War, huh, what is it good for?
2.0
Én af verdens mest succesfulde computerspilserier går til filmen med "Warcraft", der naturligvis er baseret på Warcraft-serien, hvor den bedst kendte titel er MMORPG'et "World of Warcraft".
Derfor en indledende disclaimer: Jeg har aldrig spillet nogen af Warcraft-spillene.
"Warcraft" baserer sig på den helt grundlæggende storyline i spillene, nemlig krigen mellem menneskene og de orker, som invaderer gennem en magisk portal fra en anden verden. Orkernes problem er, at deres egen verden er døende, og derfor sender deres brutale heksemester krigerne til Azeroth, hvor menneskene bor. Her tager kongerigets helte kampen op, og de ender med at etablere en skrøbelig alliance med en orkhøvding, der har gennemskuet, at det er heksemesterens onde magi, som udpiner verdener.
Naturligvis handler en filmatisering af et krigsspil om krig, men forfatter-instruktør Duncan Jones gør et behjertet forsøg på at putte historiefortælling ind i rammen, så det ikke kun bliver orker og mennesker, der tæver løs på hinanden. Og "Warcraft" er da i hvert fald bemærkelsesværdig, ved at det er den første film nogensinde, der har en orkhelt i én af hovedrollerne. Hvor klichéfyldt det end er, er der en fin idé i at give den onde side et ansigt i form af en helt med store hugtænder, der kæmper for at beskytte sin familie og klan mod den korrumperende magi.
På den anden side står det straks værre til, for der bliver klicheerne virkelig stablet oven på hinanden i stakkevis. Den noble konge, der tager svære beslutninger (og som husker at gå med kongekrone hele tiden, så man kan se, at det er ham, der er chefen). Den martrede helt, der leder hæren. Den endnu mere martrede overtroldmand, der er verdens magiske beskytter (og en gammel ven af kongen og hærføreren, fordi hey, bosserne har da ikke mænget sig med pøbelen som børn). Halvork-slavinden, der hjælper menneskene og forelsker sig i hærføreren. Og så videre. Kliché på kliché på kliché, som desværre bliver understøttet af tåbelige replikker og helte, der farer forvirret rundt med usammenhængende planer.
Nogle af kampscenerne er så ganske nydeligt visualiseret og - især - animeret. Men heller ikke der er "Warcraft" specielt konsistent, for andre kampscener er småkedelige, og i nogle animationer er computerspilstilen lidt for tydelig. Det sidste er muligvis gjort bevidst, for at glæde spillenes fans med at kunne genkende den måde, figurerne bevæger sig på ... men for os andre virker det bare kikset.
Jeg vil dog rose Jones for at have modet til at lade filmen slutte uforløst. Der bliver ikke bundet endelige sløjfer på hverken krigen eller de personlige dramaer, og det er helt passende for en film, hvis forlæg netop handler om altomsiggribende krige. Det er selvfølgelig også gjort i håb om at kunne lave en fortsættelse på film, men jeg synes, det har en samtidig dramatisk pointe. For Jones forsøger virkelig at gøre "Warcraft" til mere end bare kampscener, og der er ting i transformationen af spil til film, der virker godt. De gode takter drukner dog bare i svingende teknisk kvalitet og for meget computerspilstil i både billeder og plotlogik.
Derfor en indledende disclaimer: Jeg har aldrig spillet nogen af Warcraft-spillene.
"Warcraft" baserer sig på den helt grundlæggende storyline i spillene, nemlig krigen mellem menneskene og de orker, som invaderer gennem en magisk portal fra en anden verden. Orkernes problem er, at deres egen verden er døende, og derfor sender deres brutale heksemester krigerne til Azeroth, hvor menneskene bor. Her tager kongerigets helte kampen op, og de ender med at etablere en skrøbelig alliance med en orkhøvding, der har gennemskuet, at det er heksemesterens onde magi, som udpiner verdener.
Naturligvis handler en filmatisering af et krigsspil om krig, men forfatter-instruktør Duncan Jones gør et behjertet forsøg på at putte historiefortælling ind i rammen, så det ikke kun bliver orker og mennesker, der tæver løs på hinanden. Og "Warcraft" er da i hvert fald bemærkelsesværdig, ved at det er den første film nogensinde, der har en orkhelt i én af hovedrollerne. Hvor klichéfyldt det end er, er der en fin idé i at give den onde side et ansigt i form af en helt med store hugtænder, der kæmper for at beskytte sin familie og klan mod den korrumperende magi.
På den anden side står det straks værre til, for der bliver klicheerne virkelig stablet oven på hinanden i stakkevis. Den noble konge, der tager svære beslutninger (og som husker at gå med kongekrone hele tiden, så man kan se, at det er ham, der er chefen). Den martrede helt, der leder hæren. Den endnu mere martrede overtroldmand, der er verdens magiske beskytter (og en gammel ven af kongen og hærføreren, fordi hey, bosserne har da ikke mænget sig med pøbelen som børn). Halvork-slavinden, der hjælper menneskene og forelsker sig i hærføreren. Og så videre. Kliché på kliché på kliché, som desværre bliver understøttet af tåbelige replikker og helte, der farer forvirret rundt med usammenhængende planer.
Nogle af kampscenerne er så ganske nydeligt visualiseret og - især - animeret. Men heller ikke der er "Warcraft" specielt konsistent, for andre kampscener er småkedelige, og i nogle animationer er computerspilstilen lidt for tydelig. Det sidste er muligvis gjort bevidst, for at glæde spillenes fans med at kunne genkende den måde, figurerne bevæger sig på ... men for os andre virker det bare kikset.
Jeg vil dog rose Jones for at have modet til at lade filmen slutte uforløst. Der bliver ikke bundet endelige sløjfer på hverken krigen eller de personlige dramaer, og det er helt passende for en film, hvis forlæg netop handler om altomsiggribende krige. Det er selvfølgelig også gjort i håb om at kunne lave en fortsættelse på film, men jeg synes, det har en samtidig dramatisk pointe. For Jones forsøger virkelig at gøre "Warcraft" til mere end bare kampscener, og der er ting i transformationen af spil til film, der virker godt. De gode takter drukner dog bare i svingende teknisk kvalitet og for meget computerspilstil i både billeder og plotlogik.
09/06-2016
