for lange og selvfede drømmescener samt mærkværdige tidsrejsende, der dukker op og siger ting, som ingen forstår. Og hvad i alverden sker der for, at Lex Luthor pludselig skal forvandles til en Renfield-figur?
Der er seriøst meget galt. Også en del mere end i den gennemsnitlige hjernedøde Hollywood-blockbuster.
Men samtidig er filmen altså virkelig fascinerende på andre punkter. Den kan noget relativt unikt visuelt - Snyder har et særligt talent der, også selv om han planker mange af sine billedkompositioner fra andre medier. Der er også noget grundlæggende interessant i den bombastiske måde, "Batman v Superman: Dawn of Justice" arbejder med helterollerne på. Så alt i alt er den i min bog et fremskridt i forhold til "Man of Steel", der bare fortabte sig i larmende monoton action. Men jeg er godt nok skeptisk over for, hvad vi kommer til at få serveret i "The Dawn of the Justice League". DC synes at have vildt travlt med at få opbygget deres helteunivers på film - men konkurrenterne fra Marvel har netop haft gigantisk succes med deres univers, fordi de turde tage sig anderledes god tid til at introducere tingene.
Når en film kommer med en så klodset titel som "Batman v Superman: Dawn of Justice", får jeg altid bange anelser. Det får mig til at tænke, at bagmændene basalt set ikke har været enige om, hvad de vil med filmen. Og det bliver desværre bekræftet af Zack Snyders fortsættelse til "Man of Steel", der ender som en stor rodebutik.
Det starter ellers godt med en tætklippet indledning, hvor instruktør Snyder med sit vanlige visuelle talent lader billederne tale og får etableret filmens grundlæggende præmisser. Snyder bygger effektivt videre på den dystert grågrynede stil, han etablerede i "Man of Steel" - her er billedsiden bare endnu flottere, og det redder faktisk en del. Særligt fordi fortælletempoet som nævnt er højt, og actionscenerne denne gang fungerer meget bedre.
Der er stadig helt ekstremt meget smæk på, når DC's übermennesker går i krig mod lige så potente skurke med voldsomme ødelæggelser til følge. Men her udviser Snyder en helt anden tilbageholdenhed i actionsekvenser, der bliver afviklet meget skarpere - hvor alt det bulder og brag endte med at være kedeligt i "Man of Steel".
Stilen i "Batman v Superman: Dawn of Justice" er dog stadig voldsom. Den har en bombastisk, brutal, ja, nærmest monumentalistisk billedstil, hvor Snyder flirter endnu mere med det fascistoide, end han har gjort i sine tidligere film - her inklusive superhelte i dominerende krigerengle-positurer og tilsvarende brutalistiske billedkompositioner. Og det synes jeg faktisk er aldeles relevant - i min verden kan man ikke nyde superheltegenren uden at forholde sig til de übermensch-fantasier, som er én af dens grundsten.
Problemet er ikke Snyders visuelle design, der i øvrigt trækker en del inspiration fra Frank Millers højtelskede serie "The Dark Knight Returns". Det er heller ikke skuespillet, for Ben Affleck gør alle nejsigere til skamme og leverer en fin halvgammel Batman, som klart overstråler Henry Cavill, der igen er temmelig papagtig som Superman. Gal Gadot får også en glimrende introduktion som Wonder Woman, det er herligt at se Jeremy Irons tage over som Batmans trofaste butler, og Jesse Eisenberg leverer et forfriskende anderledes take på Lex Luthor.
Nej, problemet er filmens forvrøvlede plot. Det starter allerede med Snyders ønske om at bruge en visuelt orienteret fortællestil i hurtige montager - det går simpelt hen så hurtigt, at noget af sammenhængen bliver tabt. Derefter går det for alvor galt i etableringen af det med "Batman v Superman", for magen til opstyltet, utroværdig konflikt skal man lede længe efter - og for at det ikke skal være løgn, bliver den også løst på en decideret tåkrummende måde.
Og så degenererer filmen mere og mere ned i åbenlyse plothuller, hvor logikken helt går fløjten, og man kan sidde og tænke ting som "Hvorfor spæner Lois Lane pludselig tilbage og leder efter kryptonitspyddet? Hun kan på ingen måde vide, hvad det er, der foregår ovre på den anden side af bugten, så hvordan ved hun, at det der spyd er så vigtigt?" Fortællingen bliver yderligere forplumret af for lange og selvfede drømmescener samt mærkværdige tidsrejsende, der dukker op og siger ting, som ingen forstår. Og hvad i alverden sker der for, at Lex Luthor pludselig skal forvandles til en Renfield-figur?
Der er seriøst meget galt. Også en del mere end i den gennemsnitlige hjernedøde Hollywood-blockbuster.
Men samtidig er filmen altså virkelig fascinerende på andre punkter. Den kan noget relativt unikt visuelt - Snyder har et særligt talent der, også selv om han planker mange af sine billedkompositioner fra andre medier. Der er også noget grundlæggende interessant i den bombastiske måde, "Batman v Superman: Dawn of Justice" arbejder med helterollerne på. Så alt i alt er den i min bog et fremskridt i forhold til "Man of Steel", der bare fortabte sig i larmende monoton action. Men jeg er godt nok skeptisk over for, hvad vi kommer til at få serveret i "The Dawn of the Justice League". DC synes at have vildt travlt med at få opbygget deres helteunivers på film - men konkurrenterne fra Marvel har netop haft gigantisk succes med deres univers, fordi de turde tage sig anderledes god tid til at introducere tingene.
30/03-2016
