Anarchy in the UK!
4.0
Superagenten Mike Banning (Butler) placeres endnu engang i en situation, hvor han må redde dagen, fordi, well damn, he's just the man for the job.
Igennem de sidste par år har der været en del "Die Hard"-kloner, men Mike Banning-filmene ligger klart i den gode ende. Ganske vidst mangler den McClane's arbejderklassehelt og dennes sårbarhed; både fysisk og emotionelt. Mike Banning er en maskine, hvor vi aldrig er i tvivl om, at han nok skal klare ærterne.
Hvis etterens pro-amerikanske tone og unuancerede, nærmest patetisk, fremstillede stereotyper gav en dårlig smag i munden, vil meget nok ikke ændre sig ved at se efterfølgeren.
Hvis man derimod, som jeg, fandt den første film primitivt underholdende som den 90'er Seagal-film den var, vil man også klart sætte pris på anden film i rækken. Filmen omfavner i måske endnu højere grad sit oldschool ophav og buddy-kemien mellem Butlers gryntende elitesoldat og Eckharts heroiske præsident får et ekstra hak opad. Det samme gør actionscenerne, hvis CGI-eksplosioner ikke er nært så meget en torn i øjet som ved den første film. Du kan stille dit ur efter plottets struktur, men det ved man jo nok allerede, når man sætter sig til rette med popcornene.
Der er kort sagt rigeligt med ondsindede one-liners, flag-waving og fornærmende skabelonskårede figurer (filmens fremstilling af verdens ledere er et kapitel for sig selv i stereotypiske forestillinger) nok til at stille den mest sultne 90'er actionjunkie tilfreds.
Jeg var ihvertfald underholdt i den hurtigt overståede halvanden time.
Igennem de sidste par år har der været en del "Die Hard"-kloner, men Mike Banning-filmene ligger klart i den gode ende. Ganske vidst mangler den McClane's arbejderklassehelt og dennes sårbarhed; både fysisk og emotionelt. Mike Banning er en maskine, hvor vi aldrig er i tvivl om, at han nok skal klare ærterne.
Hvis etterens pro-amerikanske tone og unuancerede, nærmest patetisk, fremstillede stereotyper gav en dårlig smag i munden, vil meget nok ikke ændre sig ved at se efterfølgeren.
Hvis man derimod, som jeg, fandt den første film primitivt underholdende som den 90'er Seagal-film den var, vil man også klart sætte pris på anden film i rækken. Filmen omfavner i måske endnu højere grad sit oldschool ophav og buddy-kemien mellem Butlers gryntende elitesoldat og Eckharts heroiske præsident får et ekstra hak opad. Det samme gør actionscenerne, hvis CGI-eksplosioner ikke er nært så meget en torn i øjet som ved den første film. Du kan stille dit ur efter plottets struktur, men det ved man jo nok allerede, når man sætter sig til rette med popcornene.
Der er kort sagt rigeligt med ondsindede one-liners, flag-waving og fornærmende skabelonskårede figurer (filmens fremstilling af verdens ledere er et kapitel for sig selv i stereotypiske forestillinger) nok til at stille den mest sultne 90'er actionjunkie tilfreds.
Jeg var ihvertfald underholdt i den hurtigt overståede halvanden time.
18/05-2016
