Endnu en perle i rækken

Meget er allerede skrevet om Indiana Jones-serien her på Scope. Dette gælder også efterfølgeren til Raiders of the Lost Ark, som bliver set en smule skævt til af mange, og er er meget udskældt af nogle.

Filmen lægger imidlertid stærkt ud på en natklub i Shanghai, hvor Indy har et sammenstød med en gruppe kinesiske gangstere. Dette bliver dog først indledt med et 1930'er dansenummer med glitter pomp og pragt. Herefter bliver der hurtigt skruet op for tempoet, som er stort og larmende anlagt. Denne intro er på ingen måde kedelig, men kan virke lidt forjaget i modsætning til introen i Raiders, som var mere mystisk og cool. I og med, at Indy aldrig er hjemme på universitetet i denne film mangler der desuden en base, som er til stede i Raiders og de andre film for den sags skyld. Når dét er sagt, så skal filmen have ros for at turde at være anderledes og nytænkende i stedet for at følge en skabelon tegnet over forgængeren.

Dette ændrer imidlertid ikke ved, at Temple of Doom i brede kredse bliver opfattet lidt som det sorte får, hvilket ironisk nok på en måde også afspejler den mørke og dystre tone i denne film. Temple of Doom er imidlertid også mere tegneserieagtig end udgangspunktet i Raiders. Den er dog, som sagt, også mørkere i tonen og mere dyster, men stadig mere tegneserieagtig. Filmen virker i sin handling og tematik også mere som en horrorfilm med de bortførte børneslaver, der er spærret inde på ondskabens palads. I modsætning til Raiders, hvor historien i sammenligning virkede mere troværdig, virker handlingen i denne film mere langt ude. Jeg finder det desuden som et glimrende, og om ikke andet interessant, valg at gøre Indy midlertidig ond og på fjendens side. Her leges der muligvis med den samme tematik om 'the dark side' som i Star Wars?

På den anden side fremstår handlingen i denne film også mere simpel, eftersom den stort set kun foregår i Indien og på denne måde fremstår filmen mere stringent. Heri ligger også en stor styrke ved denne film, nemlig det fremragende manuskript, som lægger til grund for filmen. Men de tre første film i serien er alle karakteriseret ved at have stærke manuskripter. Historien er stramt fortalt, og det er også en grund til, at jeg altid har foretrukket Indiana Jones-serien over Star-Wars trilogien. I Indiana Jones-serien er der færre sidehistorier og handlingstråde, der skal samles senere i et klimaks, og dette gør, at filmene fremstår mere stramt fortalt end Star Wars-filmene. Manuskriptet er desuden ret vittigt, som da Indy med et diskret blik nedad hentyder til sin penis, som sultanen af Madagaskar truede med at skære af, hvis Indy skulle vende tilbage til dennes land. Filmen understreger desuden mere af Indy’s super-akademiske evner i kraft af hans mestring af fremmedsprog som hindi og mandarin. Hvor sidstenævnte får en plotmæssig betydning, når Indy fortæller Short Round, at han skal holde fast i hængebroen, som han har tænkt sig at kappe. Her udviser Indy en nærmest hensynsløs dødsforagt også, hvad angår hans allierede på broen, som dog formildes af, at han først informerer Short Round.

Imidlertid kan der argumenteres for, at filmen rent ud sagt bliver for fjollet og anstrengende med den kvindelige hovedrolle, Willies skrigeri over samtlige dyr, som de støder på i junglen. Filmen har desuden skiftet nazisterne ud med de fanatiske thugee-kultmedlemmer. Men disse skurke kan med deres vulgære sorte magi, alligevel næppe overgå de rædsler begået af virkelighedens nazister, som ikke kan undgås at blive associeret med skurkene i den første film. Et andet sted, hvor man kan argumentere for, at filmen kommer til kort, er i valget af at erstatte Indy’s voksne sidekick fra Raiders med den lille kineserdreng, Short Round. Ikke, at jeg nogensinde har haft det store problem med hverken Short Round, eller skrigeballonen Willie. Men det virker simpelthen bare mere utroværdigt, når den lille spinkle dreng slår den ene voksne mand til jorden efter den anden. Det er også her, at filmen virker mindre troværdig og mindre appellerende til det voksne publikum i forhold til Raiders.

Temple of Doom skal dog roses for flere fremragende og uforglemmelige actionsekvenser og slåskampe, herunder springet i redningsbåden fra flyet, jagten i mineskakten samt klimakset på broen. Desuden finder jeg, at dramaturgisk står den sidste del af Temple of Doom stærkere end Raiders. Især de afsluttennde scener, som leder op til klimakset på hængebroen, holder bedre på spændingen, hvis du spørger mig. Forløsningen med filmens MacGuffin, Shankara-stenene, kan man ikke komme udenom bliver mere underspillet i forhold til effektmageriet med pagtens ark eller den hellige gral. Derfor virker selve klimakset måske mere banalt i Temple of Doom.

Jeg synes imidlertid, at denne film holder et utroligt højt niveau, som er kendetegnende for, i hvert fald de tre første film, i filmserien. Temple of Doom vinder på sin eksperimenterende og velkomne mørke tone foruden sin stramt fortalte historie og opfindsomme actionoptrin. Dog kan Temple of Doom ikke måle sig med Raiders of the Lost Ark, hvad angår klimakset og især afslutningsscenen i Raiders, som var klassisk og interessant i kraft af sin mystik omkring pagtens ark, der bliver gemt væk på et lagerrum. Men jeg synes at, det er svært at vælge imellem Indiana Jones-filmene. Jeg ser de tre første film som en helhed, der supplerer hinanden. Indiana Jones-filmene er som en flok kærlighedsbørn undfanget mellem Lucas og Spielberg (ingen homoseksuelle undertoner ;-)). Og man kan da ikke vælge mellem sine børn, kan man? For man holder vel af dem alle?