At flygte
5.0
Spørg mig ikke, hvordan 'En dødsdømt flygter' ('A Man Escaped') er blevet til 'En dødsdømt har rytme'. En anden af Robert Bressons film, 'Au Hasard Balthazar', har også fået en halvsløj behandling her på scope, for den har altså intet med Cassavetes' ellers forrygende film 'Husbands' at gøre. Nuvel:
At en film, der afslører udfaldet af sit bærende suspense-element allerede i titlen, alligevel kan være så spændende, fortjener et par ord med på vejen.
Den franske minimalist Robert Bresson skaber hverken bedårende billeder eller emotionelle lussinger, selvom scenen her er sat i et fængsel under 2. verdenskrig, hvor den visse død lurer tungt i kulissen. Det er på mange måder oplagt dramatisk filmstof, men Bresson er ingen dramatiker, han er en 'craftsman', der ved at skrælle filmmediet helt ind til knoglerne får så effektiv en dramatisk motor som muligt.
Motoren er øjnene på hovedpersonen Fontaine, der vil fri. Han er en fransk modstandsmand fanget i et tysk fængsel med udsigt til henrettelse, men han vil - som i VIL - fri. Det ved vi seere også med vished, at han kommer, for filmen er baseret på en sand historie, og som forteksterne (skrevet af Bresson selv) fortæller, har en 'En dødsdømt flygter' som målsætning at formidle virkelighedens hændelse på så virkelighedsnær og usensationel en måde som muligt.
Det er Bressons dvælen ved optakten, tvivlen, forberedelserne til flugten, der holder seeren i et jerngreb, især når lyde af skrabende flugtværktøjer og raslende fængselsnøgler gentages. Klipperytmen og den distinkte brug af lyde (samt et kraftfuldt stykke Mozart-musik) lader mig uden anstrengelser tro filmhistorikere, der fremhæver 'En dødsdømt flygter' som en af lydfilmens dengang største sensationer.
Trods sin filmsproglige tørke og stivhed er det her er en lille, livsbekræftende solstråle i et kulsort historisk kapitel, og når Fontaine med reb og mandsmod endelig tager benene på nakken, overvældes man af filmkunst i så rent et ekstrakt. Som klassiker er 'En dødsdømt flygter' simpelthen så fascinerende, at alle bør se den.
At en film, der afslører udfaldet af sit bærende suspense-element allerede i titlen, alligevel kan være så spændende, fortjener et par ord med på vejen.
Den franske minimalist Robert Bresson skaber hverken bedårende billeder eller emotionelle lussinger, selvom scenen her er sat i et fængsel under 2. verdenskrig, hvor den visse død lurer tungt i kulissen. Det er på mange måder oplagt dramatisk filmstof, men Bresson er ingen dramatiker, han er en 'craftsman', der ved at skrælle filmmediet helt ind til knoglerne får så effektiv en dramatisk motor som muligt.
Motoren er øjnene på hovedpersonen Fontaine, der vil fri. Han er en fransk modstandsmand fanget i et tysk fængsel med udsigt til henrettelse, men han vil - som i VIL - fri. Det ved vi seere også med vished, at han kommer, for filmen er baseret på en sand historie, og som forteksterne (skrevet af Bresson selv) fortæller, har en 'En dødsdømt flygter' som målsætning at formidle virkelighedens hændelse på så virkelighedsnær og usensationel en måde som muligt.
Det er Bressons dvælen ved optakten, tvivlen, forberedelserne til flugten, der holder seeren i et jerngreb, især når lyde af skrabende flugtværktøjer og raslende fængselsnøgler gentages. Klipperytmen og den distinkte brug af lyde (samt et kraftfuldt stykke Mozart-musik) lader mig uden anstrengelser tro filmhistorikere, der fremhæver 'En dødsdømt flygter' som en af lydfilmens dengang største sensationer.
Trods sin filmsproglige tørke og stivhed er det her er en lille, livsbekræftende solstråle i et kulsort historisk kapitel, og når Fontaine med reb og mandsmod endelig tager benene på nakken, overvældes man af filmkunst i så rent et ekstrakt. Som klassiker er 'En dødsdømt flygter' simpelthen så fascinerende, at alle bør se den.
01/06-2016
