Runnin' with the Devil?
3.0
Texas, 1980. En førsteårsstuderende ankommer til det college, hvor han har fået stipendium som baseball-spiller. I weekenden op til studiestart møder han sine nye holdkammerater og bofæller og får de første smagsprøver på studielivet.
"Everybody Wants Some!!" er en slags uofficiel fortsættelse til forfatter-instruktør Richard Linklaters 23 år gamle "Dazed and Confused", der handlede om sidste skoledag på en high school. Her er hovedpersonen altså skridtet videre med starten på universitetet, hvor de lidt ældre holdkammerater sætter tonen for det frie studieliv: Det handler om at score, feste og vinde - også i andet end baseball.
Filmen er først og fremmest et nostalgisk tilbageblik på en sorgløs tid. Indholdet er kendt fra et utal af amerikanske ungdomsfilm, for den her lever op til en række af de klassiske klicheer om unge fyre, der udfordrer grænser med druk, sex og lidt bongrygning. Med placeringen i 1980 foregår "Everybody Wants Some!!" i tiden, før aids-frygten ramte sexlivet, så det er virkelig fest og knalden uden nogen bekymringer, vi ser her. Tilsat en kraftig hørm af testosteron - hovedpersonerne er temmelig bøvede og bliver det i endnu højere grad af den konstante pikmåling, der foregår internt på baseball-holdet.
Samtidig er filmen dog også en mere subtil skildring af den symbolske coming-of-age ved overgangen fra high school til college, der betyder meget i amerikansk kultur. Her er man for alvor på egen hånd, og det skinner igennem i handlingen, som på en weekend flytter sig fra rene abefester til de første glimt af et forhold, der måske kan blive mere alvorligt. Det er så også den eneste grund til at mene, at Linklater har lavet mere end bare en ungdomsfilm, som de lavede dem i 80'erne.
Med til ungdomsfilmstilen hører også de ret firkantet skårne stereotyper, som de forholdsvis ukendte hovedrolleindehavere falder ind i. Bedst er Glen Powell som én af de ældre rollemodeller, der er supergodt skåret for tungebåndet, men generelt er skuespillerne ikke nær så mindeværdige som det fine og alsidige 1980-soundtrack, Linklater har samlet til formålet. Herunder den Van Halen-sang, som filmen har hentet sin titel fra.
I mine øjne er "Everybody Wants Some!!" blot en småhyggelig lille sag, der tuller rundt mellem fester og manddomsprøver i et lyserødt nostalgisk skær, som jeg ikke 100% kan relatere til. Faktisk fandt jeg dens hovedpersoner noget anstrengende, og jeg kan ikke finde mere end tre små stjerner til den her.
"Everybody Wants Some!!" er en slags uofficiel fortsættelse til forfatter-instruktør Richard Linklaters 23 år gamle "Dazed and Confused", der handlede om sidste skoledag på en high school. Her er hovedpersonen altså skridtet videre med starten på universitetet, hvor de lidt ældre holdkammerater sætter tonen for det frie studieliv: Det handler om at score, feste og vinde - også i andet end baseball.
Filmen er først og fremmest et nostalgisk tilbageblik på en sorgløs tid. Indholdet er kendt fra et utal af amerikanske ungdomsfilm, for den her lever op til en række af de klassiske klicheer om unge fyre, der udfordrer grænser med druk, sex og lidt bongrygning. Med placeringen i 1980 foregår "Everybody Wants Some!!" i tiden, før aids-frygten ramte sexlivet, så det er virkelig fest og knalden uden nogen bekymringer, vi ser her. Tilsat en kraftig hørm af testosteron - hovedpersonerne er temmelig bøvede og bliver det i endnu højere grad af den konstante pikmåling, der foregår internt på baseball-holdet.
Samtidig er filmen dog også en mere subtil skildring af den symbolske coming-of-age ved overgangen fra high school til college, der betyder meget i amerikansk kultur. Her er man for alvor på egen hånd, og det skinner igennem i handlingen, som på en weekend flytter sig fra rene abefester til de første glimt af et forhold, der måske kan blive mere alvorligt. Det er så også den eneste grund til at mene, at Linklater har lavet mere end bare en ungdomsfilm, som de lavede dem i 80'erne.
Med til ungdomsfilmstilen hører også de ret firkantet skårne stereotyper, som de forholdsvis ukendte hovedrolleindehavere falder ind i. Bedst er Glen Powell som én af de ældre rollemodeller, der er supergodt skåret for tungebåndet, men generelt er skuespillerne ikke nær så mindeværdige som det fine og alsidige 1980-soundtrack, Linklater har samlet til formålet. Herunder den Van Halen-sang, som filmen har hentet sin titel fra.
I mine øjne er "Everybody Wants Some!!" blot en småhyggelig lille sag, der tuller rundt mellem fester og manddomsprøver i et lyserødt nostalgisk skær, som jeg ikke 100% kan relatere til. Faktisk fandt jeg dens hovedpersoner noget anstrengende, og jeg kan ikke finde mere end tre små stjerner til den her.
09/08-2016
