Den bedste Bond-film til dato?
5.0
Alle kender Agent 007 aka James Bond, som har optrådt på det hvide lærred i mere end 50 år. Jeg har desuden set alle filmene i serien mindst én gang. Jeg må indrømme, at selvom James Bond altid har været cool i min optik, havde jeg aldrig rigtig den store forkærlighed for nogen af James Bond-filmene eller selve karakteren i min barndom. Jeg tror også, at de tidlige film måske nok kan synes lidt bedagede og måske ligefrem langtrukne, hvis du spørger mig. Derudover virker James Bond som karakter også lettere glat og svær at relatere til for mit vedkommende. Som stor Indiana Jones-fan har jeg i hvert fald altid foretrukket Harrison Fords eftertænksomhed kombineret med et glimt i øjet og hårdslående næver fremfor især Roger Moores lapsede playboy, der drikker i et væk, når han ikke børster fjenderne af sin smoking og fyrer dumsmarte bemærkninger af.
Da jeg imidlertid så Casino Royale i biografen i 2006 var jeg en 14-årig teenager, som blev imponeret stort af, hvordan instruktør Martin Campbell og Daniel Craig havde tilgået James Bond-myten. Som det har været populært i de sidste 10-15 år i Hollywood var Casino Royale en del af origin-story/reboot-bølgen, som på godt og ondt har præget især superheltefranchises som Batman og X-Men.
Martin Campbell havde allerede genopfundet James Bond-serien én gang med Goldeneye fra 1995 med Pierce Bronsnan, som skulle give et mere moderne take på filmserien, efter denne havde ligget stille i en årrække.
Goldeneye regner jeg også for at være en af de bedste film i serien, men det er imidlertid Casino Royale med Craig som Bond, der stadig er min favoritfilm. Filmen starter med at introducere James Bond som en aspirerende 00-agent. Der bliver her klippet mellem en lækker stiliseret flashback-sekvens og dén begivenhed, som markerer Bonds indtrædelse i superagenternes rækker. Dette bliver fulgt op af et af de allerbedste James Bond-musiktemaer, You Know My Name, fremført af rockikonet Cris Cornell.
Casino Royale lever især højt på opfindsomt og fremragende eksekverede actionsekvenser. Især scenen, hvor Bond jager en meget adræt bombebygger henover en byggeplads og til en stærkt bevogtet ambassade kan virkelig få mit actionhjerte til at banke. Det er imidlertid ikke kun actionscenerne, der kan vække min begejstring for filmen. Filmen er rig på opfindsomme optrin. Herunder kan nævnes den famøse torturscene, hvor skurken, spillet af vores landsmand Mads Mikkelsen, for alvor får testet styrken på Bonds britiske kronjuveler. Disse virker imidlertid fint relativt kort tid efter, når han tager en tur i kanen med den obligatoriske Bond-babe. Denne scene er simpelthen så opfindsom og genial i sin enkelhed, eftersom, som Le Chiffre i skikkelse af Mads Mikkelsen selv siger, må dette tænkes at være noget af det mest smertefulde og effektive tortur der findes, eller? Der er forsøgt at ramme en mere brutal og hård tone i Bond-karakteren, når denne bruger råstyrke til at forcere en gipsvæg i stedet for den elegante fremgang, som den omtalte bombebygger bruger i sin flugt fra sin forfølger. Filmen fremstår mere alvorlig i sin tone i forhold til tidligere film i serien, men den indeholder dog også en nødvendig og afmålt portion humor. Jeg ved imidlertid ikke om filmen fremstår mere realistisk end så mange andre Bond-film, da hovedpersonen stadig rejser sig efter at have faldet flere meter ned på en container og derefter spurter videre. Derudover er der scenen, hvor Bond stadig viser sin virilitet i sengen efter den omtalte scene med skurkens hårdhændede behandling af Bonds kronjuvler. ;o).
Bonds kærlighedsinteresse i Casino Royale, Vesper Lynd, er dog en af de få, som virkelig betyder noget for ham, da meget kunne tyde på, at han rent faktisk forelsker sig i hende. Måske af denne grund ser man i denne film Bond fremstå mere menneskelig og følsom, når han eksempelvis trøster sin kærlighed under bruserens rislende vand, eller spiller hård efter i desperation at have forsøgt at redde hende fra sit tragiske selvmord. På denne måde kommer Bond til at fremstå mere som en moderne mand, der kombinerer følelser med et hårdt og veltrænet ydre, som måske tiltaler et større - og kvindeligt - publikum, måske?
Filmen er imidlertid ikke perfekt, de enkelte akter i filmen er måske lidt klodset sammensatte, og filmen virker lidt langtrukken her og der. Men det ændrer imidlertid ikke på, at jeg stadig synes, at filmen med sine fremragende actionsekevenser og opfindsomme optrin stadig er min favorit Bond-film, da den formår at underholde samt engagere mig bedst.
