Eskapisme og nostalgi

Jeg skriver kun få anmeldelser, men inspireret af - og på opfordring af den Scope-indfødte Thomas Nielsen, kommer her nogle ord fra mig om Indiana Jones (og jagten på den forsvundne skat).

Jeg har netop genset filmen på bluray. Men det var min storebror, der er flere år ældre end mig, som introducerede mig for Indiana Jones, da han i slutningen af 90'erne satte et VHS-bånd på, der indholdt en udgave af Indiana Jones og jagten på den forsvundne skat optaget fra fjernsynet. Det samme var over en periode gældende for film som Star Wars-serien, Terminator-filmene og Predator, som var blandt min lillebrors og mine top-favoritter indenfor film, og er det stadig den dag i dag.

Der var noget særligt over Indiana Jones-serien, og i særdeleshed Raiders of the Lost Ark. Jeg var vel seks år gammel, da jeg første gang så filmen. Den handlekraft og det mod, som Harrison Ford personificerede i den rolle, som vel for evigt skal forblive hans signaturrolle, fungerede som stor inspiration og stimulering af barndommens lege. Harrison Ford har et imponerede bagkatalog med sit samarbejde med nogle af de bedste og mest markante instruktører i Hollywood. Men det er uden tvivl hans rolle som Indiana Jones, som også hos mig altid vil betyde mest, eftersom han var min barndomshelt nr. 1. Jeg husker, hvordan jeg ville iklæde mig en gammel stråhat, en pengekat til at have overskulderen, foruden en legetøjsrevolver samt et sjippetov, eller reb, som skulle gøre det ud for Indys bullwhip.

George Lucas havde en meget legende og lun tilgang til filmmediet. Ligesom i hans vel nok største flagskib, Star Wars, så trækker Indiana Jones-serien på myter, religion, historie osv fra vores velkendte verden. Der bliver i Lucas' film anlagt en stærk grad af eskapisme, hvor man kan være sikker på, at uanset, hvor livsfarlig en situation ser ud, så skal Indy nok klare skærrene, og på den måde bliver det aldrig decideret ubehageligt at se filmene. Tvært imod. Godt hjulpet på vej af John Williams' geniale score, som kun kan undervurderes, bliver man trukket ind i en eksotisk verden i kraft af filmenes locations, som befinder sig over hele verden. Derudover er det tydeligt, hvem der er de gode, og hvem der er de onde, og man kan være sikker på, at det hele nok skal ende godt for vores helt. Her kommer tegneserie-elementet ind, for uanset, om han bliver skudt, eller hvor mange slag Indy får, ikke mindst i ansigtet, så er han mere eller mindre altid fit for fight, når det gælder. Men dermed sagt er Harrison Fords portrættering af Indiana Jones på ingen måde kedelig. En del af hans appel, går også ud på, at han er menneskelig, fordi han ikke er perfekt. Han er et menneske af kød og blod, som både kan være lidt kynisk og bedrevidende, men inderst inde har han hjertet på rette sted. Han er en person, som man kan se op til. Som barn var det måske mest det med at svinge sig i klatrestativet eller svinge det famøse sjippetov og lade som om, at man var arkæologiens konge. Men som man bliver ældre indser man, at karakteren bygger over en, glimrende - og ikke helt ulig Clark Kent og Supermand - konstellation af en, på den ene side, næsten overdreven, fremragende akademiker, men han er samtidig også en yderst ressourcestærk og udholdende helt. En handlingens mand, der må gå meget igennem for at sikre, at altafgørende religiøse artefakter ikke kommer i de forkerte hænder, hvor andre nok ville miste livet i mere end én af de situationer, som Indy slipper helskindet fra. Han er ikke perfekt, og kan blive såret og lave fejl, hvilket gør, at man bedre kan relatere til ham, og næsten tænke, at det er muligt at blive lidt ligesom ham.

Objektivt set er Raiders of the Lost Ark velnok den bedste film i serien. Der spiller manuskriptet af Lawrence Kasdan uden tvivl også ind. Ikke mindst samspillet mellem Indy og filmens hovedskurk, Belloq, gør, at han er og forbliver den skurk, der fungerer bedst i filmserien. Belloq er til stede i filmens begyndelse og klimaks, foruden i store dele af filmen, og det faktum, at der ikke er stor forskel på ham og Indy er også med til at fjerne filmen fra den sort/hvide tegneseriestil, som præger filmen. Dette er med til at gøre filmen desto mere interessant, da der er både lyse og mørke sider i begge karakterer.

Hvis man ikke kun skal stryge Raiders of the Lost Ark med hårene, så kan man diskutere, om der er visse ting, som ikke helt holder. For eksempel kan der godt argumenteres for, at kampscenen på markedspladsen i Kairo, hvor Indy og Marion bliver overfaldt af de hvidklædte banditter, fremstår lettere ufrivillig komisk. Kampscenen kan minde om en dårlig koregraferet dans, hvor skurkene lidt for tydeligt virker til at være bevidst klodsede og ramme ved siden af med vilje.
Derudover, synes jeg helt ærligt også, det er som om filmen taber lidt momentum henmod slutningen, efter, at Indy kører væk med pagtens ark i lastbilen. Stykket mellem dette og klimaks virker altid lidt trægt på mig, men af dramaturgiske årsager kan man heller ikke have non-stop action og spænding i en film. Jeg ved ikke, men måske er det fordi, jeg har set filmen hundrede gange før, og det ellers generelt ligger til genren, at man ved, det hele ender godt. Men jeg føler bare ikke, at det rigtigt bliver faretruende, når nazisterne har fået fat på arken. Måske skyldes det bare, at vi går fra hæsblæsende action, og umiddelbart over i et mere roligt tempo. Men jeg savner, at det hele hænger lidt mere på kanten, end at Indy stille og roligt og uden de store problemer sniger sig om bord på en fjendtlig ubåd. Et stort plothul, lige dér, selvom der eftersigende er en roman baseret på filmen, som forklarer, hvordan han satte sig fast på periskopet.

Men dette ændrer ikke på, at Raiders of the Lost Ark samt resten af Indiana Jones-serien, altid vil have en hel særligt plads i mit store filmhjerte, som delvis nok blandt andet skyldes den omtalte eskapisme og en hel del nostalgi.