Klichefyldt Klassiker.
5.0
Independence Day – Extended Version.
Nu hvor vi nærmer os filmens 20 års fødselsdag - og hvor RESURGENCE har premiere om en uge, så synes jeg det var på sin plads at gense den i den udvidede udgave. Mest for at konstatere om den bare var en guilty pleasure, og for at se om den stadig holder til et gensyn.
Siden jeg så den for første gang, til premieren (lokket af de mange ødelæggelser) har jeg kun set den et par gange – og forrige gang var for mere end 10 år siden. Egentlig havde jeg ikke store forventninger til filmen, men den udvidede version og tiden der er gået, viste noget andet.
Roland Emmerich er mester i at destruere, han har mere på samvittigheden end IS, Al-Qaeda, Stalin, Hitler og hele den vestlige verden – tilsammen! Heldigvis gør han det kun på film – hvor han dygtigt spiller på vores frygt for den verdensomspændende katastrofe, som vil udslette os alle. Emmerich er egentlig tysker – men man finder ikke mange som laver så ærkeamerikanske film, som ham.
Filmen er fyldt med klicheer – og den største er vel egentlig filmens titel, Independence Day, som selvfølgelig handler om amerikanernes nationaldag den 4. juli – som markerer USA’s selvstændighed, og løsrivelse fra Storbritannien i 1776. En ting er at spille på følelser ved hjælp af titlen, en anden er at lade det store slag foregå på dagen – uden på noget tidspunkt at ryste på hånden, eller synes det er FOR meget.
Når det er skubbet til side, så må jeg indrømme at jeg virkelig var postitivt overrasket over filmen. Den gang for 20 år siden blev den markedsført for sin destruktion af Det Hvide Hus (især) – det er ikke længere nogen sensation, det har vi set flere gange siden. Men jeg bed mærke i hvordan Emmerich skaber menneskelige relationer, og personligheder, som han bruger til at drive handlingen videre – og han glemmer ikke at nurse dem og give dem en vigtig rolle, filmen igennem.
Vores antihelt/helt – spillet af Jeff Goldblum, vokser i forholdet til sin far (spillet af en fantastisk Judd Hirsch) og kone (som vi aldrig får at vide om de bare er separerede eller skilt?). Vi møder ham første gang, i færd med at vinde over sin far i skak – og det bliver et tema, filmen igennem, at når noget synes umuligt og man er skakmat – så findes der alligevel en vej.
Vores anden helt, spillet af Will Smith – har sine egne problemer at slås med, for hans åbenlyse kærlighed for stripperen Jasmine står i vejen for en karriere hos NASA. Her rammer Emmerich i den grad den amerikanske helt – den fåmælte, selvironiske og altid selvopofrende mand, som man altid ved man kan stole på, når verden er ved at gå under.
Den tredje helt er præsidenten – fint spillet af Bill Pullman – som viser sig at være en helt almindelig familiefar, og en guttermand som altid stiller sig i forreste linje, parat til at gå ned med skibet, som en ægte kaptajn. Altid parat med de rette ord til nationen – og en drøm af en coach, for ethvert amerikansk sportshold. Selvfølgelig trækker han i pilottøjet da det endelige opgør skal stå.
Den fjerde helt er landsbytossen – drankeren/fjolset, som ingen regner med. Nedværdiget og udstødt af sine egne, og ude af stand til at tage sig af sin egen familie. Få er bedre til at spille den rolle end Randy Quaid – som især huskes fra sin rolle som den skøre fætter Eddie, i Fars Fede Ferier. Da situationen går fra slem til umulig, udvikler han pludselig evner og ansvarlighed som ingen havde forventet – og ender med at redde dagen.
Som nævnt bæres filmen af sine personer, og forståelsen af at intet er umuligt – selvom man er oppe mod den totale overmagt. Fjenden forbliver på en måde et symbol på noget som bare ser os som mad/energi, som skal fortæres på vejen mod det næste mål. Og selvom fjenden i de fleste film er lige så vigtig som helten – så bliver det næsten mere skræmmende at vi kun aner omridset, og fornemmer potentialet.
