En Lunken legende

Lad det være sagt med det samme. Dette er ikke den Tarzan-film jeg har ønsket mig og drømt om i adskillige år. Det har intet med dens kvaliteter at gøre, men mere den vinkel og den tone de har valgt.

Derfor kunne denne her jo godt have vist sig at være fantastisk. Det er den desværre ikke. Jo, den er flot at se på med flere spektakulære og grandiose scener. Jeg kunne måske godt have håbet på, den havde set lidt mere organisk ud, end den gør. Men det er måske prisen for at ville have dyr til at udtrykke sig så klart og et menneske til at kunne udføre ting så fantastiske, som det er meningen Tarzan skal kunne.

Men det er dog heller ikke filmens mange cgi effekter der er filmens største problem. Det er historien, som forekommer dårligt struktureret og formidlet. Udover at der sker alt for lidt når der endelig sker noget og det er for hurtigt overstået, er der lange døde perioder, hvor man ærligt sidder og småkeder sig. Det føles som at der trædes vande, måske endda enkelte steder krampagtigt og som folkene bag ikke er lykkes med at finde på en god måde at drive fortællingen frem på.

Jovist skyldes det også filmens persontegninger, hvor det kun er S. L. Jackson, der med vanlig stil formår at spytte spydigheder og dialoger ud som var selv banaliteter guldbelagte, der sådant helt trækker scener op. At rollen så kan virke som en tilføjelse for at få noget komik ind og gerne af en med lidt mere kulør på kinderne end Tarzan, mere end en nødvendighed for fortællingen, det er til at leve med.

Desuden har han også en af de sjoveste scener jeg har set på film i mange år, hvor jeg måtte skrupgrine højlydt i en grad, så det gav genlyd og fremkaldte minder i mit hoved om da jeg sad i biografen og så Tarzan-film som barn og hørte den gamle (min far!) grine. Det alene var næsten billetten værd.

Det skal nævnes at Alexander Skarsgård ikke er en dårlig Tarzan, tværtimod endda (og sikken en krop, wow). Han har bare for lidt at arbejde med samlet set. Men når han træder i karakter og det gør han mest i filmens actionscener, så fungerer han ganske godt, de gange han ikke erstattes af en cgi-Tarzan.

Også filmens store skurk Christoph Waltz gør det fint nok, hvis man kan leve med at han gentager sig selv igen igen, som vi snart har set det i utallige roller fra hans side.

Som Jane er Margot Robbie handlekraftig og smuk som man ville forvente, men rollen mangler noget dybde og måtte gerne have forekommet mindre poleret.

Historien snegler sig som sagt derudaf, mens den forsøger at balancere en moderne Tarzan som skal være lige dele eskapistisk eventyr, samt være aktuel i dens undertemaer, samtidig med at den skal være politisk korrekt nok til ikke at fornærme for mange befolkningsgrupper.

Om det lykkes er en smagssag, men personlig synes jeg det kunne være håndteret mere subtilt og bedre, samtidig med at det eventyrlige og mytiske var trådt bedre frem. Men heldigvis er der dog tiltrængte afbrydelser af action, der selv om den er set bedre, stadig er fin nok til at man liver op og føler sig i godt selskab.

For trods filmens fejl og mangler, så underholder den også og så lader det til, at man med denne Tarzan film trods alt har haft ambitioner der, selv om de næppe kan kaldes originale, trods alt overstiger den gængse sommerblockbuster.

Synd de ikke er lykkes bedre med det og synd hvis filmen derfor ikke tjener nok til at vi kan få en efterfølger. Jeg havde nemlig gerne set mere Tarzan i biografen, i stor stil som her, men med en mere vellykket fortælling. Potentialet er der nemlig.