Det sorte får

Jeg var knap fyldt 16 år, da jeg i biografen så den fjerde Indiana Jones i rækken. De tre første film blev alle produceret før jeg født, og var således film, som jeg voksede op med i min barndom, og som altid har fyldt meget i mit filmhjerte. Derfor måtte det uundgåeligt også blive noget andet, da jeg i 2008 var et sted mellem barn og voksen, og skulle se en fortsættelse af de mytiske fortællinger med min yndlings filmhelt. Jeg havde, åbenbart i modsætning til mange andre, ikke det store problem med denne film, som er blevet lidt af et sort får i serien, og jeg har stadig ikke det store problem med filmen. Men heri ligger desuden, at filmen klart er seriens svageste, hvis du spørger mig.

Filmen har ellers nogle mindeværdige scener, og flere gode elementer og indslag. Jeg kan herunder godt lide scenen, hvor Indy og Mutt har et sammenstød med de lokale på gravpladsen, og Mutt i vantro spørger om Indy er en lærer? Hvad der imidlertid er filmens store svaghed er, at den ofte så at sige kæmmer over i, hvad der kan synes som et forsøg på at imponere sit publikum. David Koepp, som er filmens manuskriptforfatter, skulle have udtalt, at de forsøgte at ramme tonen fra den første film i serien, og herunder undgå den mørke dystre tone fra den anden film og den tegneserieagtige tone fra den tredje film. Jeg vil give Koepp ret i, at de er lykkedes med det første, men jeg vil til gengæld sige, at han har fejlet stort, hvad angår det tegneserieagtige. Dét præg af tegneserie, som de tre første film i serien havde, var, hvis du spørger mig, tilpas tåleligt, men i denne fjerde film, er der simpelthen for mange usandsynligheder og fjollede optrin, selv for en Indiana Jones-film. Den nu famøse scene, hvor Indy overlever en atomsprængning ved at kravle ind i et blybeklædt køleskab er da sjov og opfindsom og rammer samtidig godt ned i den periode, som filmen foregår i, nemlig 1950ernes koldkrigsperiode med atomprøvesprængninger. Men scenen er imidlertid også et godt eksempel på den overdrevne tegneserieagtige tone, som præger filmen. Der forekommer således scener og indslag, som er for langt ude i forhold til i hvert fald den første film. Dette angår også nogle af de ting, som den aldrende Indy formår at slippe helskindet fra, som overgår selv dét, som hans yngre jeg formåede at præstere.

George Lucas har uden tvivl spillet en rolle for den store mængde CGI, som bliver benyttet i filmen. Det vil jeg mene er en skam, eftersom det slet ikke passer ind i universet, hvis du spørger mig. Jeg er med på, at serien har flyttet sig fra 1930ernes ældre matiné-inspirerede udtryk, men som nogen engang pointerede, sidder man især i junglescenerne og føler, at man overværer et computerspil, og ikke en Indiana Jones-film. Her findes desuden nogle af filmens, og dermed også seriens værste indslag. Jeg er enig med Thomas Nielsen i, at scenen med kviksandet og slangen ikke ligefrem er nogen god scene. Jeg er dog mere utilfreds med Mutt, der skal svinge sig i lianerne som en anden Tarzan, og de animerede abekatte, der følger ham som små tro væbnere. Det er imidlertid interessant at observere, hvordan denne Indiana Jones-film er inspireret af et mere moderne filmfænomen som Mumien-serien med Brendan Fraser i hovedrollen, som tydeligvis selv var inspireret af Indiana Jones-serien. Dette gør sig for eksempel gældende ved de dræber-hær-myrer, som minder meget om skarabæerne i Mumien-serien. Jeg finder imidlertid dette som værende en dårlig inspiration, eftersom myrernes evne til at slå optil flere russere ihjel er helt ude i skoven. Det er desuden endnu et eksempel på den meget utroværdige tegneserieagtige tone, der er filmen.

Det virker som om, at George Lucas, i lighed med sine Star Wars-prequels film, har haft for mange penge, som skal bruges på CGI, selvom dette måske ikke er det bedste for filmen, hvilket jeg tydeligvis mener er eksemplet her. Spielberg og Lucas har skabt en efternøler, der som et forkælet barn er blevet spoleret med for mange kunstige effekter og tåbelige indslag, og er på denne måde endt som seriens sorte får blandt fans.

Filmen leverer dog en mængde fanservice i form af referencer til de tidligere film, som er fint, men er i visse tilfælde også lidt unødvendigt, hvis du spørger mig. I lighed med Thomas Nielsen har jeg jeg aldrig hadet filmen. Jeg synes, at det er en fint underholdende film, som ikke er specielt dårlig, men heller ikke særlig god, som en anmelder skrev. Men det er jo unægteligt stadig Indiana Jones, og jeg keder mig aldrig i selskab med Indy. Det bliver desuden spændende at se, hvordan den næste annoncerede Indiana Jones-film bliver om nogle år.