Skuffende Triviel Kattejagt
3.0
Key & Peele debuterer i spillefilmslængde og det er der kommet en ikke helt ueffen, men heller ikke fantastisk, actionkomedie ud af.
Lad mig starte med at sige, at jeg simpelthen forguder Key & Peele's sketchshow på Comedy Central. Deres store satiriske kunnen mikses perfekt med det platte og en gudsbenådet komisk timing, der redder selv de middelmådige sketches. Derfor var jeg også spændt på at se hvordan de ville klare springet til spillefilm med et langt større budget og større frihed.
Historien om de to venner, der må forsøge at redde en adopteret killing fra en narkobande virkede som en præmis, der passede perfekt til de lynskarpe komikere og satte allerede forventningerne op og der er ingen tvivl om at Key og Peele er bedst, når de kører improvisations-comedy og det er i de scener, at der er flest grin at hente. Derfor er det også så skuffende, at plottrådene og karakterene omkring historien er så ualmindeligt genkendelige og derfor går filmen nærmest i stå, når de velkendte komedie plot-beats skal udstilles: De bedste venner, der skilles og bliver gode venner igen. Borgerdyret, der skal finde sin fortabte ungdom og attitude igen, den arme single-fyr, der atter må genfinde kærligheden ... De er der allesammen.
Filmen er også fornuftigt iscenesat og kan også bryste sig af et par gode (og ikke helt ublodige) actionscener, men desværre hæmmer plottets trivialiteter også denne del af filmen, da vi får servet nogle ret utroværdige karakterskift, der kun tjener at køre filmen i mål uden den store sammenhæng. Det kan gå i en 5-minutters sketch, men ikke i en spillefilm.
Keanu er altså en mild skuffelse, der lige nøjagtigt bliver oven vande holdt oppe af hovedpersonernes energi og evne til improvisations-comedy (bl.a. et syretrip med George Michael er ubetaleligt), men som er ved at drukne i en trivielle plottråde og en alt for genkendelig struktur. Er man fan af duoen i forvejen er der ingen vej udenom, men outsidere kan roligt springe over.
Lad mig starte med at sige, at jeg simpelthen forguder Key & Peele's sketchshow på Comedy Central. Deres store satiriske kunnen mikses perfekt med det platte og en gudsbenådet komisk timing, der redder selv de middelmådige sketches. Derfor var jeg også spændt på at se hvordan de ville klare springet til spillefilm med et langt større budget og større frihed.
Historien om de to venner, der må forsøge at redde en adopteret killing fra en narkobande virkede som en præmis, der passede perfekt til de lynskarpe komikere og satte allerede forventningerne op og der er ingen tvivl om at Key og Peele er bedst, når de kører improvisations-comedy og det er i de scener, at der er flest grin at hente. Derfor er det også så skuffende, at plottrådene og karakterene omkring historien er så ualmindeligt genkendelige og derfor går filmen nærmest i stå, når de velkendte komedie plot-beats skal udstilles: De bedste venner, der skilles og bliver gode venner igen. Borgerdyret, der skal finde sin fortabte ungdom og attitude igen, den arme single-fyr, der atter må genfinde kærligheden ... De er der allesammen.
Filmen er også fornuftigt iscenesat og kan også bryste sig af et par gode (og ikke helt ublodige) actionscener, men desværre hæmmer plottets trivialiteter også denne del af filmen, da vi får servet nogle ret utroværdige karakterskift, der kun tjener at køre filmen i mål uden den store sammenhæng. Det kan gå i en 5-minutters sketch, men ikke i en spillefilm.
Keanu er altså en mild skuffelse, der lige nøjagtigt bliver oven vande holdt oppe af hovedpersonernes energi og evne til improvisations-comedy (bl.a. et syretrip med George Michael er ubetaleligt), men som er ved at drukne i en trivielle plottråde og en alt for genkendelig struktur. Er man fan af duoen i forvejen er der ingen vej udenom, men outsidere kan roligt springe over.
09/08-2016
