Sketches of Miles

I slutningen af 70'erne er Miles Davis holdt op med at lave musik og gemmer sig i sit hus i New York. En journalist fra Rolling Stone forsøger at blive lukket ind for at lave et interview med geniet, og det udvikler sig til et par dages bizar jagt på de nyeste optagelser med Davis, som bl.a. hans pladeselskab gerne vil have fingrene i.

"Miles Ahead" er en usædvanlig biopic, der er resultatet af mange års arbejde fra Don Cheadle, som her debuterer som både manuskriptforfatter og instruktør, samtidig med at han spiller hovedrollen som Miles Davis.

Ud over at filmen virkelig er et con amore-projekt fra Cheadle, er den også usædvanlig, fordi den bryder mange af de gængse normer for biopics. For det første fortælles fortælles historien ikke kronologisk - i stedet klippes der lystigt til forskellige andre punkter i tid fra filmens nutidsfortælling, hvor en pistolsvingende, eksplosiv Davis nægter at lade andre tage kontrol over sin musik. For det andet har "Miles Ahead" et meget frisindet forhold til sandheden af en biografisk historie at være.

Cheadles mål er nemlig ikke at fortælle historien om Miles Davis, hvor han voksede op, hvordan han brød igennem, og hvilke musikalske og personlige udfordringer han havde undervejs. Selv om alle de ting også bliver berørt. Nej, her er formålet i stedet blot at skabe et portræt af hovedpersonen, der balancer mellem fuldkommen idoldyrkelse af en musikalsk ener og skildringen af alle de problemer, som følger i kølvandet på en dominerende mand, der så dedikeret lever for sine visioner.

Selv om Ewan McGregors fiktive journalistrolle fungerer som katalysator for historien, er det naturligvis Miles Davis, som er i centrum for alt i "Miles Ahead". Fremragende spillet af Don Cheadle, som leverer en forrygende intens jazzlegende, der med raspende stemme kommanderer rundt med sine omgivelser, på randen af vanvid, præget af stofmisbrug og en ødelagt hofte, der kræver konstant smertelindring, mens han hjemsøges af sin fortid i scener, der bevæger sig på grænsen til drømme. Hvor man både får holdt mesteren op mod en ung, skrøbelig version af ham selv og mod angeren over det ødelagte forhold til hans første kone og oprindelige muse.

Cheadle er langt bedre, end jeg nogensinde har set ham før. Så intens og altdominerende, og villig til også at vise Davis' ubehagelige sider - som i sidste ende ikke trækker meget fra billedet af et stort musikalsk geni på arbejde. Og hvem havde anet, at Don Cheadle er så musikalsk? Han har selv skrevet et nummer som supplement til filmens fornemme Miles Davis-soundtrack, og det er jo ikke nogen lille ting at kaste sig ud i. Slet ikke når nummeret bliver indspillet med folk som Herbie Hancock og Wayne Shorter, der i sin tid også spillede i Davis' legendariske kvintet.

"Miles Ahead" var en stor positiv overraskelse for mig. Man kan sige, at filmen på overfladen er en typisk musikerfilm med alt, hvad det indebærer af problemer med stofmisbrug, parforhold og kommercielt tænkende pladeselskaber. Men Cheadle formår at bryde så meget med den traditionelle fortællestruktur for den slags, at man får en anden fornemmelse af Miles Davis lagt ovenpå. Helt fundamentalt er "Miles Ahead" nemlig bygget op som et jazznummer, med temaer, der bliver etableret og vender tilbage igen, skrues op og ned og op, mens progressionen i fortællingen dannes af spor, der fletter sig ind og ud i hinanden.

Det er et modigt og interessant forsøg på en anderledes måde at fortælle en klassisk historie på. Men man kunne da virkelig heller ikke forvente sig andet af en film om Miles Davis.