Drama om præstationsfremmende stoffer fremmes af præstation
4.0
Det manglede da bare. En film om cykelsportens messias, den syv-dobbelte Tour de France vinder (og sidenhen syvdobbelte taber) Lance Armstrong. "The Program" er dog ikke en biografi men baseret på en bog af den irske sportsjournalist David Walsh, som var en af Armstrongs største og mest stædige modspillere i den mangeårige periode med dopingbeskyldninger.
Og lige præcis her har filmen lidt et problem. Den bruger nemlig slet ikke hovedkræfterne på Walsh men på Armstrong, og således må man undre sig over, at de ikke bare lavede en klassisk bio-pic fremfor en halvhjertet filmatisering af bogen. Jo, vi følger da Walshs kampe med sin redaktør og sine kolleger, men det er på et meget overfladisk plan og uden det journalistiske bid, som ellers kendetegnede virkelighedens meritter.
Så er det heldigt, at scenerne med Armstrong i fokus fungerer godt (når nu der er så mange af dem). Filmen kræver, man har en smule indsigt i Tourens persongalleri og historie i årene, hvor Armstrong dominerede, men har man så det, er det en ganske underholdende film. Instruktør Stephen Frears gør lidt det samme, som han gjorde med "The Queen" - det hele er nydeligt, pænt og habilt skruet sammen, mens det kunstneriske stempel er meget svært at få øje på.
"The Program" sniger sig op på fire stjerner takket være skuespillet. Det er altid en svær disciplin at spille højeksponerede personer, især når stoffet er så nyt som her, men Ben Foster i hovedrollen viser sig at være et noget nært perfekt valg som Armstrong. I stedet for Matt Damon trak i den gule trøje, så tror jeg, man gjorde særdeles klogt i at vælge et mindre kendt navn, som på den måde i ro og mag kunne forsvinde ind i rollen. For det er, hvad han gør - Foster giver en kirurgisk præcis præstation, hvor kropssprog, toneleje og sågar udseende sidder lige i skabet (fra visse vinkler er han faktisk som snydt ud af næsen på Armstrong). Og den voldsomme intensitet som Foster han bragt til mange af sine roller er her perfekt nedtonet men lige nøjagtig nok tilstede til, at vi også mærker den mafiaboss-agtige trussel, som Armstrong jo reelt var, inden kæden hoppede af. Jesse Plemons bør også nævnes for sit portræt af Floyd Landis, som løfter historien væsentligt - det skal blive utrolig spændende at følge den unge mands karriere.
Et finurligt fun fact: Skulle Ben Foster vinde en pris for sin præstation, vil han være den første skuespiller, der officielt har dopet sig til sejr. For at forstå rollen bedre prøvede han nemlig stofferne på egen krop under optagelserne.
Og lige præcis her har filmen lidt et problem. Den bruger nemlig slet ikke hovedkræfterne på Walsh men på Armstrong, og således må man undre sig over, at de ikke bare lavede en klassisk bio-pic fremfor en halvhjertet filmatisering af bogen. Jo, vi følger da Walshs kampe med sin redaktør og sine kolleger, men det er på et meget overfladisk plan og uden det journalistiske bid, som ellers kendetegnede virkelighedens meritter.
Så er det heldigt, at scenerne med Armstrong i fokus fungerer godt (når nu der er så mange af dem). Filmen kræver, man har en smule indsigt i Tourens persongalleri og historie i årene, hvor Armstrong dominerede, men har man så det, er det en ganske underholdende film. Instruktør Stephen Frears gør lidt det samme, som han gjorde med "The Queen" - det hele er nydeligt, pænt og habilt skruet sammen, mens det kunstneriske stempel er meget svært at få øje på.
"The Program" sniger sig op på fire stjerner takket være skuespillet. Det er altid en svær disciplin at spille højeksponerede personer, især når stoffet er så nyt som her, men Ben Foster i hovedrollen viser sig at være et noget nært perfekt valg som Armstrong. I stedet for Matt Damon trak i den gule trøje, så tror jeg, man gjorde særdeles klogt i at vælge et mindre kendt navn, som på den måde i ro og mag kunne forsvinde ind i rollen. For det er, hvad han gør - Foster giver en kirurgisk præcis præstation, hvor kropssprog, toneleje og sågar udseende sidder lige i skabet (fra visse vinkler er han faktisk som snydt ud af næsen på Armstrong). Og den voldsomme intensitet som Foster han bragt til mange af sine roller er her perfekt nedtonet men lige nøjagtig nok tilstede til, at vi også mærker den mafiaboss-agtige trussel, som Armstrong jo reelt var, inden kæden hoppede af. Jesse Plemons bør også nævnes for sit portræt af Floyd Landis, som løfter historien væsentligt - det skal blive utrolig spændende at følge den unge mands karriere.
Et finurligt fun fact: Skulle Ben Foster vinde en pris for sin præstation, vil han være den første skuespiller, der officielt har dopet sig til sejr. For at forstå rollen bedre prøvede han nemlig stofferne på egen krop under optagelserne.
30/07-2016
