et kort indlæg om en film

Ret vidunderlig film af Wim Wenders med en smuk og fabel-agtig historie, hvis kedsommelige slutning desværre forfladiger en ellers betagende filmoplevelse. Himlen Over Berlin følger to engle i den tyske by, hvoraf den ene ønsker at blive menneskelig og mærke livstyngde og kærlighed. Wenders overbeviser øjeblikkeligt i sin fabel og bruger præmissen fantastisk til helt konkret at flyve rundt blandt mennesker i Berlin og give et sanseligt og bredtfavnende billede af liv. Der er begrænset med plot og man savner intet, de enkeltstående, poetiske scener er sammen med et dragende filmsprog, Wenders humanitet og Bruno Ganz og Otto Sanders’ tossespændende ansigter nok til at holde ens interesse velvilligt fanget. Et biluheld, hvor Ganz taler livsstyrke tilbage til offeret, er en af filmens højdepunkter, mens scenen hvor en selvmordsramt mand ikke kan inspireres af englen til at finde tilbage til livet, er en af de mest fascinerende filmmomenter, jeg længe har set. Himlen Over Berlin er langt henad vejen en fremragende film, og desto mere ærgerligt er det, at filmens sidste halve time, hvor den ene engel får sit ønske opfyldt om at være menneske, er fattigfilosofisk og langtrukkent, og man sendes ikke ud af Wenders film på det filmhøj, som Himlen Over Berlin ellers så gavmildt gav en op til tredje akt. Det skal dog ikke koste den femte stjerne, selvom det trækker ned i helheden, for det er stadig en mageløs selvstændig og mestendels opslugende film. Senere genfilmatiseret i Hollywood som City of Angels, med et andet, mindre kvalitativt udfald.