Flot, men lidt ligegyldig - bortset fra en særdeles lovende rødhåret
3.0
Efter begivenhederne i de to foregående film prøver Professor Xavier og hans X-Men at leve et fredeligt liv på Xaviers skole for mutanter. Men de må snart i aktion igen, da verdens allerførste mutant vågner op fra en årtusindlang dvale og straks går i gang med at underlægge sig hele menneskeheden sammen med de fire mutanter, han rekrutterer som et hold hjælpere i stil med apokalypsens fire ryttere.
Med "Apocalypse" når X-Men-filmserien frem til én af de plotlinjer fra tegneserierne, som jeg som fan ikke bryder mig om. Jeg har altid godt kunnet lide den oprindelige idé, om at X-Men og mutanter er børn af atomalderen. Så det med ændre forhistorien, til at der har eksisteret mutanter siden oldtiden, synes jeg er kikset. Plus at hele baggrundshistorien omkring det er forvrøvlet. Eller også er det bare, fordi jeg er småallergisk over for poppede bibelreferencer.
Plottet omkring En Sabah Nur aka Apocalypse er altså ikke min kop te, og det hjælper bestemt ikke, at den store skurk er så klichéagtig i denne filmudgave. Mand med blå hud og enormt potente superkræfter vågner i nutiden, kigger sig lidt omkring og erklærer, at han vil have verdensherredømmet, fordi han betragter sig selv som en slags gud. Det er set før og temmelig kedeligt, fordi Apocalypse er en totalt endimensionel modstander - faktisk bare en mere kønsløs og larmende kopi af Magneto fra de tidligere film.
Netop Magneto er så én af de fire, der bliver rekrutteret som hjælpere, men der kikser filmen ret fundamentalt, ved at den simpelt hen ikke giver en troværdig forklaring, på at de fire vælger at gå med Apocalypse.
Filmens plot er det svageste i nogen X-Men-film hidtil, men til gengæld leverer instruktør Bryan Singer på et solidt niveau, når det gælder kampscener og visuel stil. "Apocalypse" er en flot teknisk produktion med fuldt smæk på superkræfter og andre effekter, og den bliver gennemgående afviklet i et godt tempo - selv om den nok bliver en anelse for lang med sine 143 minutter.
De 143 minutter levner dog også plads til noget velfungerende karakterskildring, og der fungerer det især fint, at filmen genintroducerer to af de centrale helte fra X-Men-sagaerne. Tye Sheridan får en solid, charmerende debut som Cyclops, men filmens store kup er Sophie Turner (aka Sansa Stark) som Jean Grey. Hun vader lige ind i rollen og rammer nærmest perfekt karakterens svære balance mellem usikkerhed og overmenneskelighed - langt bedre end Famke Janssen nogensinde gjorde det i den første X-Men-filmtrilogi. Og som alle fans vil vide: Med en så overbevisende Jean Grey kørt i stilling er der store muligheder for at trække på spændende historier fra tegneserierne.
På minussiden får Oscar Isaac ikke meget at arbejde med som Apocalypse, og han virker bare stiv i det. Blandt hans hjælpere bliver Alexandra Shipp endnu en solid tilføjelse som den nye Storm, mens Olivia Munn omvendt slet ikke tilfører noget som Psylocke - en karakter, jeg ellers havde glædet mig til at se på film, men som desværre er reduceret til en ligegyldig bølle her. Og så fejler Kodi Smit-McPhee også helt som Nightcrawler, der åbenbart er en umulig karakter at omsætte til film.
Endelig videreudvikler James McAvoy flot sin rolle som Professor Xavier, Jennifer Lawrence vender stærkt tilbage som Mystique, og Michael Fassbender fungerer stadig fint som Magneto. Det er ikke gode skuespillere, der mangler, og en stor del af de elskede X-Men-karakterer fungerer rigtig fint i denne nye filmserie. Så som fan er der bestemt noget at glæde sig over, selv om filmens overordnede plot er tamt. Hugh Jackmans cameo som Wolverine har dog desværre bedst af at blive forbigået i stilhed.
Post-credit-scenen efter "Apocalypse" antyder så i øvrigt, at serien næste gang vender tilbage til Wolverines forhistorie. Men lad os nu se. Indtil videre vil jeg nøjes med at konstatere, at vi nu har fået to X-Men-trilogier på film, hvoraf Bryan Singer har instrueret to film i begge trilogier. Og i min verden var den første trilogi klart den bedste, fordi den havde en helt anden friskhed og var et nybrud i superheltegenren. Trilogi nr. to er flottere rent teknisk og leverer o.k. superhelteunderholdning - men Singer synes at være løbet lidt tør for inspiration, og der mangler noget kant og nerve, som kunne have hævet filmene over det jævne niveau. Det har aldrig været tydeligere end i "X-Men: Apocalypse".
