Stadig umulig at ryste af sig
6.0
I aftes havde jeg fornøjelsen af at se ”The Thing” på det store lærred i en lækker nyrestaureret udgave. Efter Kurt Russell havde reddet præsidenten i ”Escape from New York” gjaldt det hovedattraktionen, og igen fik jeg bekræftet, hvorfor dette er en af mine yndlingsfilm.
Som et hovedværk i dag kan det virke næsten absurd, at filmen fik drøje hug ved sin udgivelse. Selv genrefans slog hånden af den. Men ved nærmere eftertanke er der en poetisk sandhed i det. Det giver mening. Nøjagtig ligesom det rumvæsen vi ser, så er filmen nemlig så uforlignelig, så makaber, så ”fremmed”, at publikum ikke kunne andet end at tage afstand. Vi er bange for det, vi ikke forstår – sådan vil det altid være.
”The Thing” er maskeret som science fiction men er i realiteten en gyser. Her excellerer den både på det psykologiske plan men så afgjort også på det konkrete. Filmens 'body horror' er uden tvivl det bedste og mest effektive, jeg nogensinde har set. Rob Bottins mirakler er endeløst fascinerende at kigge på, og fungerer i dag som en af de tydeligste påmindelser om, at selv verdens dyreste CGI er spildte penge, så længe visionen ikke er der. Der er en afgrundsdyb horror i skabelsen og udførelsen af væsenet i alle dens udgaver. Forstyrret og betændt. Det her er ikke bare en gyserfilm. Det er hjemsøgende filmskabelse af højeste karat.
Og LYDEN! Grand Teatret havde heldigvis skruet godt op for højtalerne, for blandt film hvor lydsiden er en vital del af oplevelsen, så rangerer ”The Thing” meget højt. Ennio Morricone sagde ja til opgaven, efter Carpenter proklamerede "I got married to your music" (bogstavelig talt). Gudskelov! Morricone har komponeret et enkelt men mesterligt soundtrack, hvis synthesizer-beats banker i takt med filmhjertet. Ren kærlighed.
I al dens mareridtslignende grusomhed og voldelige insisteren på at give os noget, der i sandhed ER fra et andet sted end planeten her, vil ”The Thing” for mig altid stå tilbage som et af de mest uundværlige bidrag til filmhistorien. Den tager fat i vores frygt for det ukendte, vrider den hårdt op og hænger den bloddryppende til tørre i stiv kuling.
Som et hovedværk i dag kan det virke næsten absurd, at filmen fik drøje hug ved sin udgivelse. Selv genrefans slog hånden af den. Men ved nærmere eftertanke er der en poetisk sandhed i det. Det giver mening. Nøjagtig ligesom det rumvæsen vi ser, så er filmen nemlig så uforlignelig, så makaber, så ”fremmed”, at publikum ikke kunne andet end at tage afstand. Vi er bange for det, vi ikke forstår – sådan vil det altid være.
”The Thing” er maskeret som science fiction men er i realiteten en gyser. Her excellerer den både på det psykologiske plan men så afgjort også på det konkrete. Filmens 'body horror' er uden tvivl det bedste og mest effektive, jeg nogensinde har set. Rob Bottins mirakler er endeløst fascinerende at kigge på, og fungerer i dag som en af de tydeligste påmindelser om, at selv verdens dyreste CGI er spildte penge, så længe visionen ikke er der. Der er en afgrundsdyb horror i skabelsen og udførelsen af væsenet i alle dens udgaver. Forstyrret og betændt. Det her er ikke bare en gyserfilm. Det er hjemsøgende filmskabelse af højeste karat.
Og LYDEN! Grand Teatret havde heldigvis skruet godt op for højtalerne, for blandt film hvor lydsiden er en vital del af oplevelsen, så rangerer ”The Thing” meget højt. Ennio Morricone sagde ja til opgaven, efter Carpenter proklamerede "I got married to your music" (bogstavelig talt). Gudskelov! Morricone har komponeret et enkelt men mesterligt soundtrack, hvis synthesizer-beats banker i takt med filmhjertet. Ren kærlighed.
I al dens mareridtslignende grusomhed og voldelige insisteren på at give os noget, der i sandhed ER fra et andet sted end planeten her, vil ”The Thing” for mig altid stå tilbage som et af de mest uundværlige bidrag til filmhistorien. Den tager fat i vores frygt for det ukendte, vrider den hårdt op og hænger den bloddryppende til tørre i stiv kuling.
30/05-2016
