Livet og døden og en lille hund.
5.0
Performance- og multikunstneren Laurie Anderson, optrådte for nylig på Click-festivalen på Kulturværftet i Helsingør. Desværre nåede jeg ikke at høre hende, og derfor er jeg glad for, at jeg i hvert fald nåede at se filmen “The Heart of a Dog”, der handler om hendes elskede hund Lolabelle.
Filmen er en betingelsesløs kærlighedserklæring til den lille firbenede ven, som Laurie Anderson har fulgt med sit kamera gennem en årrække helt fra hundens første år, som en nysgerrig og livsglad hvalp til de sidste år, som næsten fuldstændig blind, og til allersidst med et smertelindrende drop morfin i poten.
Som inkarneret hundeelsker kan man ikke andet end blive berørt af Lolabelles livshistorie. Men det også en anledning for kunstneren Laurie Anderson til at stille en række spørgsmål om livets dybere mening. Filmen har en meditativ næsten drømmeagtig karakter og Anderson filosoferer og bruger elementer fra den tibetanske buddhisme til at afdække mysteriet om livet og døden. Blandt andet gennem teorien om “bardoerne”, forskellige faser af dødsprocessen som alle levende væsener skal igennem - også selv om man “bare” er en lille hund- så de igen er parate til en ny omgang på livets hjul.
Der er mange stærke scener i filmen, blandt andet følgende. Som mange andre new yorkere rejste Laurie Anderson væk fra New York efter den 11. September. I stedet for byens højhuse, ser vi nu den åbne himmel, men truslerne fra oven kan man ikke flygte fra. Truslen er her ikke et et hijacked fly, men en rovfugl der slår ned, i den tro at Lolabelle er en lille kanin og hermed et oplagt bytte. Heldigvis sker der ingenting, men scenen viser noget om, hvor udsatte vi er som levende væsener er.
Husk endelig at blive siddende, mens rulleteksterne løber over lærredet til sidst, for da hører vi Laurie Andersons nu afdøde ægtemand, sangeren Lou Reed fortolke sangen “Turning Time Around”. En smuk, smuk afslutning på en smuk film.
Filmen er en betingelsesløs kærlighedserklæring til den lille firbenede ven, som Laurie Anderson har fulgt med sit kamera gennem en årrække helt fra hundens første år, som en nysgerrig og livsglad hvalp til de sidste år, som næsten fuldstændig blind, og til allersidst med et smertelindrende drop morfin i poten.
Som inkarneret hundeelsker kan man ikke andet end blive berørt af Lolabelles livshistorie. Men det også en anledning for kunstneren Laurie Anderson til at stille en række spørgsmål om livets dybere mening. Filmen har en meditativ næsten drømmeagtig karakter og Anderson filosoferer og bruger elementer fra den tibetanske buddhisme til at afdække mysteriet om livet og døden. Blandt andet gennem teorien om “bardoerne”, forskellige faser af dødsprocessen som alle levende væsener skal igennem - også selv om man “bare” er en lille hund- så de igen er parate til en ny omgang på livets hjul.
Der er mange stærke scener i filmen, blandt andet følgende. Som mange andre new yorkere rejste Laurie Anderson væk fra New York efter den 11. September. I stedet for byens højhuse, ser vi nu den åbne himmel, men truslerne fra oven kan man ikke flygte fra. Truslen er her ikke et et hijacked fly, men en rovfugl der slår ned, i den tro at Lolabelle er en lille kanin og hermed et oplagt bytte. Heldigvis sker der ingenting, men scenen viser noget om, hvor udsatte vi er som levende væsener er.
Husk endelig at blive siddende, mens rulleteksterne løber over lærredet til sidst, for da hører vi Laurie Andersons nu afdøde ægtemand, sangeren Lou Reed fortolke sangen “Turning Time Around”. En smuk, smuk afslutning på en smuk film.
02/06-2016
