Fascinerende, Rodet og Problemfyldt Superheltetaffel
3.0
Til at håndtere en film, hvor to af verdens største superhelte mødes SKAL man nærmest bruge en instruktør, der er så visuelt svulstig som Zack Snyder. Hans film (selv de værste) er proppet med betagende billeder og action, der, om du vil det eller ej, efterlader et indtryk. Enten af begejstring eller frustration.
BvS er heldigvis noget bedre end den rædderlige Man Of Steel, der var et gumpetungt, kluntet fortalt og trættende actionridt gennem diverse superhelteklichéer, som Singer, Nolan og tildels Snyder genopfandt i hvert deres film. Den første time af filmen opbygger meget godt den hævntørstige, isolerede og bitre Batman, der har set flere venner styrte i døden som følge af Superman og Zod's tvekamp i Metropolis. Affleck er god nok som Bruce Wayne, men når han tager masken på er han som taget lige ud af Miller's Batman-univers. For mit vedkommende vil jeg vove at påstå at Keaton har fundet sin overmand.
Når det generelt kommer til at strukturere et sammenhængende og fængende narrativ, ser det til gengæld noget anderledes ud. Et problem, som også prægede Man of Steel. Efter et stykke tid føles filmen underligt fragmenteret og fremstår som en samling små actionvingnetter med små sideplots og enkeltscener, der simpelthen ikke giver mening eller bidrager til filmens fremdrift. Her tænker jeg specielt på de mærkværdige drømmesekvenser og de mange vink til Justice League; personificeret af Gal Gadots Wonder Woman. En karakter, der udelukkende fungerer som en behændig McGuffin og plot-device og en karakter, der kun har til formål at huske os på at "nu er vi altså i et samlet DC filmunivers. Det er ligesom Marvel. Bare med DCs figurer ... Men ligesom Marvel". Filmen er simpelthen overlæsset med alt for mange halvbagte idéer og alle føres de ud i livet, hvilket resulterer i en ikke særlig dybdegående, men til gengæld, langstrakt, finale.
Udover Batman får karakterene heller ikke lov til rigtigt at ånde. Henry Cavills blankpolerede Superman-portræt er uendeligt kedeligt, og selvom der bruges laaaang tid på at snakke om HVAD Superman er for os mennesker, får vi aldrig nogen dybere indsigt i figuren. Når vi så endelig skal sympatisere, kan vi ikke for Snyder, Goyer og co. har simpelthen glemt at huske os på, hvorfor vi burde udvise sympati. Jesse Eisenberg gør, hvad Jesse Eisenberg gør som Lex Luthor, men hans små twitches, overlegne, anarkistiske monologer og flagrende kropssprog leder tankerne hen på en vis hr. Ledger. Det er måske en billig kliché, men jeg synes den har sin berretigelse.
Selve tvekampen mellem de to supermænd er til gengæld fornøjerlig og larmende underholdende, men afbrydes desværre også ALT for tidligt af det "rigtige" klimaks. Fordi et møde mellem Superman og Batman jo simpelthen bare ikke er nok i sig selv, vel?!? Men vi skal jo også lige huske på, at nu er det her jo optakten til Justice League, ikke sandt?
Nu kunne det let lyde som om at jeg faktisk slet ikke kan lide denne film, men det kan jeg. Eller aspekter af den, for at være præcis. Batman-delen fungerer overraskende godt og actionscenerne er larmende og intenst lavet (med et par undtagelser) og der er noget sært dragende over Snyders brutalistiske stil, som får én til at vende tilbage. Filmen er desværre bare alt for ujævn, dårligt pacet og fyldt med alt for mange idéer, der fører plottet i alle mulige retninger.
Når dette er sagt, venter jeg spændt på en DC-version, der måske kan få mig op på yderligere en stjerne, hvis den, vel at mærke, koncentrerer sig om at rette op på de rigtige ting og ikke bare spinde yderligere plottråde ud i en allerede overlæsset film.
BvS er heldigvis noget bedre end den rædderlige Man Of Steel, der var et gumpetungt, kluntet fortalt og trættende actionridt gennem diverse superhelteklichéer, som Singer, Nolan og tildels Snyder genopfandt i hvert deres film. Den første time af filmen opbygger meget godt den hævntørstige, isolerede og bitre Batman, der har set flere venner styrte i døden som følge af Superman og Zod's tvekamp i Metropolis. Affleck er god nok som Bruce Wayne, men når han tager masken på er han som taget lige ud af Miller's Batman-univers. For mit vedkommende vil jeg vove at påstå at Keaton har fundet sin overmand.
Når det generelt kommer til at strukturere et sammenhængende og fængende narrativ, ser det til gengæld noget anderledes ud. Et problem, som også prægede Man of Steel. Efter et stykke tid føles filmen underligt fragmenteret og fremstår som en samling små actionvingnetter med små sideplots og enkeltscener, der simpelthen ikke giver mening eller bidrager til filmens fremdrift. Her tænker jeg specielt på de mærkværdige drømmesekvenser og de mange vink til Justice League; personificeret af Gal Gadots Wonder Woman. En karakter, der udelukkende fungerer som en behændig McGuffin og plot-device og en karakter, der kun har til formål at huske os på at "nu er vi altså i et samlet DC filmunivers. Det er ligesom Marvel. Bare med DCs figurer ... Men ligesom Marvel". Filmen er simpelthen overlæsset med alt for mange halvbagte idéer og alle føres de ud i livet, hvilket resulterer i en ikke særlig dybdegående, men til gengæld, langstrakt, finale.
Udover Batman får karakterene heller ikke lov til rigtigt at ånde. Henry Cavills blankpolerede Superman-portræt er uendeligt kedeligt, og selvom der bruges laaaang tid på at snakke om HVAD Superman er for os mennesker, får vi aldrig nogen dybere indsigt i figuren. Når vi så endelig skal sympatisere, kan vi ikke for Snyder, Goyer og co. har simpelthen glemt at huske os på, hvorfor vi burde udvise sympati. Jesse Eisenberg gør, hvad Jesse Eisenberg gør som Lex Luthor, men hans små twitches, overlegne, anarkistiske monologer og flagrende kropssprog leder tankerne hen på en vis hr. Ledger. Det er måske en billig kliché, men jeg synes den har sin berretigelse.
Selve tvekampen mellem de to supermænd er til gengæld fornøjerlig og larmende underholdende, men afbrydes desværre også ALT for tidligt af det "rigtige" klimaks. Fordi et møde mellem Superman og Batman jo simpelthen bare ikke er nok i sig selv, vel?!? Men vi skal jo også lige huske på, at nu er det her jo optakten til Justice League, ikke sandt?
Nu kunne det let lyde som om at jeg faktisk slet ikke kan lide denne film, men det kan jeg. Eller aspekter af den, for at være præcis. Batman-delen fungerer overraskende godt og actionscenerne er larmende og intenst lavet (med et par undtagelser) og der er noget sært dragende over Snyders brutalistiske stil, som får én til at vende tilbage. Filmen er desværre bare alt for ujævn, dårligt pacet og fyldt med alt for mange idéer, der fører plottet i alle mulige retninger.
Når dette er sagt, venter jeg spændt på en DC-version, der måske kan få mig op på yderligere en stjerne, hvis den, vel at mærke, koncentrerer sig om at rette op på de rigtige ting og ikke bare spinde yderligere plottråde ud i en allerede overlæsset film.
18/05-2016
