God katastrofe skvatter i plothuller

2.0
Ungdomsfilm møder invasion fra rummet i denne filmatisering af Rick Yanceys succesroman af samme navn. Et kæmpestort rumskib dukker op over USA, og det viser sig, at væsenerne om bord er fjendtligtsindede, da de begynder at udløse naturkatastrofer og sygdom, som på kort tid decimerer menneskeheden til spredte lommer af overlevende. Én af dem er Cassie, en 16-årig pige fra Ohio, som ikke når med, da militæret evakuerer hendes flygtningelejr og dræber en stor del af beboerne i de optøjer, der opstår i den forbindelse. Nu begynder Cassie en vandring gennem vildmarken for at nå frem til militærbasen og blive genforenet med sin lillebror.

"The 5th Wave" starter rigtig lovende, for instruktør J. Blakeson får hurtigt afviklet forhistorien og etableret en effektiv postapokalyptisk stemning via både katastrofescener og personlige fortællinger, der samtidig er en god introduktion til hovedpersonerne. Der er gode kontraster mellem den ubekymrede tilværelse før invasionen og livet i en isoleret flygtningelejr, hvor man blot venter på, hvad den næste bølge af angreb vil være for noget. Og Chloë Grace Moretz er stærk i hovedrollen som Cassie, der er en sympatisk og engagerende heltinde.

Desværre begynder filmen at falde fra hinanden, så snart den kommer ind i midterstykket og bevæger sig uden for flygtningelejren. Der er nogle gevaldige plothuller, hvor tingene simpelt hen ikke hænger helt logisk sammen - og hvor jeg kan regne ud, at man i forhold til romanen har taget nogle genveje, der får logikken til at gå fløjten. Samtidig er der så også nogle ting fra Yanceys roman, der er så konstruerede, at det bryder mine grænser for suspension of disbelief. Inklusive at særligt én biperson i alt for høj grad bliver brugt som deus ex machina. Og så tager filmen en underlig drejning i stemning og genre, når man kommer indenfor på basen, hvor soldaterne begynder at træne børn og unge til at være menneskehedens sidste forsvarslinje.

Nogle af dårligdommene bliver opvejet af, at Moretz er et så solidt midtpunkt i fortællingen, men hun får heller ikke meget hjælp af de andre medvirkende. Maika Monroe gør det fint som den snerrende gothpige, der bliver finskytte i lillebroderens deling, og Liev Schreiber er solidt autoritær som basens leder. Men resten af rollerne er ret kønsløse, ikke mindst Nick Robinson og Alex Roe som de primære unge helte af hankøn.

"The 5th Wave" starter flot, men forvandler sig desværre til et underligt sammenrend af klicheer i anden halvdel, hvor historiens store twist i øvrigt også er alt for forudsigeligt. Det fungerer simpelt hen ikke ret godt, selv om der dog er glimt af godt instruktørarbejde og en god hovedrolle på positivsiden, som får den op på to store stjerner hos mig. Men "The 5th Wave" har været en o.k. kommerciel succes, så det kan være, at Sony fortsætter med filmatiseringer af de efterfølgende bind i Rick Yanceys trilogi.
Den 5. bølge