Stjernespil fra Bridges
4.0
John Carpenter er en af mine yndlingsinstruktører, og det er ikke fordi, hans filmiske evner er sublime, men fordi de er helhjertede. Den pensel han maler med er opsøgende kreativ, altid udforskende og fyldt med strøg, der vidner om en filter-løs kærlighed til mediet. Den slags kan jeg ikke stå for - så går det sgu nok, at man kun har et enkelt mesterværk på CV'et.
”Starman” er ikke kronen på værket men netop et glimrende eksempel på, at mindre kan gøre det i Carpenter-land. Efter et gensyn forleden fik jeg igen bekræftet, hvor velfortalt denne road movie om et rumvæsen der tager form som et kvindes afdøde mand er. Som alien-fortælling er det et vidunderligt modspil til Carpenters egen ”The Thing”, hvor det hér er uskyldigheden og den rene positivisme, der dyrkes. Det er en utrolig simpel fortælling, men ligesom sjælefrænden ”E.T.” bliver det blot en styrke, fordi det matcher hovedpersonens naive og uspolerede sind perfekt.
Det er dog Jeff Bridges i titelrollen der gør, at man gider investere sig selv i fortællingen. Han giver bogstavelig talt en overjordisk præstation, og det er en fornøjelse at kunne blive ved med at finde små sjove detaljer i hans spil. Til rollen studerede Bridges ornitologi og brugte fugle som en stor inspirationskilde til den fysiske del. Det er virkelig fascinerende at se, hvordan det hele tiden lykkedes ham at gøre en mekanisk rolle interessant. En præstation der i øvrigt skænkede den eneste Oscar-nominering nogensinde til en Carpenter-film.
Jeg er tæt på fem stjerner, men ”Starman” kan ikke helt leve op til sin forrygende start, hvor især ankomsten i rumskibet, der smadrer igennem en brændende skov, samt sekvensen hvor Starman morfer sig igennem barnestadiet frem til voksenudgaven, er decideret blændende. Det er scener som disse der viser, at Carpenter gør det som ingen andre, når han er allerbedst.
”Starman” er ikke kronen på værket men netop et glimrende eksempel på, at mindre kan gøre det i Carpenter-land. Efter et gensyn forleden fik jeg igen bekræftet, hvor velfortalt denne road movie om et rumvæsen der tager form som et kvindes afdøde mand er. Som alien-fortælling er det et vidunderligt modspil til Carpenters egen ”The Thing”, hvor det hér er uskyldigheden og den rene positivisme, der dyrkes. Det er en utrolig simpel fortælling, men ligesom sjælefrænden ”E.T.” bliver det blot en styrke, fordi det matcher hovedpersonens naive og uspolerede sind perfekt.
Det er dog Jeff Bridges i titelrollen der gør, at man gider investere sig selv i fortællingen. Han giver bogstavelig talt en overjordisk præstation, og det er en fornøjelse at kunne blive ved med at finde små sjove detaljer i hans spil. Til rollen studerede Bridges ornitologi og brugte fugle som en stor inspirationskilde til den fysiske del. Det er virkelig fascinerende at se, hvordan det hele tiden lykkedes ham at gøre en mekanisk rolle interessant. En præstation der i øvrigt skænkede den eneste Oscar-nominering nogensinde til en Carpenter-film.
Jeg er tæt på fem stjerner, men ”Starman” kan ikke helt leve op til sin forrygende start, hvor især ankomsten i rumskibet, der smadrer igennem en brændende skov, samt sekvensen hvor Starman morfer sig igennem barnestadiet frem til voksenudgaven, er decideret blændende. Det er scener som disse der viser, at Carpenter gør det som ingen andre, når han er allerbedst.
16/04-2016
