Kvindekamp ved Sortehavet
4.0
Sidste skoledag i en landsby i det nordøstlige Tyrkiet. Fem forældreløse søstre fjoller rundt i strandkanten med nogle drenge, og det får store konsekvenser. De bliver observeret af en ældre kvinde, og pludselig er de stemplet som ikke længere ærbare. Deres bedstemor reagerer straks ved at spærre dem inde i familiens hus og fjerne dem fra al moderne indflydelse, så de kan lære at være gode husmødre og blive giftet væk.
"Mustang" er lavet af den debuterende fransk-tyrkiske forfatter-instruktør Deniz Gamze Ergüven, der primært har fået filmen finansieret i Frankrig og Tyskland. Hvilket ikke er så mærkeligt i betragtning af, at hun går lige i kødet på den konflikt mellem tradition og modernitet, som er yderst tilstedeværende i nutidens Tyrkiet. Meget sigende er "Mustang" i Tyrkiet generelt blevet betragtet som en fransk film, selv om den er indspillet i Tyrkiet med tyrkiske skuespillere. Mens den omvendt var voldsomt populær i Frankrig og endda blev indstillet - og nomineret - som Frankrigs kandidat til prisen for bedste udenlandske film ved den seneste Oscar-uddeling.
Konflikterne i filmen er altså nogle, vi har set før, og som også går igen i utroligt meget af den vestlige debat om islam. "Mustang" handler dog meget lidt om religion, men langt mere om frastødende, undertrykkende traditioner i et landsbysamfund, der tydeligvis aldrig har hørt om kvindefrigørelse. Her stilles der ikke spørgsmål ved mændenes autoritet, men til gengæld dømmes der på sladder, mens man samtidig dækker over, hvad der foregår i det skjulte.
"Mustang" lever i høj grad på sine kvindeportrætter, mens mændene er forholdsvis ensidigt skildret. Kvinderne indgår derimod i langt mere komplekse relationer og roller, hvor man på den ene side har den enorme frihedstrang hos de fem hovedroller, som har fået nok input udefra til at forstå, at livet kan gå ud på mere end børnepasning og madlavning. Og på den anden side bedstemoderen, der pludselig barrikaderer sig bag gamle traditioner og stramme normer - for at hun og familien ikke skal tabe ansigt, men også fordi hun på sin egen måde vil det bedste for sine børnebørn.
Der er også interessante detaljer, i at forfatter-instruktør Ergüven skildrer landsbyens kvinder som en slags lukket klub, hvor selv de ældre generationer godt kan finde på at hjælpe med at holde pigernes eskapader skjult for mændene, samtidig med at man naturligvis tager sine egne forholdsregler for at undgå gentagelser. Og trods sit åbenlyst kritiske udgangspunkt har Ergüven også mange nuancer med, fx ved at hun viser både en positiv og en negativ udgave af arrangerede ægteskaber. Men i sidste ende er det selvsagt den feministiske vinkel, der vinder - især kanaliseret ud i Güneş Şensoys velspillede rolle som den yngste og mest oprørske søster.
"Mustang" er først og fremmest et feministisk opråb om at bryde de kvælende bånd af social kontrol, der styrer det samfund, den skildrer. Jeg synes egentlig ikke, at filmen fortalte mig noget, jeg ikke vidste i forvejen, og jeg tænkte også, at manuskriptet kunne være strammet noget op - der er lovlig mange småscener, som ikke rigtig bringer tingene videre. Men Ergüven opbygger dygtigt stor sympati for sine fem hovedpersoner ved konsekvent at fortælle historien fra deres synsvinkel, så man virkelig forstår, hvordan de i stigende grad føler sig som fanger i et bur, som blot venter på at blive afhændet. Derfor er slutresultatet en medrivende og sympatisk film, der bestemt har noget relevant på hjerte i sin skildring af de ekstremt forstokkede traditioner, som åbenbart stadig udleves på tærsklen til Europa.
"Mustang" er lavet af den debuterende fransk-tyrkiske forfatter-instruktør Deniz Gamze Ergüven, der primært har fået filmen finansieret i Frankrig og Tyskland. Hvilket ikke er så mærkeligt i betragtning af, at hun går lige i kødet på den konflikt mellem tradition og modernitet, som er yderst tilstedeværende i nutidens Tyrkiet. Meget sigende er "Mustang" i Tyrkiet generelt blevet betragtet som en fransk film, selv om den er indspillet i Tyrkiet med tyrkiske skuespillere. Mens den omvendt var voldsomt populær i Frankrig og endda blev indstillet - og nomineret - som Frankrigs kandidat til prisen for bedste udenlandske film ved den seneste Oscar-uddeling.
Konflikterne i filmen er altså nogle, vi har set før, og som også går igen i utroligt meget af den vestlige debat om islam. "Mustang" handler dog meget lidt om religion, men langt mere om frastødende, undertrykkende traditioner i et landsbysamfund, der tydeligvis aldrig har hørt om kvindefrigørelse. Her stilles der ikke spørgsmål ved mændenes autoritet, men til gengæld dømmes der på sladder, mens man samtidig dækker over, hvad der foregår i det skjulte.
"Mustang" lever i høj grad på sine kvindeportrætter, mens mændene er forholdsvis ensidigt skildret. Kvinderne indgår derimod i langt mere komplekse relationer og roller, hvor man på den ene side har den enorme frihedstrang hos de fem hovedroller, som har fået nok input udefra til at forstå, at livet kan gå ud på mere end børnepasning og madlavning. Og på den anden side bedstemoderen, der pludselig barrikaderer sig bag gamle traditioner og stramme normer - for at hun og familien ikke skal tabe ansigt, men også fordi hun på sin egen måde vil det bedste for sine børnebørn.
Der er også interessante detaljer, i at forfatter-instruktør Ergüven skildrer landsbyens kvinder som en slags lukket klub, hvor selv de ældre generationer godt kan finde på at hjælpe med at holde pigernes eskapader skjult for mændene, samtidig med at man naturligvis tager sine egne forholdsregler for at undgå gentagelser. Og trods sit åbenlyst kritiske udgangspunkt har Ergüven også mange nuancer med, fx ved at hun viser både en positiv og en negativ udgave af arrangerede ægteskaber. Men i sidste ende er det selvsagt den feministiske vinkel, der vinder - især kanaliseret ud i Güneş Şensoys velspillede rolle som den yngste og mest oprørske søster.
"Mustang" er først og fremmest et feministisk opråb om at bryde de kvælende bånd af social kontrol, der styrer det samfund, den skildrer. Jeg synes egentlig ikke, at filmen fortalte mig noget, jeg ikke vidste i forvejen, og jeg tænkte også, at manuskriptet kunne være strammet noget op - der er lovlig mange småscener, som ikke rigtig bringer tingene videre. Men Ergüven opbygger dygtigt stor sympati for sine fem hovedpersoner ved konsekvent at fortælle historien fra deres synsvinkel, så man virkelig forstår, hvordan de i stigende grad føler sig som fanger i et bur, som blot venter på at blive afhændet. Derfor er slutresultatet en medrivende og sympatisk film, der bestemt har noget relevant på hjerte i sin skildring af de ekstremt forstokkede traditioner, som åbenbart stadig udleves på tærsklen til Europa.
11/05-2016