Det generer mig ikke, at filmen er ret ukonventionel i form af de manglende gadgets, martinier og andre kendtegn for serien. Jeg holder faktisk meget af den lidt mere barske tone, som i modsætning til de senere film Craig ikke forfalder til den ret campy og, hvis du spørger mig, desperate retrotilgang til Bond-myten. Efter at have set Spectre var jeg i hvert fald ikke imponeret. Det er ikke nogen let udfordring, da Bond-serien selvfølgelig bliver nødt til at finde sin egen identitet, og skille sig ud fra andre actionthrillere på markedet. Måske er det på tide at Martin Campbell kickstarter serien igen, nu hvor Daniel Craig tilsyneladende heller ikke vil være med mere?
Da jeg imidlertid så Casino Royale i biografen i 2006 var jeg en 14-årig teenager, som blev imponeret stort af, hvordan instruktør Martin Campbell og Daniel Craig havde tilgået James Bond-myten. Som det har været populært i de sidste 10-15 år i Hollywood var Casino Royale en del af origin-story/reboot-bølgen, som på godt og ondt har præget især superheltefranchises som Batman og X-Men.
Martin Campbell havde allerede genopfundet James Bond-serien én gang med Goldeneye fra 1995 med Pierce Bronsnan, som skulle give et mere moderne take på filmserien, efter denne havde ligget stille i en årrække.
Goldeneye regner jeg også for at være en af de bedste film i serien, men det er imidlertid Casino Royale med Craig som Bond, der stadig er min favoritfilm. Filmen starter med at introducere James Bond som en aspirerende 00-agent. Der bliver her klippet mellem en lækker stiliseret flashback-sekvens og dén begivenhed, som markerer Bonds indtrædelse i superagenternes rækker. Dette bliver fulgt op af et af de allerbedste James Bond-musiktemaer, You Know My Name, fremført af rockikonet Cris Cornell.
Casino Royale lever især højt på opfindsomt og fremragende eksekverede actionsekvenser. Især scenen, hvor Bond jager en meget adræt bombebygger henover en byggeplads og til en stærkt bevogtet ambassade kan virkelig få mit actionhjerte til at banke. Det er imidlertid ikke kun actionscenerne, der kan vække min begejstring for filmen. Filmen er rig på opfindsomme optrin. Herunder kan nævnes den famøse torturscene, hvor skurken, spillet af vores landsmand Mads Mikkelsen, for alvor får testet styrken på Bonds britiske kronjuveler. Disse virker imidlertid fint relativt kort tid efter, når han tager en tur i kanen med den obligatoriske Bond-babe. Denne scene er simpelthen så opfindsom og genial i sin enkelhed, eftersom, som Le Chiffre i skikkelse af Mads Mikkelsen selv siger, må dette tænkes at være noget af det mest smertefulde og effektive tortur der findes, eller? Der er forsøgt at ramme en mere brutal og hård tone i Bond-karakteren, når denne bruger råstyrke til at forcere en gipsvæg i stedet for den elegante fremgang, som den omtalte bombebygger bruger i sin flugt fra sin forfølger. Filmen fremstår mere alvorlig i sin tone i forhold til tidligere film i serien, men den indeholder dog også en nødvendig og afmålt portion humor. Jeg ved imidlertid ikke om filmen fremstår mere realistisk end så mange andre Bond-film, da hovedpersonen stadig rejser sig efter at have faldet flere meter ned på en container og derefter spurter videre. Derudover er der scenen, hvor Bond stadig viser sin virilitet i sengen efter den omtalte scene med skurkens hårdhændede behandling af Bonds kronjuvler. ;o).
Bonds kærlighedsinteresse i Casino Royale, Vesper Lynd, er dog en af de få, som virkelig betyder noget for ham, da meget kunne tyde på, at han rent faktisk forelsker sig i hende. Måske af denne grund ser man i denne film Bond fremstå mere menneskelig og følsom, når han eksempelvis trøster sin kærlighed under bruserens rislende vand, eller spiller hård efter i desperation at have forsøgt at redde hende fra sit tragiske selvmord. På denne måde kommer Bond til at fremstå mere som en moderne mand, der kombinerer følelser med et hårdt og veltrænet ydre, som måske tiltaler et større - og kvindeligt - publikum, måske?
Filmen er imidlertid ikke perfekt, de enkelte akter i filmen er måske lidt klodset sammensatte, og filmen virker lidt langtrukken her og der. Men det ændrer imidlertid ikke på, at jeg stadig synes, at filmen med sine fremragende actionsekevenser og opfindsomme optrin stadig er min favorit Bond-film, da den formår at underholde samt engagere mig bedst.
Det generer mig ikke, at filmen er ret ukonventionel i form af de manglende gadgets, martinier og andre kendtegn for serien. Jeg holder faktisk meget af den lidt mere barske tone, som i modsætning til de senere film Craig ikke forfalder til den ret campy og, hvis du spørger mig, desperate retrotilgang til Bond-myten. Efter at have set Spectre var jeg i hvert fald ikke imponeret. Det er ikke nogen let udfordring, da Bond-serien selvfølgelig bliver nødt til at finde sin egen identitet, og skille sig ud fra andre actionthrillere på markedet. Måske er det på tide at Martin Campbell kickstarter serien igen, nu hvor Daniel Craig tilsyneladende heller ikke vil være med mere?
17/06-2016
