Typisk Cronenberg

4.0
INDEHOLDER SPOILERE:

Scanners er historien om Cameron Vale, en hjemløs ung mand, der besidder særlige telepatiske evner, og bliver kaldt en scanner. Hans evner gør det blandt andet muligt for ham at dræbe ved tankens kraft. Han bliver hvervet af et magtfuldt selskab, og under vejledning fra en aldrende professor får han til opgave at stoppe Darryl Revok, en scanner, der ønsker at tvinge almindelige mennesker i knæ med hjælp fra andre scannere. Filmens handling minder således grundlæggende om en heltefortælling a la Joseph Campbell, eftersom Cameron er helten, der søger hjælp hos blandt andre professoren til at fuldføre sit mål om at stoppe den onde Revok. Cronenberg spinder i grove træk sin historie over denne skabelon, og får på denne måde konstrueret en ret velfungerende film, der indeholder flere gode scener. Jeg var fint underholdt undervejs, selvom der næsten uundgåeligt var nogle svage øjeblikke, blandt andet fordi jeg synes den mistede lidt pusten og gik i tomgang i sidste del af filmen.

Scanners er desuden typisk Cronenberg med hans gennemgående temaer vedrørende det metafysiske, forholdet mellem sind og krop for ikke at nævne, hvordan kroppen ofte bliver skildret i perverteret og direkte ulækker form i hans film. Her kan for eksempel nævnes hans tidligere The Brood og den senere The Fly. Jeg synes som sagt, at filmens handling er forholdsvist velkonstrueret, og det varer ikke længe før, at det første hoved eksploderer i filmen, hvilket formår at fange publikums opmærksomhed. Dette er netop et eksempel på den udpenslede vold i form af blod og splat, som kendetegner Cronenbergs film. Jeg finder desuden filmens slutning ret interessant, hvor det virker uklart, hvad der præcist er sket efter at Cameron og Rebok har haft deres drabelige scanner-duel i filmens klimaks, hvilket uden tvivl er en af filmens absolutte højdepunkter. Revok ønsker at de to skal smelte sammen til ét, og man er i tvivl om, hvem det rent faktisk er, som har vundet til sidst. Der er i den grad plads til fortolkning.

Mit største kritikpunkt er Stephen Lack i hovedrollen som Cameron Vale. Han er åbenbart en anerkendt kunstmaler, men hans skuespil er i professionelle sammenhænge bare ikke stærkt nok. Jeg synes ærligt talt, at han er ret dårlig til at fremføre sine replikker uden, at det kommer til at runge falskt. Den talentfulde komponist Howard Shore leverer et score, der desværre svinger mellem på den ene side at være stemningsopbyggende og egentlig ret så velkomponeret og på den anden side noget nær skinger i visse scener.

I sin helhed finder jeg filmen ret vellykket. Jeg kan dog ikke lade være med at sammenligne filmen med The Brood, som jeg fandt betydeligt mere skræmmende, og The Fly, som med sin production value og overordnede udtryk, får Scanners, med sit udprægede b-film-look, til at blegne i sammenligning. Jeg kimser slet ikke af b-film i almindelighed, eller af Scanners, men den er, efter min mening, klart de to andre film underlegen. Derfor giver jeg heller ikke mere end 4/6 stjerner til denne film. Dette må også siges at være ganske hæderligt, min vurdering taget i betragtning.
Scanners