Helvede set indefra

Årets Oscar- og Golden Globe-vinder for bedste udenlandske film er en ufatteligt barsk sag. Saul er en ungarsk jøde, der i 1944 er fange i Auschwitz, hvor han er udkommanderet til én af de såkaldte specialkommandoer - de fanger, som blev sat til at rydde op efter massemordene. En dag ser Saul en dreng udånde som den sidste i gaskammeret, og han bliver besat af tanken om at give drengen en ordentlig begravelse.

"Sauls søn" bliver med rette hyldet for at give publikum en visualisering af Holocaust, som aldrig tidligere er set. Den debuterende forfatter-instruktør László Nemes fortæller hele filmen i frøperspektiv, stort set hele tiden med kameraet lige bag skulderen på Saul, og det betyder, at rædslerne konstant er til stede i periferien af billedet (og på lydsiden).

Og det er virkelig væmmeligt - filmen foregår på det tidspunkt, hvor nazisterne for længst havde omdannet Auschwitz til ren udryddelseslejr, og hvor de militære nederlag helt grotesk havde fået dem til at sætte tempoet i vejret, så krematorieovnene kørte i døgndrift. Derfor ser man helt bogstaveligt bunker af lig, der umenneskeligt bliver omtalt som "stykker", inden de bliver forvandlet til lige så skræmmende mængder af aske, som specialkommandoerne naturligvis også har ansvaret for at få fjernet. Mens fangevogterne hele tiden er til stede som aggressive, råbende skikkelser - når de da ikke lige diskuterer udryddelserne, som om det var en fabrik, de styrede.

Jeg besøgte Auschwitz-Birkenau-museet for lidt over 30 år siden, og det er ét af en lille håndfuld steder, hvor jeg har oplevet, at det nærmest var fysisk ubehageligt at befinde sig på grund af stedets historie. Jeg tror, at "Sauls søn" måske ville have givet mig en lignende oplevelse med sin in-your-face-skildring af Holocausts systematiske vanvid, hvis jeg ikke havde haft det besøg i Auschwitz bag mig. Nu blev det mere en oplevelse på distancen, men Nemes' brug af billeder og lyd er virkelig imponerende. Det er svært at lave en film med mere gennemført undergangsstemning end det her.

Jeg er mere skeptisk over for Nemes' rammehistorie med Saul, der kæmper for en ordentlig begravelse af drengen. Sauls handlinger kan enten tolkes som udtryk for, at han selv er blevet vanvittig, eller at det er en slags oprør mod det galoperende vanvid, der omgiver ham. Men jeg fik stadig den tanke, at det mest af alt er et dramatisk greb fra Nemes, som gør det muligt at sende Saul rundt i lejrens forskellige afdelinger, mens han leder efter en rabbiner. For at man på den måde kan se de forskellige faser i masseudryddelsen.

I rollen som filmens absolutte omdrejningspunkt, Saul, gør Géza Röhrig det så i øvrigt rigtig flot. Röhrig er egentlig kunstner, ikke professionel skuespiller, men han leverer et overbevisende billede af et menneske, der går katatonisk rundt, nærmest paralyseret af rædslerne omkring ham. Det er også en fin lille detalje ved filmen, at den viser, hvordan specialkommandoerne næsten har mistet evnen til at tale sammen (for hvad er der at tale om?). Og specialkommandoerne er i sig selv også en interessant historie - det jødiske samfund havde efter krigen svært ved at forholde sig til dem, men Nemes skildrer dem efter min mening korrekt som lige så store ofre som de mennesker, de hjalp med at putte i gaskamrene.

"Sauls søn" er en voldsom og væmmelig film, som tager én direkte med ind i det formentlig største helvede, der nogensinde er skabt af mennesker. Jeg er skeptisk over for nogle af de valg, Nemes har truffet, og personligt havde jeg en lidt underlig oplevelse med den, fordi det mest er intellektuelt, jeg godt kan se, hvor skarpt udført den er - mens jeg ikke blev så følelsesmæssigt påvirket, som jeg egentlig ville have forventet af en film med det emne og de kvaliteter. Men det ændrer altså ikke ved, at "Sauls søn" er en aldeles kompromisløs og virkelig vellavet film.