At myrde eller ikke at myrde
2.0
Kina i det 8. århundrede. Den nordøstlige provins Weibo vil løsrive sig fra kejserdømmet, og en snigmorder bliver sendt derop for at hjælpe med at få kvalt oprøret. Men hun kommer i tvivl om sin mission, fordi den kræver, at hun dræber Weibos guvernør, som er hendes tidligere forlovede.
"The Assassin" er instrueret af Hou Hsiao-Hsien, der primært er kendt som ét af hovednavnene i Taiwans nye bølge af politiske og socialrealistiske film. Her er han dog på uvant territorium, eftersom "The Assassin" hører hjemme i den såkaldte wuxia-genre, som handler om action- og kung-fu-helte, ofte med historier, der trækker på Kinas rige tradition for fortællinger om historiske folkehelte.
Dette er dog ikke nogen normal wuxia-film, for Hou bruger meget færre actionscener, end man normalt ser i genren - mens den til gengæld er fyldt med nærmest meditativt kontemplative scener. På den måde minder "The Assassin" rigtig meget om "Ashes of Time", som også var resultatet af, at en stjerneinstruktør med udgangspunkt i helt andre typer film, nemlig Wong Kar Wai, for første gang prøvede kræfter med wuxia.
Og som i "Ashes of Time" er det ikke noget ubetinget lykkeligt ægteskab. Hou er godt nok meget præcis i sin instruktion, og stilen bliver gennemført konsekvent i en virkelig flot film. Lee Ping Bins farvemættede, nærmest overeksponerede billeder er særdeles smukke. Men "The Assassin" er også enormt stillestående - så meget, at det næsten virker, som om billedkompositionerne er vigtigere end fortællingen.
Selvfølgelig er der enkelte eksplosioner af nydeligt koreograferet action. Men mange scener omfatter basalt set, at hovedpersonen stille og udtryksløst betragter, at der foregår noget - guvernørens familieliv, diskussionerne i Weibos krigsråd og så videre.
Pointen er givetvis, at det skal illustrere en moralsk kamp inde i hovedpersonen; at hun kæmper med sin træning som morder kontra sin empati for andre mennesker, særligt udstillet i hendes tidligere forlovede. Det handler om at myrde eller ikke at myrde, det er spørgsmålet. Men det er 100% noget, man selv skal tænke sig til. Der bliver aldrig lukket op for morderens følelsesliv. Kombinér det med, at Hou ikke bruger mange kræfter på at forklare baggrunden for konflikten, og at skuespillet er stift med meget formelt fremsagte replikker - og så har du en film, der for mig er komplet uengagerende. Noget af en sejtrækker at komme igennem.
"The Assassin" vandt prisen for bedste instruktion på sidste års Cannes-festival. Og det er så ét af de tilfælde, hvor jeg bare må sige, at det forstår jeg simpelt hen ikke. Jeg fatter ikke, at den skulle have noget specielt på den front - ud over at den stilmæssigt er yderst trofast mod sit kinesiske ophav. Jo, den er virkelig smukt fotograferet, men på det punkt blev den så ramt af, at jeg så den, kort efter jeg havde set "The Neon Demon", som klart overgår "The Assassin", når det gælder blærede billedkompositioner.
"The Assassin" er instrueret af Hou Hsiao-Hsien, der primært er kendt som ét af hovednavnene i Taiwans nye bølge af politiske og socialrealistiske film. Her er han dog på uvant territorium, eftersom "The Assassin" hører hjemme i den såkaldte wuxia-genre, som handler om action- og kung-fu-helte, ofte med historier, der trækker på Kinas rige tradition for fortællinger om historiske folkehelte.
Dette er dog ikke nogen normal wuxia-film, for Hou bruger meget færre actionscener, end man normalt ser i genren - mens den til gengæld er fyldt med nærmest meditativt kontemplative scener. På den måde minder "The Assassin" rigtig meget om "Ashes of Time", som også var resultatet af, at en stjerneinstruktør med udgangspunkt i helt andre typer film, nemlig Wong Kar Wai, for første gang prøvede kræfter med wuxia.
Og som i "Ashes of Time" er det ikke noget ubetinget lykkeligt ægteskab. Hou er godt nok meget præcis i sin instruktion, og stilen bliver gennemført konsekvent i en virkelig flot film. Lee Ping Bins farvemættede, nærmest overeksponerede billeder er særdeles smukke. Men "The Assassin" er også enormt stillestående - så meget, at det næsten virker, som om billedkompositionerne er vigtigere end fortællingen.
Selvfølgelig er der enkelte eksplosioner af nydeligt koreograferet action. Men mange scener omfatter basalt set, at hovedpersonen stille og udtryksløst betragter, at der foregår noget - guvernørens familieliv, diskussionerne i Weibos krigsråd og så videre.
Pointen er givetvis, at det skal illustrere en moralsk kamp inde i hovedpersonen; at hun kæmper med sin træning som morder kontra sin empati for andre mennesker, særligt udstillet i hendes tidligere forlovede. Det handler om at myrde eller ikke at myrde, det er spørgsmålet. Men det er 100% noget, man selv skal tænke sig til. Der bliver aldrig lukket op for morderens følelsesliv. Kombinér det med, at Hou ikke bruger mange kræfter på at forklare baggrunden for konflikten, og at skuespillet er stift med meget formelt fremsagte replikker - og så har du en film, der for mig er komplet uengagerende. Noget af en sejtrækker at komme igennem.
"The Assassin" vandt prisen for bedste instruktion på sidste års Cannes-festival. Og det er så ét af de tilfælde, hvor jeg bare må sige, at det forstår jeg simpelt hen ikke. Jeg fatter ikke, at den skulle have noget specielt på den front - ud over at den stilmæssigt er yderst trofast mod sit kinesiske ophav. Jo, den er virkelig smukt fotograferet, men på det punkt blev den så ramt af, at jeg så den, kort efter jeg havde set "The Neon Demon", som klart overgår "The Assassin", når det gælder blærede billedkompositioner.
13/07-2016
