You're in the jungle baby
3.0
I 1909 opsøger en tysk opdagelsesrejsende en shaman i Amazonjunglen for at få hjælp til at finde en sjælden plante, der kan helbrede ham for den sygdom, han er ramt af. 40 år senere følger en amerikansk biolog i tyskerens fodspor og forsøger igen at finde planten.
Det altoverskyggende tema i "Slangens favntag" er det destruktive møde mellem junglens samfund og vestlig civilisation. De to vestlige hovedpersoner er baseret på to virkelige opdagelsesrejsende og videnskabsmænd, som var unikke, ved at de som de eneste nåede at beskrive livet i nogle stammer dybt inde i Amazonjunglen, før de stammer simpelt hen uddøde som konsekvens af indtrængerne udefra.
"Slangens favntag" er dermed en film med en melankolsk grundtone. Shamanen, som optræder i begge filmens tidslinjer, er den sidste af sin stamme, og med ham går viden og kultur i graven. Symbolsk understreget af, at han i den ældre udgave allerede har glemt meget af sin lærdom om, hvordan livet i junglen fungerer.
Netop det, livet i junglen, bliver gang på gang understreget som en anden verden end den, vesterlændingene kender og forstår. Selv når de forsøger at forstå gennem at indtage indianernes euforiserende stoffer, kommer de det ikke nærmere. Og hele pointen er netop forskellen i begrebsapparatet fra den videnskabelige vestlige logik til indianernes holistiske forståelse af et liv i pagt med junglen.
Samtidig har filmen en klar fornemmelse af tiltagende galskab, efterhånden som hovedpersonerne rejser dybere ind. Udløst af sammenstødet mellem kristne missionærer, kyniske plantageejere og de oprindelige stammer. Særligt én scene med kollektivt religiøst vanvid er virkelig stærk, og på den led får "Slangens favntag" også et strejf af "Heart of Darkness" og den klassiske fortælling om opdagelsesrejsen, der fører til den rene galskab.
Forfatter-instruktør Ciro Guerra har kompromisløst iscenesat "Slangens favntag" i kunstfilmstil med sort/hvide billeder og en fortællestil, der godt nok er kronologisk fremskridende, men ikke er bygget traditionelt logisk op. De fleste scener er med personer, der taler til, men ikke med hinanden, og det giver en enormt repetitiv fornemmelse af replikker, der mere eller mindre siger det samme indhold igen og igen, uden at der er nogen større konsekvens af det. Lidt som at få den samme pointe læst op utallige gange.
Bag det ligger givetvis en klar intention fra Guerra om at understrege hovedpointen om det tragiske tab af junglens oprindelige samfund og deres forståelse for naturen. Jeg syntes bare, at den pointe tidligt stod klar, og så havde filmen derefter ikke meget mere at byde på - bortset fra de flotte sort/hvide billeder fra junglen. "Slangens favntag" er den første colombianske film, som har været nomineret til en Oscar, men den var altså lidt en skuffelse for mig.
Det altoverskyggende tema i "Slangens favntag" er det destruktive møde mellem junglens samfund og vestlig civilisation. De to vestlige hovedpersoner er baseret på to virkelige opdagelsesrejsende og videnskabsmænd, som var unikke, ved at de som de eneste nåede at beskrive livet i nogle stammer dybt inde i Amazonjunglen, før de stammer simpelt hen uddøde som konsekvens af indtrængerne udefra.
"Slangens favntag" er dermed en film med en melankolsk grundtone. Shamanen, som optræder i begge filmens tidslinjer, er den sidste af sin stamme, og med ham går viden og kultur i graven. Symbolsk understreget af, at han i den ældre udgave allerede har glemt meget af sin lærdom om, hvordan livet i junglen fungerer.
Netop det, livet i junglen, bliver gang på gang understreget som en anden verden end den, vesterlændingene kender og forstår. Selv når de forsøger at forstå gennem at indtage indianernes euforiserende stoffer, kommer de det ikke nærmere. Og hele pointen er netop forskellen i begrebsapparatet fra den videnskabelige vestlige logik til indianernes holistiske forståelse af et liv i pagt med junglen.
Samtidig har filmen en klar fornemmelse af tiltagende galskab, efterhånden som hovedpersonerne rejser dybere ind. Udløst af sammenstødet mellem kristne missionærer, kyniske plantageejere og de oprindelige stammer. Særligt én scene med kollektivt religiøst vanvid er virkelig stærk, og på den led får "Slangens favntag" også et strejf af "Heart of Darkness" og den klassiske fortælling om opdagelsesrejsen, der fører til den rene galskab.
Forfatter-instruktør Ciro Guerra har kompromisløst iscenesat "Slangens favntag" i kunstfilmstil med sort/hvide billeder og en fortællestil, der godt nok er kronologisk fremskridende, men ikke er bygget traditionelt logisk op. De fleste scener er med personer, der taler til, men ikke med hinanden, og det giver en enormt repetitiv fornemmelse af replikker, der mere eller mindre siger det samme indhold igen og igen, uden at der er nogen større konsekvens af det. Lidt som at få den samme pointe læst op utallige gange.
Bag det ligger givetvis en klar intention fra Guerra om at understrege hovedpointen om det tragiske tab af junglens oprindelige samfund og deres forståelse for naturen. Jeg syntes bare, at den pointe tidligt stod klar, og så havde filmen derefter ikke meget mere at byde på - bortset fra de flotte sort/hvide billeder fra junglen. "Slangens favntag" er den første colombianske film, som har været nomineret til en Oscar, men den var altså lidt en skuffelse for mig.
14/06-2016