Emmerich formår på forunderlig vis, at skabe en film som trækker tråde til de klassiske western og soldaterfilm – og samtidig mixer det med katastrofe, Alien og ikke mindst sender en kærlig hilsen til Star Wars.
På mange måder en film som er ekstravagant, og alligevel hviler i hverdagsproblemer.
Min personlige dom over Independence Day efter 20 år, er at den holder – i den grad.
Trods klicheer, og på trods af at Emmerich har haft ambitioner om alt for meget – så lykkes det at lave en sammenhængende film, som glider naturligt afsted i et behersket tempo (så behersket det nu kan være, når verden er ved at gå under).
Mesterklasse? Nej, det er det vel ikke – men filmen viser en instruktør på toppen af sin ydeevne (som vel kun i The Patriot og Stargate har lavet noget i samme klasse). På sigt spår jeg at den sagtens kan end med at blive en klassiker – hvis største fjende egentlig er dens egen titel.
Emmerich har et par gange forsøgt at genskabe den samme følelse for undergang, afmagt og overvindelse i The Day After Tomorrow og 2012 – som begge har gode elementer, men aldrig når deres fulde potentiale.
Nu venter vi så på fortsættelsen til Independence Day – Resurgence. Aliens vender tilbage – jorden har forberedt sig, men det har aliens selvfølgelig også!
En kliche over en klichefyldt film, det er svært at vide hvad man kan forvente sig – men vi kan være helt sikre på masser af destruktion. Og uden at spoile for meget så har aliens næppe en chance til sidst.
Sidste år så vi hvordan George Miller vendte tilbage til Mad Max – og lavede sin bedste film. Så store forhåbninger har jeg ikke til Emmerich, men det skal nok blive underholdende og farverigt.
Min personlige top 5 over Roland Emmerich film;
1. Independence Day
2. The Patriot
3. Stargate
4. The Day After Tomorrow
5. 2012
Hvad er din holdning til Independence Day/Roland Emmerich? Er jeg den eneste som mener at filmen på sigt fortjener klassikerstatus?
På en 6/6 skala giver jeg den 5/6 – og på en 10/10 får den et solidt 8/10, grænsende til 9/10.
Nu hvor vi nærmer os filmens 20 års fødselsdag - og hvor RESURGENCE har premiere om en uge, så synes jeg det var på sin plads at gense den i den udvidede udgave. Mest for at konstatere om den bare var en guilty pleasure, og for at se om den stadig holder til et gensyn.
Siden jeg så den for første gang, til premieren (lokket af de mange ødelæggelser) har jeg kun set den et par gange – og forrige gang var for mere end 10 år siden. Egentlig havde jeg ikke store forventninger til filmen, men den udvidede version og tiden der er gået, viste noget andet.
Roland Emmerich er mester i at destruere, han har mere på samvittigheden end IS, Al-Qaeda, Stalin, Hitler og hele den vestlige verden – tilsammen! Heldigvis gør han det kun på film – hvor han dygtigt spiller på vores frygt for den verdensomspændende katastrofe, som vil udslette os alle. Emmerich er egentlig tysker – men man finder ikke mange som laver så ærkeamerikanske film, som ham.
Filmen er fyldt med klicheer – og den største er vel egentlig filmens titel, Independence Day, som selvfølgelig handler om amerikanernes nationaldag den 4. juli – som markerer USA’s selvstændighed, og løsrivelse fra Storbritannien i 1776. En ting er at spille på følelser ved hjælp af titlen, en anden er at lade det store slag foregå på dagen – uden på noget tidspunkt at ryste på hånden, eller synes det er FOR meget.
Når det er skubbet til side, så må jeg indrømme at jeg virkelig var postitivt overrasket over filmen. Den gang for 20 år siden blev den markedsført for sin destruktion af Det Hvide Hus (især) – det er ikke længere nogen sensation, det har vi set flere gange siden. Men jeg bed mærke i hvordan Emmerich skaber menneskelige relationer, og personligheder, som han bruger til at drive handlingen videre – og han glemmer ikke at nurse dem og give dem en vigtig rolle, filmen igennem.
