le Carré på det absolut jævne
3.0
John le Carré er åbenbart hot lige nu, især for instruktører, der hedder Susanne. For lige i hælene på Susanne Biers glimrende tv-udgave af "The Night Manager" kommer Susanna Whites "Our Kind of Traitor", der også er baseret på én af de le Carré-romaner, som foregår efter Den Kolde Krig.
Ligesom i "The Night Manager" er hovedpersonen i "Our Kind of Traitor" en mand, som egentlig ikke har noget at gøre med spion- eller underverdenen. Her er det en britisk akademiker, der er på ferie i Marokko med sin kone for at klinke skårene i deres ægteskab. Han støder på en jovial russisk rigmand, der inviterer parret med til jetset-fester, men der viser sig snart at stikke noget under: Russeren er en vigtig pengemand i sit hjemlands mafia, og han ønsker at få asyl i Vesten i bytte for informationer om skumle transaktioner mellem mafiaen og britiske politikere og embedsmænd.
Historien udspiller sig dermed på flere planer: Der er fortællingen om russeren og hans familie, som han vil gøre alt for at redde. Der er det gryende, umage venskab mellem ham og den britiske akademiker. Der er akademikerens forhold til sin kone, som starter helt nede i kulkælderen. Og der er selvfølgelig selve spændingsplottet om at få kontakt til de rigtige i England og få alle i sikkerhed, før mafiaen slår til.
Instruktør White afvikler alle de ovennævnte dele helt efter genrens konventioner, men så heller ikke mere end det. Handlingen bevæger sig nemlig aldrig ud over det meget konventionelle, bortset fra at de to britiske hovedpersoner viser sig at være overraskende handlekraftige i den aparte situation. Men vi har afgjort set det hele før, og der bliver ikke tilført hverken saft eller kraft eller interessante twists.
Faktisk er det her nok det mest uinteressante John le Carré-plot, jeg nogensinde er stødt på. Men jeg synes så også, at le Carré var mere interessant, dengang hans historier udspillede sig i de trøstesløse skygger af Den Kolde Krig. De mere polerede historier i spændingsfeltet mellem jetset og organiseret kriminalitet har simpelt hen ikke samme kant.
Til gengæld er det i allerhøjeste grad en poleret film. "Our Kind of Traitor" er smukt fotograferet af Anthony Dod Mantle, og alt det tekniske spiller bare. Desværre formår Susanna White altså ikke at give historiefortællingen og personskildringen helt samme punch.
Stellan Skarsgård er ellers virkelig på som charmerende russisk skurk. Det er vist ved at være lidt af en kliché at hyre skandinaver til at spille russiske banditter, men Skarsgård formår absolut at give rollen liv med sin næsten overspillede russiskhed. Ewan McGregor er ret tam som den egentlige hovedrolle, mens Naomie Harris til gengæld er klart mere spændende som hans kone. Og så er Damian Lewis også fin som den typiske le Carré-spymaster, de kommer til at arbejde sammen med.
Der er egentlig nogle glimrende grundsten at arbejde med her, og "Our Kind of Traitor" er da heller ikke decideret uinteressant. Den er bare heller ikke mere end en spændingsfilm på det absolut jævne, hvilket kan oversættes til tre små stjerner hos mig. Så var der altså klart mere bid i Susanne Biers lige så polerede fortolkning af "The Night Manager".
Ligesom i "The Night Manager" er hovedpersonen i "Our Kind of Traitor" en mand, som egentlig ikke har noget at gøre med spion- eller underverdenen. Her er det en britisk akademiker, der er på ferie i Marokko med sin kone for at klinke skårene i deres ægteskab. Han støder på en jovial russisk rigmand, der inviterer parret med til jetset-fester, men der viser sig snart at stikke noget under: Russeren er en vigtig pengemand i sit hjemlands mafia, og han ønsker at få asyl i Vesten i bytte for informationer om skumle transaktioner mellem mafiaen og britiske politikere og embedsmænd.
Historien udspiller sig dermed på flere planer: Der er fortællingen om russeren og hans familie, som han vil gøre alt for at redde. Der er det gryende, umage venskab mellem ham og den britiske akademiker. Der er akademikerens forhold til sin kone, som starter helt nede i kulkælderen. Og der er selvfølgelig selve spændingsplottet om at få kontakt til de rigtige i England og få alle i sikkerhed, før mafiaen slår til.
Instruktør White afvikler alle de ovennævnte dele helt efter genrens konventioner, men så heller ikke mere end det. Handlingen bevæger sig nemlig aldrig ud over det meget konventionelle, bortset fra at de to britiske hovedpersoner viser sig at være overraskende handlekraftige i den aparte situation. Men vi har afgjort set det hele før, og der bliver ikke tilført hverken saft eller kraft eller interessante twists.
Faktisk er det her nok det mest uinteressante John le Carré-plot, jeg nogensinde er stødt på. Men jeg synes så også, at le Carré var mere interessant, dengang hans historier udspillede sig i de trøstesløse skygger af Den Kolde Krig. De mere polerede historier i spændingsfeltet mellem jetset og organiseret kriminalitet har simpelt hen ikke samme kant.
Til gengæld er det i allerhøjeste grad en poleret film. "Our Kind of Traitor" er smukt fotograferet af Anthony Dod Mantle, og alt det tekniske spiller bare. Desværre formår Susanna White altså ikke at give historiefortællingen og personskildringen helt samme punch.
Stellan Skarsgård er ellers virkelig på som charmerende russisk skurk. Det er vist ved at være lidt af en kliché at hyre skandinaver til at spille russiske banditter, men Skarsgård formår absolut at give rollen liv med sin næsten overspillede russiskhed. Ewan McGregor er ret tam som den egentlige hovedrolle, mens Naomie Harris til gengæld er klart mere spændende som hans kone. Og så er Damian Lewis også fin som den typiske le Carré-spymaster, de kommer til at arbejde sammen med.
Der er egentlig nogle glimrende grundsten at arbejde med her, og "Our Kind of Traitor" er da heller ikke decideret uinteressant. Den er bare heller ikke mere end en spændingsfilm på det absolut jævne, hvilket kan oversættes til tre små stjerner hos mig. Så var der altså klart mere bid i Susanne Biers lige så polerede fortolkning af "The Night Manager".
31/05-2016
