Ingen kære Watson

Jeg var tændt på "Mr. Holmes", fordi jeg fandt grundidéen skidegod. Forestil dig hvis Frank Miller lavede en Sherlock Holmes-fortælling. Her møder vi nemlig en gammel (meget gammel), tilbagetrukket og modløs udgave af karakteren, som kæmper med demens, mens hans kvindelige 'Alfred' (og hendes søn) tager sig af ham. Og på en måde tvinges han også ud af sit selvvalgte otium for at klare en sidste opgave. Sig selv. At hans sidste altafgørende kamp er at knække koden til sit eget sind er en ret så fremragende udtænkt idé, og det er netop dette, der holder "Mr. Holmes" oven vande.

I et yderst roligt, men velvalgt, tempo, kommer vi tættere og tættere på mesterdetektiven og årsagen til, han trak stikket for 35 år siden, hvor en opgave endte uforløst. Men egentlig er det mere spændende at se Holmes og hans kamp for ikke at gå helt i opløsning. Ofte helt uden ord. Ian McKellens øjne siger så utrolig meget, og de scener hvor demensen får overtaget er nogle af de bedste og mest hjerteskærende i filmen.

Der er rigeligt med potentiale i den fortælling alene, og derfor er det ærgerligt, at filmen forsøger at holde hele tre fortællinger i kog samtidig. Udover den nutidige del så fortælles også historien om Holmes' sidste opgave i flashback-form, samtidig med at der også klemmes en sidehistorie ind om hans tur til Japan for at finde en bestemt plante, der måske kan kurere vanskelighederne med hukommelsen. Jeg forstår godt den afsluttende morale om, at fiktionen nogle gange kan redde os fra sandheden, men de tre dele kommer aldrig til at fungere som en samlet helhed i filmen. Men point for forsøget.

Se den for McKellen i titelrollen, som er det perfekte valg og gør det fantastisk både som gammel og oldgammel Sherlock Holmes.