Destination: Fun
4.0
At kategorisere det femte Bond-eventyr som 'Bond goes to Japan' yder den ikke retfærdighed. Det er faktisk en ret så underholdende film, der ville have fungeret som en værdig afskedssalut fra Sean Connery (hvilket var hans oprindelige plan).
Er det fjollet at se Bond blive "forvandlet" til en japaner via den magiske kombo, kontaktlim og kunstige øjenbryn? Ja gu fanden er det da det. End ikke Connery kan cool'e sig ud af den fadæse, men lige bortset herfra, så nyder jeg faktisk det, som "You Only Live Twice" forsøger at gøre. Den VIL være fjollet, og det skal den have lov til, når den spiller med så åbne kort som her.
Jeg mener - hvor fedt er det ikke, at vi har en Bond-film med ninjaer? Hardcore japanske ninjaer der rent faktisk udvider vores helts horisont, sætter ham på skolebænken og lærer ham NYE tricks. Jeg finder det ret cool faktisk. Det var i grunden et mestertræk at hyre børnebogslegenden Roald Dahl (nær ven af Ian Fleming) til at skrive manuskriptet, for det gjorde det pludselig legitimt for Bond at gakke ud (noget som Roger Moore-æraen dragede fordel af og senere forfinede).
Og så er det filmen, hvor vi endelig ser Blofelds ansigt, og hvem andre til at løfte sløret end Donald fucking Pleasence. Ingen andre, som i INGEN, kunne gøre, hvad Pleasence gør her. Han omfavner filmens campede tone med åbne arme uden at afvige et splitsekund fra at tage rollen alvorligt, som var det King Lear, han spillede. Harh!
Jeg indrømmer blankt, at det skrabede koldkrigsplot er uopfindsomt, men som actionfilm er det seriens hidtil bedste af slagsen og så endda med et klimaks, der er dejlig stor i slaget. Og nå ja - Little Nellie, Q's specialbyggede minihelikopter, er en stjerne værd i sig selv.
Karakter: 7/10
Er det fjollet at se Bond blive "forvandlet" til en japaner via den magiske kombo, kontaktlim og kunstige øjenbryn? Ja gu fanden er det da det. End ikke Connery kan cool'e sig ud af den fadæse, men lige bortset herfra, så nyder jeg faktisk det, som "You Only Live Twice" forsøger at gøre. Den VIL være fjollet, og det skal den have lov til, når den spiller med så åbne kort som her.
Jeg mener - hvor fedt er det ikke, at vi har en Bond-film med ninjaer? Hardcore japanske ninjaer der rent faktisk udvider vores helts horisont, sætter ham på skolebænken og lærer ham NYE tricks. Jeg finder det ret cool faktisk. Det var i grunden et mestertræk at hyre børnebogslegenden Roald Dahl (nær ven af Ian Fleming) til at skrive manuskriptet, for det gjorde det pludselig legitimt for Bond at gakke ud (noget som Roger Moore-æraen dragede fordel af og senere forfinede).
Og så er det filmen, hvor vi endelig ser Blofelds ansigt, og hvem andre til at løfte sløret end Donald fucking Pleasence. Ingen andre, som i INGEN, kunne gøre, hvad Pleasence gør her. Han omfavner filmens campede tone med åbne arme uden at afvige et splitsekund fra at tage rollen alvorligt, som var det King Lear, han spillede. Harh!
Jeg indrømmer blankt, at det skrabede koldkrigsplot er uopfindsomt, men som actionfilm er det seriens hidtil bedste af slagsen og så endda med et klimaks, der er dejlig stor i slaget. Og nå ja - Little Nellie, Q's specialbyggede minihelikopter, er en stjerne værd i sig selv.
Karakter: 7/10
09/07-2016