Vores antihelt/helt – spillet af Jeff Goldblum, vokser i forholdet til sin far (spillet af en fantastisk Judd Hirsch) og kone (som vi aldrig får at vide om de bare er separerede eller skilt?). Vi møder ham første gang, i færd med at vinde over sin far i skak – og det bliver et tema, filmen igennem, at når noget synes umuligt og man er skakmat – så findes der alligevel en vej.
Vores anden helt, spillet af Will Smith – har sine egne problemer at slås med, for hans åbenlyse kærlighed for stripperen Jasmine står i vejen for en karriere hos NASA. Her rammer Emmerich i den grad den amerikanske helt – den fåmælte, selvironiske og altid selvopofrende mand, som man altid ved man kan stole på, når verden er ved at gå under.
Den tredje helt er præsidenten – fint spillet af Bill Pullman – som viser sig at være en helt almindelig familiefar, og en guttermand som altid stiller sig i forreste linje, parat til at gå ned med skibet, som en ægte kaptajn. Altid parat med de rette ord til nationen – og en drøm af en coach, for ethvert amerikansk sportshold. Selvfølgelig trækker han i pilottøjet da det endelige opgør skal stå.
Den fjerde helt er landsbytossen – drankeren/fjolset, som ingen regner med. Nedværdiget og udstødt af sine egne, og ude af stand til at tage sig af sin egen familie. Få er bedre til at spille den rolle end Randy Quaid – som især huskes fra sin rolle som den skøre fætter Eddie, i Fars Fede Ferier. Da situationen går fra slem til umulig, udvikler han pludselig evner og ansvarlighed som ingen havde forventet – og ender med at redde dagen.
Som nævnt bæres filmen af sine personer, og forståelsen af at intet er umuligt – selvom man er oppe mod den totale overmagt. Fjenden forbliver på en måde et symbol på noget som bare ser os som mad/energi, som skal fortæres på vejen mod det næste mål. Og selvom fjenden i de fleste film er lige så vigtig som helten – så bliver det næsten mere skræmmende at vi kun aner omridset, og fornemmer potentialet.
Emmerich formår på forunderlig vis, at skabe en film som trækker tråde til de klassiske western og soldaterfilm – og samtidig mixer det med katastrofe, Alien og ikke mindst sender en kærlig hilsen til Star Wars.
På mange måder en film som er ekstravagant, og alligevel hviler i hverdagsproblemer.
Min personlige dom over Independence Day efter 20 år, er at den holder – i den grad.
Trods klicheer, og på trods af at Emmerich har haft ambitioner om alt for meget – så lykkes det at lave en sammenhængende film, som glider naturligt afsted i et behersket tempo (så behersket det nu kan være, når verden er ved at gå under).
Mesterklasse? Nej, det er det vel ikke – men filmen viser en instruktør på toppen af sin ydeevne (som vel kun i The Patriot og Stargate har lavet noget i samme klasse). På sigt spår jeg at den sagtens kan end med at blive en klassiker – hvis største fjende egentlig er dens egen titel.
Emmerich har et par gange forsøgt at genskabe den samme følelse for undergang, afmagt og overvindelse i The Day After Tomorrow og 2012 – som begge har gode elementer, men aldrig når deres fulde potentiale.
Nu venter vi så på fortsættelsen til Independence Day – Resurgence. Aliens vender tilbage – jorden har forberedt sig, men det har aliens selvfølgelig også!
En kliche over en klichefyldt film, det er svært at vide hvad man kan forvente sig – men vi kan være helt sikre på masser af destruktion. Og uden at spoile for meget så har aliens næppe en chance til sidst.
Sidste år så vi hvordan George Miller vendte tilbage til Mad Max – og lavede sin bedste film. Så store forhåbninger har jeg ikke til Emmerich, men det skal nok blive underholdende og farverigt.
Min personlige top 5 over Roland Emmerich film;
1. Independence Day
2. The Patriot
3. Stargate
4. The Day After Tomorrow
5. 2012
Hvad er din holdning til Independence Day/Roland Emmerich? Er jeg den eneste som mener at filmen på sigt fortjener klassikerstatus?
På en 6/6 skala giver jeg den 5/6 – og på en 10/10 får den et solidt 8/10, grænsende til 9/10.
16/06-2016
