The Art of Droning On
4.0
Denne roste film af Ron Howard omhandlende én af de mest omtalte kavalkader af TV-interviews, er en informativ og underholdende film.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor meget af historien, der er er ren fiktion, men det virker som om at Howard bevidst har forsøgt at undgå forcerede og heavy-handed politiske agendaer og nærmest lade filmen udspille sig som et mentalt parti skak mellem vores to hovedpersoner, og det er befriende at se en "politisk" film, hvor Nixon får lov til at blive portrætteret som lige dele menneske og ikke bare en megalomanisk hemmelighedskræmmer. Dette kommer især til sin ret i en af filmens bedste scener, hvor vores to hovedpersoner har en personlig telefonsamtale mellem de mange interviews.
Michael Sheen maler også et nuanceret portræt af David Frost; en mand, der ligeledes følte, at verden ikke udviste ham den respekt han fortjente og som, til at starte med, blot arrangerede interviewsene som et avanceret PR-nummer, der udviklede sig til noget langt større.
Det er også, når interviewene rigtigt går i gang, at filmen står stærkest: De utallige close-ups og dramatiske pauser bidrager virkelig til en stor følelse af ufiltreret autencitet, der spiller perfekt sammen med det menneskelige drama.
Howards brug af andre faktakoder såsom at bygge dele af filmen op som en dokumentar virker til gengæld påklistret og tjener ikke rigtigt noget formål andet end at minde os om at dette rent faktisk er virkelighed. Et andet problem er også filmens pacing i de første 30 minutter, hvor filmen kører lidt på autopilot ved at forklare baggrunden for og opsætningen af interviewsene, især Frosts finansielle vanskeligheder. Dette virke rlidt sekundært og sløver filmen en hel del, for det føles ret "Hollywood-overfladisk" og opnår på ingen måde samme emotionelle respons som når historien "rigtigt" går i gang. Man kan selvfølgelig argumentere for, at dette er med til at blotlægge Frost som karakter, men det virker ret sterilt og nærmest for rent.
Alt i alt er Frost/Nixon et stærkt, humanistisk og medrivende drama med to fantastiske hovedrollepræsentationer, der desværre trækkes en smule ned af lidt for ujævn pacing for megen begyndende plot-exposition, men som til gengæld rammer store, dramatiske og intense højder, når filmen når hovedkonflikten. Det er også en film, der, befriende, er renset for politiske agendaer og bare satser på at fortælle en historie om to mænd, hvis fortsatte virke i deres profession afhang af disse interviews.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor meget af historien, der er er ren fiktion, men det virker som om at Howard bevidst har forsøgt at undgå forcerede og heavy-handed politiske agendaer og nærmest lade filmen udspille sig som et mentalt parti skak mellem vores to hovedpersoner, og det er befriende at se en "politisk" film, hvor Nixon får lov til at blive portrætteret som lige dele menneske og ikke bare en megalomanisk hemmelighedskræmmer. Dette kommer især til sin ret i en af filmens bedste scener, hvor vores to hovedpersoner har en personlig telefonsamtale mellem de mange interviews.
Michael Sheen maler også et nuanceret portræt af David Frost; en mand, der ligeledes følte, at verden ikke udviste ham den respekt han fortjente og som, til at starte med, blot arrangerede interviewsene som et avanceret PR-nummer, der udviklede sig til noget langt større.
Det er også, når interviewene rigtigt går i gang, at filmen står stærkest: De utallige close-ups og dramatiske pauser bidrager virkelig til en stor følelse af ufiltreret autencitet, der spiller perfekt sammen med det menneskelige drama.
Howards brug af andre faktakoder såsom at bygge dele af filmen op som en dokumentar virker til gengæld påklistret og tjener ikke rigtigt noget formål andet end at minde os om at dette rent faktisk er virkelighed. Et andet problem er også filmens pacing i de første 30 minutter, hvor filmen kører lidt på autopilot ved at forklare baggrunden for og opsætningen af interviewsene, især Frosts finansielle vanskeligheder. Dette virke rlidt sekundært og sløver filmen en hel del, for det føles ret "Hollywood-overfladisk" og opnår på ingen måde samme emotionelle respons som når historien "rigtigt" går i gang. Man kan selvfølgelig argumentere for, at dette er med til at blotlægge Frost som karakter, men det virker ret sterilt og nærmest for rent.
Alt i alt er Frost/Nixon et stærkt, humanistisk og medrivende drama med to fantastiske hovedrollepræsentationer, der desværre trækkes en smule ned af lidt for ujævn pacing for megen begyndende plot-exposition, men som til gengæld rammer store, dramatiske og intense højder, når filmen når hovedkonflikten. Det er også en film, der, befriende, er renset for politiske agendaer og bare satser på at fortælle en historie om to mænd, hvis fortsatte virke i deres profession afhang af disse interviews.
31/07-2016
