Welcome to the Doghouse
3.0
Fire små historier om ulykkelige mennesker, alle sammen med en rød korthåret gravhund som medvirkende.
Todd Solondz er tilbage i vanligt misantropisk stil - ja, nok med sin mest sortsynede og bitre film siden gennembruddet med "Happiness". Her handler det nemlig igen om mennesker, der med opsat facade og kontrolmani forsøger at dække over, at de grundlæggende er triste, ulykkelige og ensomme. Struktureret som fire helt adskilte fortællinger, der kun bindes sammen af en hund.
Den første historie er virkelig skarp og handler om et par, der køber en gravhund for at opmuntre deres søn, som har haft kræft. Knægten elsker hunden, men derudover går det slet ikke, som faderen forestillede sig, og det er særligt besk morsomt, når Julie Delpy som moderen skal forsøge at forklare sønnen om liv og død.
I andet afsnit bliver hunden samlet op af en selvudslettende ung kvinde, der møder en fyr fra sin fortid, som inviterer hende med på et road trip. Som viser sig at gå hjem til fyrens bror og svigerinde, der begge lider af Downs syndrom, men straks knuselsker hunden.
De to episoder er desværre klart de to bedste i "Wiener-Dog", for der lykkes det virkelig forfatter-instruktør Solondz at sætte spot på personernes selvtilstrækkelighed, usikkerhed og sørgelige forsøg på at få tingene til at give mening i en verden, hvor man tilsyneladende kun kan være lykkelig med Downs syndrom. Også selv om Greta Gerwig er lidt spildt i den anden historie, hvor hendes totalt duknakkede rolle er et ret fesent opkog af de akavede og famlende kvindeskikkelser, hun ellers er kendt for at spille.
For Solondz-fans er der i øvrigt en ekstra godbid i Gerwigs rolle, for den er en voksen udgave af hovedpersonen i hans debutfilm, "Welcome to the Dollhouse".
Derefter går det altså ned ad bakke i tredje afsnit med Danny DeVito som en mislykket, ensom manuskriptforfatter, der engang skrev en spillefilm, men nu underviser på en filmskole, hvor alle hader ham. Sjovt nok er det i mine øjne den mindst interessante episode i "Wiener-Dog", for man skulle synes, at den lå godt til Solondz, der selv underviser, når han ikke laver film.
Og endelig slutter "Wiener-Dog" med et afsnit om en bitter gammel dame, der får besøg af sit uduelige barnebarn og hendes rædselsfulde kunstnerkæreste. Hvor konflikten ligger mellem barnebarnets økonomiske motivation for besøget og hendes bedstemors inderste ønske om nærhed og kærlighed, der gemmer sig godt bag den bitre facade. Ellen Burstyn har filmens bedste rolle som den fåmælte, småsnerrende gamling, men bag det gode skuespil er hendes fortælling forholdsvis klichéfyldt.
Begge de to sidste episoder slår egentlig et effektivt ironisk slag med halen til sidst, men det formår ikke at skjule, at "Wiener-Dog" efter en god start taber pusten i en ret uinteressant anden halvdel. Det virker simpelt hen, som om Solondz har manglet materiale - og den færdige film er altså kun 88 minutter lang.
Der er bestemt kulsort morsomme højdepunkter her, og hvis man er til den slags, kan man også sidde og filosofere over, om gravhunden mon skal ses som symbolet på den uopnåelige lykke, alle menneskene ubehjælpsomt stræber efter. Men mesterværket over det tema lavede Luis Buñuel allerede for knap 40 år siden. Hos Todd Solondz er der ikke helt gods nok i behandlingen af emnet. Ærgerligt nok, for "Wiener-Dog" starter som nævnt flot, og om ikke andet skal Solondz da have ros for at kunne gøre en langsom panorering over hundelort til noget meningsfyldt.
Todd Solondz er tilbage i vanligt misantropisk stil - ja, nok med sin mest sortsynede og bitre film siden gennembruddet med "Happiness". Her handler det nemlig igen om mennesker, der med opsat facade og kontrolmani forsøger at dække over, at de grundlæggende er triste, ulykkelige og ensomme. Struktureret som fire helt adskilte fortællinger, der kun bindes sammen af en hund.
Den første historie er virkelig skarp og handler om et par, der køber en gravhund for at opmuntre deres søn, som har haft kræft. Knægten elsker hunden, men derudover går det slet ikke, som faderen forestillede sig, og det er særligt besk morsomt, når Julie Delpy som moderen skal forsøge at forklare sønnen om liv og død.
I andet afsnit bliver hunden samlet op af en selvudslettende ung kvinde, der møder en fyr fra sin fortid, som inviterer hende med på et road trip. Som viser sig at gå hjem til fyrens bror og svigerinde, der begge lider af Downs syndrom, men straks knuselsker hunden.
De to episoder er desværre klart de to bedste i "Wiener-Dog", for der lykkes det virkelig forfatter-instruktør Solondz at sætte spot på personernes selvtilstrækkelighed, usikkerhed og sørgelige forsøg på at få tingene til at give mening i en verden, hvor man tilsyneladende kun kan være lykkelig med Downs syndrom. Også selv om Greta Gerwig er lidt spildt i den anden historie, hvor hendes totalt duknakkede rolle er et ret fesent opkog af de akavede og famlende kvindeskikkelser, hun ellers er kendt for at spille.
For Solondz-fans er der i øvrigt en ekstra godbid i Gerwigs rolle, for den er en voksen udgave af hovedpersonen i hans debutfilm, "Welcome to the Dollhouse".
Derefter går det altså ned ad bakke i tredje afsnit med Danny DeVito som en mislykket, ensom manuskriptforfatter, der engang skrev en spillefilm, men nu underviser på en filmskole, hvor alle hader ham. Sjovt nok er det i mine øjne den mindst interessante episode i "Wiener-Dog", for man skulle synes, at den lå godt til Solondz, der selv underviser, når han ikke laver film.
Og endelig slutter "Wiener-Dog" med et afsnit om en bitter gammel dame, der får besøg af sit uduelige barnebarn og hendes rædselsfulde kunstnerkæreste. Hvor konflikten ligger mellem barnebarnets økonomiske motivation for besøget og hendes bedstemors inderste ønske om nærhed og kærlighed, der gemmer sig godt bag den bitre facade. Ellen Burstyn har filmens bedste rolle som den fåmælte, småsnerrende gamling, men bag det gode skuespil er hendes fortælling forholdsvis klichéfyldt.
Begge de to sidste episoder slår egentlig et effektivt ironisk slag med halen til sidst, men det formår ikke at skjule, at "Wiener-Dog" efter en god start taber pusten i en ret uinteressant anden halvdel. Det virker simpelt hen, som om Solondz har manglet materiale - og den færdige film er altså kun 88 minutter lang.
Der er bestemt kulsort morsomme højdepunkter her, og hvis man er til den slags, kan man også sidde og filosofere over, om gravhunden mon skal ses som symbolet på den uopnåelige lykke, alle menneskene ubehjælpsomt stræber efter. Men mesterværket over det tema lavede Luis Buñuel allerede for knap 40 år siden. Hos Todd Solondz er der ikke helt gods nok i behandlingen af emnet. Ærgerligt nok, for "Wiener-Dog" starter som nævnt flot, og om ikke andet skal Solondz da have ros for at kunne gøre en langsom panorering over hundelort til noget meningsfyldt.
12/08-2016
