Mislykket amerikanisering
2.0
Amerikansk genindspilning af den argentinske "Øjnenes hemmelighed", der fik en Oscar som bedste udenlandske film tilbage i 2010. I denne version vender en tidligere FBI-agent tilbage til Los Angeles, fordi han har fundet et nyt spor i den 13 år gamle sag om mordet på hans daværende makkers datter. Hans tilbagekomst roder ikke blot op i den gamle mordsag, men også i det tilløb til en affære, han dengang havde med den offentlige anklager.
Amerikaniseringen af historien betyder, at nogle af de centrale temaer fra den argentinske original får en helt anden vinkel. I originalversionen blev mordsagen brugt til at sætte fokus på Argentinas fortid med militærdiktatur og dødspatruljer - på amerikansk kan det kun blive til en perifer forbindelse til 'krigen mod terror', men uden at det har nogen reel betydning for historien. Derfor er der primært et meget konstrueret og temmelig utroværdigt melodrama tilbage, for krimigåden fylder ikke meget i denne fortælling.
Sådan var det faktisk også i den argentinske film, men den havde en stil og elegance, som fik det voluminøse melodrama til at fungere. Her bliver pointerne og plotpunkterne i meget højere grad bare mast igennem, og det går faktisk galt lige fra starten. For hvor den argentinske film tog sig god tid til at bygge stemning og historie op, har man på amerikansk tydeligvis et langt større behov, for at der skal ske noget lige med det samme. Hvilket bl.a. betyder, at man helt mister de detaljer, som burde have fået filmens titel til at give mening.
Forfatter-instruktør Billy Ray har ellers et CV, der rummer solide titler som både manuskriptforfatter og instruktør. Men her virker det altså, som om han aldrig helt ved, hvad han vil med filmen - eller forstår, hvad det var for nogle små finesser, der fik originalversionen til at spille så godt.
Det fører eksempelvis til, at Nicole Kidman mere eller mindre er blevet bedt om at spille en endimensionel sexbombe i rollen som den offentlige anklager, som i originalversionen har en helt anden pondus. Kidman er aldrig kedelig at se på, men her virker hendes rolle simpelt hen helt forkert til filmen. Chiwetel Ejiofor er dertil ret fesen i hovedrollen som den tilbagevendte agent, så filmens bedste rolle går til Julia Roberts som hans tidligere makker, der præget af begivenhederne er blevet gammel og grå. Det er første gang, jeg har set Roberts på den måde spille gammel før tid, og det klarer hun rigtig fint.
"Secret in Their Eyes" er desværre bare endnu et eksempel på, at det oftest er en dårlig idé at lave Hollywood-udgaver af ikke-amerikanske succesfilm.
Amerikaniseringen af historien betyder, at nogle af de centrale temaer fra den argentinske original får en helt anden vinkel. I originalversionen blev mordsagen brugt til at sætte fokus på Argentinas fortid med militærdiktatur og dødspatruljer - på amerikansk kan det kun blive til en perifer forbindelse til 'krigen mod terror', men uden at det har nogen reel betydning for historien. Derfor er der primært et meget konstrueret og temmelig utroværdigt melodrama tilbage, for krimigåden fylder ikke meget i denne fortælling.
Sådan var det faktisk også i den argentinske film, men den havde en stil og elegance, som fik det voluminøse melodrama til at fungere. Her bliver pointerne og plotpunkterne i meget højere grad bare mast igennem, og det går faktisk galt lige fra starten. For hvor den argentinske film tog sig god tid til at bygge stemning og historie op, har man på amerikansk tydeligvis et langt større behov, for at der skal ske noget lige med det samme. Hvilket bl.a. betyder, at man helt mister de detaljer, som burde have fået filmens titel til at give mening.
Forfatter-instruktør Billy Ray har ellers et CV, der rummer solide titler som både manuskriptforfatter og instruktør. Men her virker det altså, som om han aldrig helt ved, hvad han vil med filmen - eller forstår, hvad det var for nogle små finesser, der fik originalversionen til at spille så godt.
Det fører eksempelvis til, at Nicole Kidman mere eller mindre er blevet bedt om at spille en endimensionel sexbombe i rollen som den offentlige anklager, som i originalversionen har en helt anden pondus. Kidman er aldrig kedelig at se på, men her virker hendes rolle simpelt hen helt forkert til filmen. Chiwetel Ejiofor er dertil ret fesen i hovedrollen som den tilbagevendte agent, så filmens bedste rolle går til Julia Roberts som hans tidligere makker, der præget af begivenhederne er blevet gammel og grå. Det er første gang, jeg har set Roberts på den måde spille gammel før tid, og det klarer hun rigtig fint.
"Secret in Their Eyes" er desværre bare endnu et eksempel på, at det oftest er en dårlig idé at lave Hollywood-udgaver af ikke-amerikanske succesfilm.
01/05-2016
