Nær druknedøden

3.0
"Thunderball" falder i den klassiske fælde ovenpå en succesrig forgænger - den udbygger og forveksler kvantitet med kvalitet. Selvom den bestemt har sine øjeblikke (åbningsscenen hvor jetpack'en luftes til sidst er eksempelvis god), så drukner de i for mange anonyme passager. Samtidig forsøger man at ride videre på glamouren fra sidste film, hvilket er prisværdigt, men den når bare ikke samme niveau.

Naturligvis er det fedt, at SPECTRE atter rumsterer i kulissen, men den "store" plan er dovent udtænkt (hvorfor den også sidenhen er blevet parodieret, blandt andet i Austin Powers-filmene), og så er vejen til det uundgåelige klimaks altså virkelig ufokuseret. Hovedskurken er ret fesen og underligt fraværende i filmen, hvilket også er et af de grundlæggende problemer. Denne her udgave af Largo er på ingen måde en værdig 'nummer to' efter Blofeld.

MEN! Min absolut største beef med dette fjerde kapitel er undervandsoptagelserne. De fylder ganske enkelt for meget. Idéen om at smide Bond i kamp under vandet er på papiret et frisk pust, men i realiteten dræber H2O-slaget faktisk filmen. Det er aaaaaalt for langt, og det er det fordi, det er ualmindelig pauvert instrueret. Al ære og respekt for Terrence Youngs gå-mod-mod i den henseende, men her gaber han over for meget - hans evner som actioninstruktør rækker simpelthen ikke.

Jeg vil godt give "Thunderball" så meget, at den prøver. Hårdt. Den har tydeligvis sat sig for at underholde maksimalt, men gør det desværre kun i glimt. Mit bud er, at det ville have hjulpet gevaldigt at trimme filmen ned - omkring 20 minutter så den lå det samme sted som "Goldfinger".

Min første deciderede Bond-skuffelse, og det er synd og skam, når nu Connery peaker i rollen her.

Karakter: 4/10
Agent 007 i ilden