Moderniseringen af junglehelten lykkes ikke

En amerikansk udsending overtaler Tarzan til at hjælpe med at undersøge rygter, om at belgierne er ved at genindføre slaveri i Congo-fristaten. Da Tarzan og Jane vender tilbage til deres afrikanske hjem, opdager de ganske rigtigt fordækte planer hos kolonimagten, men de bliver også truet af en gammel fjende.

For første gang siden årtusindskiftet (fraregnet animationsfilm) er Tarzan tilbage på filmlærredet i denne nyskrivning af alle tiders junglehelt, som giver et ganske originalt take på historien. I stedet for den klassiske oprindelseshistorie med den unge mand, der er vokset op i junglen, får vi altså den voksne Tarzan, som egentlig er flyttet nordpå til England og lever et normalt liv sammen med Jane.

Derudover er filmens plot ikke mindst blevet opdateret til at ramme et moderne publikum. Tarzan har altid stået for respekt for naturen, men de oprindelige historiers skildring af sorte afrikanere er noget problematisk set med moderne briller, selv i den mest positive Kiplingske læsning. Her er de hvide konsekvent de onde, og instruktør David Yates gør meget ud af signalere respekt for både natur og oprindelig befolkning - faktisk så meget, at det kommer ud i lettere tåkrummende eksotisme.

I den sammenhæng er det også interessant, at filmen lægger sig op ad den berygtede historie om Congo-fristaten, der på dette tidspunkt var kong Léopold den 2.'s personligt ejede koloni. Congo-fristaten var notorisk én af de kolonier, hvor den oprindelige afrikanske befolkning blev behandlet mest umenneskeligt, og forfatterne bag "The Legend of Tarzan" fletter det direkte ind ved at skrive historiske personer ind i handlingen.

Det gælder filmens hovedskurk, kommissæren Léon Rom, som i det virkelige liv var berygtet for sin brutalitet (faktisk så meget, at nogle mener, han gav inspiration til Kurtz-karakteren i Joseph Conrads "Heart of Darkness"). Og det gælder den amerikanske udsending, præsten og historikeren George W. Williams, som var den første vesterlænding, der protesterede over belgiernes grusomheder. Underligt nok virker Williams som en enormt påklistret karakter i "The Legend of Tarzan", men han er altså baseret på fakta.

For det er så der, "The Legend of Tarzan" begynder at få problemer. Det lykkes nemlig ikke for instruktør Yates at samle trådene ordentligt, trods forsøget på nytænkning og trods de gode intentioner om at skrive væsentlig historiefortælling ind. Filmen starter egentlig fint med en god etablering af den grundlæggende præmis og historiens hovedkonflikter. Men så snart Tarzan sætter foden på afrikansk jord igen, begynder handlingen at være lettere usammenhængende, hakkende og episodisk - og skæmmet af klodsede flashbacks, der opridser Tarzans og Janes forhistorie, men stort set konsekvent tager tempoet ud af filmen.

Samtidig drejer filmen ikke overraskende også mere og mere over mod at være actioneventyr. Og det ville da også være fint nok, hvis bare den del af filmen ikke også var så usammenhængende. Præmisserne for, om skurkenes plan virker eller ikke virker, er simpelt hen fjollede, og subplottet omkring Tarzans gamle fjende er decideret tåbeligt. Plus at det store actionklimaks på én gang er for overgearet og for ligegyldigt.

Rent teknisk er det ellers en flot produktion, men pæne naturbilleder og udmærkede computeranimationer betyder bare ikke så meget, når historien ikke fænger.

Alexander Skarsgård er i øvrigt en ganske o.k. Tarzan, selv om han ikke er nogen Johnny Weissmuller - men han er faktisk tættere på Edgar Rice Burroughs' oprindelige skildring af helten, end Weissmuller var i de klassiske film. Margot Robbie er til gengæld ubetinget et godt valg som en livlig og kæk Jane, og hun kommer nogenlunde helskindet igennem rollens svære balance mellem både at skulle være klassisk damsel in distress og en mere handlekraftig moderne heltinde.

De øvrige roller svinger så meget i kvalitet - Christoph Waltz er fin og ond som Léon Rom, men spiller ham også meget a la sine tidligere skurkeroller. Samuel L. Jackson falder omvendt noget igennem som George W. Williams, der kommer til at virke som et temmelig påklistret comic sidekick. Og Djimon Hounsou er decideret tåkrummende som høvding i leopardprint.

Jeg vil gerne give "The Legend of Tarzan" pluspoint for ambitionerne om nytænkning og at have en historie, der rent faktisk handler om noget. Desværre lever udførelsen bare ikke op til ambitionsniveauet - måske fordi man ikke har turdet føre det helt igennem, men er faldet tilbage på alligevel at lave klassisk jungleeventyr. Resultatet er i hvert fald en dysfunktionel film, der hverken er medrivende eller spændende nok.