Trapped Behind Enemy Lines
4.0
Lone Survivor er baseret på en sand historie og handler om en gruppe amerikanske elitesoldater, hvis mission om at fangetage en Talebanleder slår fejl. Dette resulterer i, at amerikanerne, som er i undertal, lider store tab indtil kun Marcus Luttrell (Wahlberg) er tilbage. Alene og hårdt såret.
På denne måde kan filmen vække mindelser om film som Predator og Rambo, hvor én mand må kæmpe for sit liv omringet af fjender. Filmens skildring af soldaterne som en gruppe og det yderst vanskelige valg af etisk karakter, som de kommer til at stå overfor, kan dog også lede tankerne hen på Platoon. Dette valg er dog ikke noget, som splitter mændene såsom i Platoon. Det er dog sandsynligt at den kommanderendes beslutning har en direkte indvirkning på de senere begivenheder i filmen. På denne måde er der et godt årsags-virknings-forhold i filmen. De amerikanske soldater i Platoon udfører handlinger, som mildest talt er kontroversielle og skaber spændinger mellem karakterne samtidig med, at det sætter nogle moralske spørgsmålstegn ved krig i almindelighed og Vietnamkrigen i almindelig. Der er her tale om indre konflikter i en afgrænset gruppe. I Lone Survivor er der derimod tale om soldater, som fremstår ret uskyldige og desuden ret anonyme som led i soldaternes naturlige rang-hieraki. Som følge af dette bliver der i Lone Survivor ikke rigtigt forsøgt at stille spørgsmål ved krig eller give et lidt mere intellektuelt præg til filmen a la dét, som forekommer i Platoon eller især Apocalypse Now.
Lone Survivor er derimod tæt på at være sitrende spændende i de sekvenser fra da talebanerne nærmer sig amerikanerne til sidstnævnte må kæmpe for deres liv. Filmen er knap så spændende i starten, idet den starter i et roligt, og næsten kedsommeligt tempo. Jeg forstår, at dette er med til at etablere karakterne og deres indbyrdes forhold, men et lidt bedre anslag kunne muligvis have gavnet. Dertil synes jeg, at filmens score ikke rigtigt passer til filmens stemning, eller så faldt den simpelthen bare ikke i min smag. Introen i filmen med musik, der akkompagnerer løbende soldater i slowmotion, får mine tanker til at løbe hen på en reklame for sportsudstyr. Dette kammer ifølge mig over, når noget nærtbeslægtet musik senere i filmen bliver spillet henover en dramatisk højt anlagt og dyster scene, som godt kunne have brugt noget musik, der formåede at understrege dette.
Det virker ikke som om, at filmen vil så meget. Den vil ikke give publikum noget at tænke over, eller stille op med noget konfliktfyldt drama soldaterne imellem, som dét man ser i Platoon. Filmen ønsker muligvis at vise, at de amerikanske soldater ikke er nogle skurke, og at ikke alle i Afghanistan er nogle blodtørstige talebanere. Men noget dybt, eller bare noget særligt konfliktfyldt drama får vi altså ikke. Derfor burde jeg objektivt set måske kun give denne film tre stjerner. Men da jeg følte mig meget godt underholdt, kvitterer jeg gerne med 4/6 stjerner. Man skal huske at se film med hjertet og følge sin mavefornemmelse.
På denne måde kan filmen vække mindelser om film som Predator og Rambo, hvor én mand må kæmpe for sit liv omringet af fjender. Filmens skildring af soldaterne som en gruppe og det yderst vanskelige valg af etisk karakter, som de kommer til at stå overfor, kan dog også lede tankerne hen på Platoon. Dette valg er dog ikke noget, som splitter mændene såsom i Platoon. Det er dog sandsynligt at den kommanderendes beslutning har en direkte indvirkning på de senere begivenheder i filmen. På denne måde er der et godt årsags-virknings-forhold i filmen. De amerikanske soldater i Platoon udfører handlinger, som mildest talt er kontroversielle og skaber spændinger mellem karakterne samtidig med, at det sætter nogle moralske spørgsmålstegn ved krig i almindelighed og Vietnamkrigen i almindelig. Der er her tale om indre konflikter i en afgrænset gruppe. I Lone Survivor er der derimod tale om soldater, som fremstår ret uskyldige og desuden ret anonyme som led i soldaternes naturlige rang-hieraki. Som følge af dette bliver der i Lone Survivor ikke rigtigt forsøgt at stille spørgsmål ved krig eller give et lidt mere intellektuelt præg til filmen a la dét, som forekommer i Platoon eller især Apocalypse Now.
Lone Survivor er derimod tæt på at være sitrende spændende i de sekvenser fra da talebanerne nærmer sig amerikanerne til sidstnævnte må kæmpe for deres liv. Filmen er knap så spændende i starten, idet den starter i et roligt, og næsten kedsommeligt tempo. Jeg forstår, at dette er med til at etablere karakterne og deres indbyrdes forhold, men et lidt bedre anslag kunne muligvis have gavnet. Dertil synes jeg, at filmens score ikke rigtigt passer til filmens stemning, eller så faldt den simpelthen bare ikke i min smag. Introen i filmen med musik, der akkompagnerer løbende soldater i slowmotion, får mine tanker til at løbe hen på en reklame for sportsudstyr. Dette kammer ifølge mig over, når noget nærtbeslægtet musik senere i filmen bliver spillet henover en dramatisk højt anlagt og dyster scene, som godt kunne have brugt noget musik, der formåede at understrege dette.
Det virker ikke som om, at filmen vil så meget. Den vil ikke give publikum noget at tænke over, eller stille op med noget konfliktfyldt drama soldaterne imellem, som dét man ser i Platoon. Filmen ønsker muligvis at vise, at de amerikanske soldater ikke er nogle skurke, og at ikke alle i Afghanistan er nogle blodtørstige talebanere. Men noget dybt, eller bare noget særligt konfliktfyldt drama får vi altså ikke. Derfor burde jeg objektivt set måske kun give denne film tre stjerner. Men da jeg følte mig meget godt underholdt, kvitterer jeg gerne med 4/6 stjerner. Man skal huske at se film med hjertet og følge sin mavefornemmelse.
28/07-2016