Med "Apocalypse" når X-Men-filmserien frem til én af de plotlinjer fra tegneserierne, som jeg som fan ikke bryder mig om. Jeg har altid godt kunnet lide den oprindelige idé, om at X-Men og mutanter er børn af atomalderen. Så det med ændre forhistorien, til at der har eksisteret mutanter siden oldtiden, synes jeg er kikset. Plus at hele baggrundshistorien omkring det er forvrøvlet. Eller også er det bare, fordi jeg er småallergisk over for poppede bibelreferencer.
Plottet omkring En Sabah Nur aka Apocalypse er altså ikke min kop te, og det hjælper bestemt ikke, at den store skurk er så klichéagtig i denne filmudgave. Mand med blå hud og enormt potente superkræfter vågner i nutiden, kigger sig lidt omkring og erklærer, at han vil have verdensherredømmet, fordi han betragter sig selv som en slags gud. Det er set før og temmelig kedeligt, fordi Apocalypse er en totalt endimensionel modstander - faktisk bare en mere kønsløs og larmende kopi af Magneto fra de tidligere film.
Netop Magneto er så én af de fire, der bliver rekrutteret som hjælpere, men der kikser filmen ret fundamentalt, ved at den simpelt hen ikke giver en troværdig forklaring, på at de fire vælger at gå med Apocalypse.
Filmens plot er det svageste i nogen X-Men-film hidtil, men til gengæld leverer instruktør Bryan Singer på et solidt niveau, når det gælder kampscener og visuel stil. "Apocalypse" er en flot teknisk produktion med fuldt smæk på superkræfter og andre effekter, og den bliver gennemgående afviklet i et godt tempo - selv om den nok bliver en anelse for lang med sine 143 minutter.
De 143 minutter levner dog også plads til noget velfungerende karakterskildring, og der fungerer det især fint, at filmen genintroducerer to af de centrale helte fra X-Men-sagaerne. Tye Sheridan får en solid, charmerende debut som Cyclops, men filmens store kup er Sophie Turner (aka Sansa Stark) som Jean Grey. Hun vader lige ind i rollen og rammer nærmest perfekt karakterens svære balance mellem usikkerhed og overmenneskelighed - langt bedre end Famke Janssen nogensinde gjorde det i den første X-Men-filmtrilogi. Og som alle fans vil vide: Med en så overbevisende Jean Grey kørt i stilling er der store muligheder for at trække på spændende historier fra tegneserierne.
På minussiden får Oscar Isaac ikke meget at arbejde med som Apocalypse, og han virker bare stiv i det. Blandt hans hjælpere bliver Alexandra Shipp endnu en solid tilføjelse som den nye Storm, mens Olivia Munn omvendt slet ikke tilfører noget som Psylocke - en karakter, jeg ellers havde glædet mig til at se på film, men som desværre er reduceret til en ligegyldig bølle her. Og så fejler Kodi Smit-McPhee også helt som Nightcrawler, der åbenbart er en umulig karakter at omsætte til film.
Endelig videreudvikler James McAvoy flot sin rolle som Professor Xavier, Jennifer Lawrence vender stærkt tilbage som Mystique, og Michael Fassbender fungerer stadig fint som Magneto. Det er ikke gode skuespillere, der mangler, og en stor del af de elskede X-Men-karakterer fungerer rigtig fint i denne nye filmserie. Så som fan er der bestemt noget at glæde sig over, selv om filmens overordnede plot er tamt. Hugh Jackmans cameo som Wolverine har dog desværre bedst af at blive forbigået i stilhed.
Post-credit-scenen efter "Apocalypse" antyder så i øvrigt, at serien næste gang vender tilbage til Wolverines forhistorie. Men lad os nu se. Indtil videre vil jeg nøjes med at konstatere, at vi nu har fået to X-Men-trilogier på film, hvoraf Bryan Singer har instrueret to film i begge trilogier. Og i min verden var den første trilogi klart den bedste, fordi den havde en helt anden friskhed og var et nybrud i superheltegenren. Trilogi nr. to er flottere rent teknisk og leverer o.k. superhelteunderholdning - men Singer synes at være løbet lidt tør for inspiration, og der mangler noget kant og nerve, som kunne have hævet filmene over det jævne niveau. Det har aldrig været tydeligere end i "X-Men: Apocalypse".
10/06-2016
