Velmenende, men klodset og fantaserende
2.0
*spoilers*
I slutningen af 60'erne bliver to brødre fjernet fra deres kræftsyge mor og anbragt på et børnehjem. Stedet viser sig at være det rene mareridt, for den brutale forstander terroriserer børnene med systematisk brug af vold og ydmygelser. Hverdagen er dermed 100% styret af den stærkestes ret, men de to hovedpersoner forsøger begge at finde en måde at kæmpe imod.
"Der kommer en dag" er stærkt inspireret af de skræmmende historier, som i nyere tid er kommet frem om forhold på danske børnehjem i perioden - særligt på børnehjemmet Godhavn. Filmens efterskrift henviser direkte til Godhavn, og på den led må det siges at være et væsentligt og relevant stykke danmarkshistorie, den tager op. For det er bestemt værd at huske, at det ikke er så længe siden, at folk med ansvar for børn troede, man kunne tæve og tyrannisere dem til at blive føjelige samfundsbogere - og de tidligere anbragte børn kæmper stadig for blot at få en officiel undskyldning for behandlingen, som efterlod mange af dem med varige men.
Det potente stof er lagt i hænderne på instruktør Jesper W. Nielsen og manuskriptforfatter Søren Sveistrup - som her for første gang har skrevet til spillefilmformatet, efter han har haft stor succes som hovedforfatter på nogle af DR's mest roste dramaserier. Det lykkes dem at lave en frastødende troværdig skildring af magtforholdene på børnehjemmet, hvor Lars Mikkelsen er overbevisende som den sadistiske regelrytter af en forstander, godt matchet af Lars Ranthe som hans primære hjælper i lærerstaben - en sølle mand, der søger anerkendelse ved helt bogstaveligt at sparke nedad. Man tvivler ikke et øjeblik på, at børnene er fastlåst i et helvede, der styres af forstanderens magtsyge.
Desværre er det dramatiske forløb, som forfatter Sveistrup og instruktør Nielsen har lagt ind i denne ramme, så klart mindre overbevisende. Hovedpersonernes forhistorie som et par københavnske rødder bliver o.k. etableret, men forløbet på børnehjemmet er som fortælling klodset og klichéfyldt. Der bliver læsset på med detaljer om overgreb af enhver art, men de øvrige plottråde forsvinder ofte ud i ingenting.
Vi får fx etableret, at Sofie Gråbøls rolle som den flinke lærer nok har et andet syn på tingene, fordi hun kommer fra en anden socialklasse - men det bliver ikke for alvor brugt til noget. Vi kommer omkring den ulovlige medicinering af børnene, men filmen kradser også kun i en overflade der. Og mest besynderligt er det, at der bliver brugt mange kræfter på at skildre, hvordan forstanderens magt også strækker sig ud i hakkeordenen på børnehjemmet, hvor de stærkeste drenge hjælper med at tyrannisere de svage ... hvorefter plageånderne fuldstændig forsvinder i filmens anden halvdel. Det ender i en kluntet, skematisk form for historiefortælling, der simpelt hen føles gammeldags med sit fokus på overeksponering af det onde på bekostning af dramatisk flow.
Dertil køber jeg ikke helt historiens fokus på lillebroderen som en drømmer, der mentalt flygter fra overgrebene med sin drøm om at blive astronaut - og i sidste ende vinder kampen mod forstanderen med det afsæt. Det føles for det første lidt for meget som en kopi af Niels Arden Oplevs "Drømmen", som behandlede mange af de samme temaer. Men selv hvis man ser bort fra det, er det i mine øjne et alt for fantastisk element at lægge ind som katalysator for filmens forløsning.
"Der kommer en dag" ender nemlig med, at drengene ved hjælp af stædighed, opfindsomhed og mod får råbt fornuftige folk hos tilsynsmyndighederne op, så vi forstår, at tyrannerne bliver afsløret og straffet. Her får vi altså en historie, om at det gode vinder over det onde til sidst. En historie, som bekræfter os, i at vi kan stole på, at retfærdigheden vil ske fyldest, og at systemet beskytter de svage.
Pointen er jo bare, at der ikke var nogen, der lyttede til drengene fra Godhavn. De kæmper stadig for at få en undskyldning.
