et andet kort indlæg om en anden film

Passable, men også noget karismafattig og ultimativ ligegyldig fortsættelse til en af min barndoms, hvis ikke bedste, så mest ikoniske film. Instruktøren Roland Emmerich vender sammen med manuskriptforfatteren Dean Devlin tilbage til deres mest kendte univers, hvor de hæver stupiditetsniveauet, men sænker gevaldigt for charmen, karakterinteressen og almen medrivning. Det er en sand og glædelig fornøjelse at se Jeff Goldblum og Judd Hirsch igen, men Emmerich insisterer på at føre faklen videre til et ungt cast, der eksisterer uden personlighed og distingverende kant. Værre er det dog, at Emmerich slet ikke kan finde et fungerende tempo i Independence Day: Resurgence, der føles lettere maltrakteret i klipperummet. Suspense og spændingsopbygning gider Emmerich heller ikke rigtig denne gang, hvor den store destruktionsscene endda føles lille. Man savner virkelig den episke følelse, som Independence Day besad, og Emmerich og Devlin virker denne gang til at ville lave en film, som de tror publikum ville kunne lide, og ikke lave noget, de selv synes er fedt. Kun filmens klimaks bliver for alvor fængende, og man mærker her bagmændenes kærlighed til genren og fordums b-film. En kæmpe alien-queen, der løber igennem ørkenen frembringer glade minder om eksempelvis Tarantula fra ’55. Independence Day: Resurgence er derfor ikke uden kvalitet, men det er en overraskende flad og en tand for stupid fortsættelse til en film, der strålede langt klarere af kærlighed og fortællerlyst.