Indiana Jones og De Digitale Udfordringer
3.0
Da fjerde omgang med Harrison Ford efter mange mange år, endelig vendte tilbage var forventninger enorme og måske ofte urimelige store. Filmen blev dog vel modtaget blandt en del kritikere, men har siden og måske med rette, fået et lidt kedeligt efterliv som værende forfærdelig og andre lidet flatterende prædikater. Helt så dårlig som dens ry, synes jeg nu ikke den er. Filmens første halvdel fungerer ret solidt og underholdende og havde den holdt dette niveau i resten af filmen, havde det ifølge mig, været en god film, om end stadig lige under de første tre.
Selv da en ofte trættende Shia LaBeouf dukker op, ødelægges momentum ikke. Først da Cate Blanchett, den normalt fantastiske skuespiller, dukker op for anden gang spillende den giftige kommunistiske agent, pinligt udstyret med rædsom accent, kører filmen af sporet i halvdårlige beslutninger, tåbelige ideer, dårlig og unødvendige computereffekter, samt kiksede scener. Som da vores helte prøver at flygte og ender i en omgang kviksand. Det må være en af seriens lavpunkter. Men også dens forsøg på amerikansk humor udi det familiære, falder til jorden. For mig signalerer det at de herrer Lucas/Spielberg (og andre?) ikke længere er filmskabere med et frisk pust, men nu blot er reaktionære ældre mænd, der dyrker det rigeligt pæne og kedelige.
Da jeg oprindeligt så den, ville jeg have at den var fantastisk og bildte mig selv ind, at det var den også. Men siden har jeg måtte indse at den ikke var det comeback jeg havde håbet på. Jeg var såmænd ikke generet af at skurkene var kommunister og at temaet kredsede omkring aliens og ufoer (selv om der går rigeligt ”X-Files” på steroider i den til sidst). Det passer til tiden den foregår i. Mange sci-fic film fra 50’erne og dem var der en del af, omhandler grundlæggende netop om frygten for invasionen fra østblokken og hvad det fører med sig. Men altså, ja selv køleskabsscenen kunne jeg have overlevet (Indy gjorde!) og da Indy efterfølgende står som silhuet mod atompaddehatten, er det egentlig meget rammende. En gammeldags helt ude af trit med tiden, der har overhalet det eventyr vi skal tages med på.
Indiana Jones var min sidste barndomshelt. Husker stadig da jeg havde set ”Raiders of the Lost Ark”, at jeg som så ofte før, når jeg havde set et godt eventyr, ville lege i skovene bag mine forældre. Jeg kunne dog ikke helt ramme den indlevelse, jeg tidligere kunne. Jeg måtte efterfølgende bare konstatere at det var definitivt slut, barndommens magiske verden var for altid væk og de kulørte lege, det være sig som pirat, cowboy, indianer, soldat, Tarzan, Robin Hood, ridder eller lignende karakterer og steder blev aldrig mere besøgt. Netop den dag var min sidste dage i barndommens legesyge verden og mit sidste forsøg på sådanne lege. Men Indy fulgte mig igennem ungdomsårene og slap mig først da jeg var blevet mere eller mindre voksen. Så da han nu endelig vendte tilbage så mange år efter, var min glæde og spænding så stor, at jeg blindt, bare ikke ville erkende, at den ikke var alt det den skulle være.
Når alt det er sagt, så er Harrison Ford som Indiana Jones stadig et lyspunkt, som for mig trækker op i en film der mest ødelægges af at knække midt i, hvor fortællingens magi går i stå. Indtil der, fandt jeg den habil og værdig sin titel som en Indy film. Modsat mange, hader jeg derfor ikke filmen, som sikkert får et gensyn når og hvis der kommer flere film med hvad der for mig, forsat er alle tiders bedste filmhelt.
Selv da en ofte trættende Shia LaBeouf dukker op, ødelægges momentum ikke. Først da Cate Blanchett, den normalt fantastiske skuespiller, dukker op for anden gang spillende den giftige kommunistiske agent, pinligt udstyret med rædsom accent, kører filmen af sporet i halvdårlige beslutninger, tåbelige ideer, dårlig og unødvendige computereffekter, samt kiksede scener. Som da vores helte prøver at flygte og ender i en omgang kviksand. Det må være en af seriens lavpunkter. Men også dens forsøg på amerikansk humor udi det familiære, falder til jorden. For mig signalerer det at de herrer Lucas/Spielberg (og andre?) ikke længere er filmskabere med et frisk pust, men nu blot er reaktionære ældre mænd, der dyrker det rigeligt pæne og kedelige.
Da jeg oprindeligt så den, ville jeg have at den var fantastisk og bildte mig selv ind, at det var den også. Men siden har jeg måtte indse at den ikke var det comeback jeg havde håbet på. Jeg var såmænd ikke generet af at skurkene var kommunister og at temaet kredsede omkring aliens og ufoer (selv om der går rigeligt ”X-Files” på steroider i den til sidst). Det passer til tiden den foregår i. Mange sci-fic film fra 50’erne og dem var der en del af, omhandler grundlæggende netop om frygten for invasionen fra østblokken og hvad det fører med sig. Men altså, ja selv køleskabsscenen kunne jeg have overlevet (Indy gjorde!) og da Indy efterfølgende står som silhuet mod atompaddehatten, er det egentlig meget rammende. En gammeldags helt ude af trit med tiden, der har overhalet det eventyr vi skal tages med på.
Indiana Jones var min sidste barndomshelt. Husker stadig da jeg havde set ”Raiders of the Lost Ark”, at jeg som så ofte før, når jeg havde set et godt eventyr, ville lege i skovene bag mine forældre. Jeg kunne dog ikke helt ramme den indlevelse, jeg tidligere kunne. Jeg måtte efterfølgende bare konstatere at det var definitivt slut, barndommens magiske verden var for altid væk og de kulørte lege, det være sig som pirat, cowboy, indianer, soldat, Tarzan, Robin Hood, ridder eller lignende karakterer og steder blev aldrig mere besøgt. Netop den dag var min sidste dage i barndommens legesyge verden og mit sidste forsøg på sådanne lege. Men Indy fulgte mig igennem ungdomsårene og slap mig først da jeg var blevet mere eller mindre voksen. Så da han nu endelig vendte tilbage så mange år efter, var min glæde og spænding så stor, at jeg blindt, bare ikke ville erkende, at den ikke var alt det den skulle være.
Når alt det er sagt, så er Harrison Ford som Indiana Jones stadig et lyspunkt, som for mig trækker op i en film der mest ødelægges af at knække midt i, hvor fortællingens magi går i stå. Indtil der, fandt jeg den habil og værdig sin titel som en Indy film. Modsat mange, hader jeg derfor ikke filmen, som sikkert får et gensyn når og hvis der kommer flere film med hvad der for mig, forsat er alle tiders bedste filmhelt.
09/04-2016