I slutningen af 60'erne bliver to brødre fjernet fra deres kræftsyge mor og anbragt på et børnehjem. Stedet viser sig at være det rene mareridt, for den brutale forstander terroriserer børnene med systematisk brug af vold og ydmygelser. Hverdagen er dermed 100% styret af den stærkestes ret, men de to hovedpersoner forsøger begge at finde en måde at kæmpe imod.
"Der kommer en dag" er stærkt inspireret af de skræmmende historier, som i nyere tid er kommet frem om forhold på danske børnehjem i perioden - særligt på børnehjemmet Godhavn. Filmens efterskrift henviser direkte til Godhavn, og på den led må det siges at være et væsentligt og relevant stykke danmarkshistorie, den tager op. For det er bestemt værd at huske, at det ikke er så længe siden, at folk med ansvar for børn troede, man kunne tæve og tyrannisere dem til at blive føjelige samfundsbogere - og de tidligere anbragte børn kæmper stadig for blot at få en officiel undskyldning for behandlingen, som efterlod mange af dem med varige men.
Det potente stof er lagt i hænderne på instruktør Jesper W. Nielsen og manuskriptforfatter Søren Sveistrup - som her for første gang har skrevet til spillefilmformatet, efter han har haft stor succes som hovedforfatter på nogle af DR's mest roste dramaserier. Det lykkes dem at lave en frastødende troværdig skildring af magtforholdene på børnehjemmet, hvor Lars Mikkelsen er overbevisende som den sadistiske regelrytter af en forstander, godt matchet af Lars Ranthe som hans primære hjælper i lærerstaben - en sølle mand, der søger anerkendelse ved helt bogstaveligt at sparke nedad. Man tvivler ikke et øjeblik på, at børnene er fastlåst i et helvede, der styres af forstanderens magtsyge.
Desværre er det dramatiske forløb, som forfatter Sveistrup og instruktør Nielsen har lagt ind i denne ramme, så klart mindre overbevisende. Hovedpersonernes forhistorie som et par københavnske rødder bliver o.k. etableret, men forløbet på børnehjemmet er som fortælling klodset og klichéfyldt. Der bliver læsset på med detaljer om overgreb af enhver art, men de øvrige plottråde forsvinder ofte ud i ingenting.
Vi får fx etableret, at Sofie Gråbøls rolle som den flinke lærer nok har et andet syn på tingene, fordi hun kommer fra en anden socialklasse - men det bliver ikke for alvor brugt til noget. Vi kommer omkring den ulovlige medicinering af børnene, men filmen kradser også kun i en overflade der. Og mest besynderligt er det, at der bliver brugt mange kræfter på at skildre, hvordan forstanderens magt også strækker sig ud i hakkeordenen på børnehjemmet, hvor de stærkeste drenge hjælper med at tyrannisere de svage ... hvorefter plageånderne fuldstændig forsvinder i filmens anden halvdel. Det ender i en kluntet, skematisk form for historiefortælling, der simpelt hen føles gammeldags med sit fokus på overeksponering af det onde på bekostning af dramatisk flow.
Dertil køber jeg ikke helt historiens fokus på lillebroderen som en drømmer, der mentalt flygter fra overgrebene med sin drøm om at blive astronaut - og i sidste ende vinder kampen mod forstanderen med det afsæt. Det føles for det første lidt for meget som en kopi af Niels Arden Oplevs "Drømmen", som behandlede mange af de samme temaer. Men selv hvis man ser bort fra det, er det i mine øjne et alt for fantastisk element at lægge ind som katalysator for filmens forløsning.
"Der kommer en dag" ender nemlig med, at drengene ved hjælp af stædighed, opfindsomhed og mod får råbt fornuftige folk hos tilsynsmyndighederne op, så vi forstår, at tyrannerne bliver afsløret og straffet. Her får vi altså en historie, om at det gode vinder over det onde til sidst. En historie, som bekræfter os, i at vi kan stole på, at retfærdigheden vil ske fyldest, og at systemet beskytter de svage.
Pointen er jo bare, at der ikke var nogen, der lyttede til drengene fra Godhavn. De kæmper stadig for at få en undskyldning.
15/05-2016
