Det er farligt at rejse

3.0
At se Owen Wilson som hovedperson i en barsk action/thriller er lidt usædvanligt. Langt de fleste film han medvirker i er komedier, hvilket nok skyldes hans dygtige måde at formulerer vittige dialoger på. I No Escape er han mere involveret i action-sekvenser og med alvorlig mimik. Ikke fordi han er decideret dårlig som handlekraftig familiefar der mirakuløst redder sin kone og to børn fra en hær af blodtørstige asiater, men det er ganske uvant at se ham i disse slags film. Han har selvfølgelig også ældre titler som Behind Enemy Lines og Anaconda på sit CV, men han er nu bedst i mere humoristiske roller som Midnight In Paris, Zoolander og Nat På Museet trilogien. Til gengæld er den forhenværende James Bond, Pierce Brosnan, med i filmen. Han er god til action, også selvom hans rolle her i filmen ikke er særlig stor.

No Escape har hos mange anmeldere fået kritik for at være rimelig racistisk. Det kan jeg på nogen områder også godt følge dem i, da handlingens "skurke" fremstår ganske brutale og kompromisløse, som uden tøven udrydder alle udefrakommende gæster.

Handlingsmæssigt kan filmen virke overfladisk og måske endda på grænsen til at være komplet unødvendig. Omvendt er det lykkedes filmens instruktør at lave en ganske vellavet og til tider ret spændingsfyldt thriller. Især sekvensen hvor Owen Wilson kaster sine to døtre fra det ene tag til det andet, (på tiende etage vil jeg tro), ret nervepirrende.

Når først helvede bryder løs for familien, formår filmen faktisk at fastholde sit publikum i et solidt tempo. Actionmæssigt er filmen faktisk ret velfungerende. Er man fan af de samlebånds-actionfilm som Jason Statham, Dolph Lundgren og Steven Seagal udsender hvert år, så vil man uden tvivl kunne nyde No Escape. Den er bestemt bedre end hvad de andre action-drenge som regel udgiver til sit publikum.
No Escape