Dronens dilemma

I et hus i Nairobi i Kenya mødes flere højtstående medlemmer af Al-Shabaab. Mødet er opsnappet og overvåget af britiske og kenyanske myndigheder med hjælp fra USA, men det er ikke muligt at gennemføre planen om at rykke ind og arrestere terroristerne. På overvågningen kan man se, at de tydeligvis planlægger et terrorangreb, og et presserende spørgsmål melder sig: Skal man lave et præventivt missilangreb fra den overvågende drone, midt i et boligkvarter i et venligsindet land?

"Eye in the Sky" tager effektivt fat i den moderne krigsførsel, hvor højtflyvende droner udfører en art nålestiksoperationer, og man fra et kontrolpanel i USA kan dræbe mennesker på den modsatte side af Jorden. Filmens plot er tydeligvis konstrueret til at give så meget debat som muligt om så mange aspekter af dronekrig som muligt - men det virker, ikke mindst fordi instruktør Gavin Hood formår at gøre diskussioner og beslutninger spændende, selv om der egentlig ikke er så mange overraskelser i handlingen.

"Eye in the Sky" er tankevækkende på det helt basale plan, alene i skildringen af samspillet mellem droneoperatører i USA, militærkommandoen i England og de kenyanske politifolk, som er på jorden i operationen. Plus det rum med beslutningstagere, som formodes at have det sidste ord, også i England. Pointen er bare, at det viser sig, at det ikke er så nemme beslutninger at tage. Sammenstødene mellem militære, juridiske og politiske argumenter er flere gange så groteske, at man nærmest føler sig hensat til et afsnit af "Yes Minister".

Men diskussionerne bliver altså så krystalklart sat op, at man forstår argumenterne fra både duer og høge. Det er en stor styrke ved "Eye in the Sky", at den formår at være ambivalent hele vejen. Her er ingen nemme svar, men nærmere en åben efterlysning af moral. Det er også interessant, at filmen viser, at beslutningerne ikke nødvendigvis bliver nemmere af, at man besidder superavanceret overvågningsteknologi og meget præcise efterretninger.

Blandt filmens styrker er absolut også Alan Rickman i sin sidste filmrolle. Umiddelbart er Rickman et lidt overraskende valg som den militære øverstkommanderende for missionen, men han rammer rollen med en flot balance mellem arrogance og kompetence og har med al sin pondus nogle af filmens skarpeste replikker. Det er altså virkelig trist, at det er sidste gang, vi ser ham på det store lærred.

Rickman får ikke mindst flot modspil af Helen Mirren, der har filmens egentlige hovedrolle som den efterretningsofficer, der styrer missionen og presser på for at slå til, mens man har chancen. Og Mirren får så igen fint modspil fra Aaron Paul som den amerikanske dronepilot, der tusindvis af kilometer væk viser sig at besidde større integritet end de fleste andre involverede.

"Eye in the Sky" er en tankevækkende og fundamentalt spændende blanding af technothriller og krigsfilm. Dens plot er som nævnt temmelig konstrueret, men instruktør Hood formidler det i en skarp film, som dygtigt skærer sine pointer ud i pap. For det handler naturligvis om dronekrigen og dens følgevirkninger.

Her er det værd at bemærke, hvordan filmen hurtigt og effektivt bringer én ind i et mindset, som i sig selv er problematisk. Der går ikke længe, før alle overvejelser handler om, hvor lille risikoen for civile tab skal være, før man kan tillade sig at sende missiler af sted. Men dermed har filmen allerede umærkeligt transporteret én forbi den første forhindring. For burde man ikke starte med at overveje, om det i det hele taget er okay at dræbe folk uden varsel eller rettergang, blot fordi man føler sig sikker på, at de er farlige terrorister?