Verdensklasse

En særdeles fremragende film, der hverken er for lang eller for kort. For mig sker det ikke tit, at en historie formår at være så medrivende, at man både sveder, bløder og græder i takt med filmens personer. Det gør Whiplash!
Den sidste time sad jeg klistret til skærmen, og ikke engang en uslukkelig tørst medført af grumme tømmermænd kunne få mig til at trykke på pauseknappen for at gå i køkkenet og hydrere.

Herunder ser i min analyse af filmen. Jeg har tænkt meget over den, og sidder stadig med en følelse af, at der er noget jeg ikke ser. Anyway, here it comes.

SPOILERS

Det var først da filmen var slut, og oplevelsen havde lagt sig lidt, at jeg rigtig begyndte at forstå vores hovedperson. Han er en ekstremt dedikeret, ubehøvlet, egoistisk, forvirret ung mand, der kun er sikker på én ting, og det er, at han vil være den bedste jazz-trommeslager der nogensinde har levet. Kommunikationsmæssigt er hans eneste output hans trommespil, og hans eneste input er det der blæses ind i ham i form af verbale ultra-skidere fra hans underviser Fletcher.
Med det mener jeg, at han ikke kan finde ud af at investere sig selv i noget som helst udover trommerne. Du ser ham ikke interessere sig for andre end sig selv - og ja, jeg ved godt han er på date med hende der biograf-chicken, men det har jo intet i sig, fordi hun ikke er en tromme han kan slå på. Han inviterer hende ud samme aften han er blevet tilbudt en plads på skolens elitehold, og han dropper hende igen så snart Fletcher begynder at råbe af ham. Han er et spejl, der reflekterer alle indtryk tilbage - gode som dårlige.
I en scene spiser han aftensmad med hvem jeg formoder er hans familie, og det er en interessant scene, for til at starte med forstod jeg den ikke. Jeg synes den var malplaceret, og den fortalte mig ikke noget jeg allerede vidste, som fx at han hellere ville dø ung og blive en legende, end at dø gammel og blive glemt. Men så forstod jeg, at formålet med den scene er at udpensle forholdet mellem ham og Fletcher. Det viser os, at alt der foregår uden for hans verden er ham totalt uforståeligt. Han taler kun et sprog, og Fletcher er den eneste der forstår det sprog. De er to skæbner, med en nogenlunde ens personkarakteristika, der i symbiose med hinanden kan realisere sig selv. De er lige så afhængige af hinanden, som jeg er afhængig af mayonnaise på min æggemad, og det er ikke så lidt.
I en scene fortæller Fletcher med tårer i øjnene om tabet af en gammel elev, der kunne være blevet noget stort. Fletcher forklarer at dødsårsagen var et biluheld. Vi finder senere ud af, at den tidligere elev hængte sig selv, grundet en depression, som startede da førnævnte person var elev hos Fletcher. Jeg tror, at Fletcher kendte den rigtige dødsårsag da han fortæller klassen om dette. Derfor forstår jeg ikke at han kniber en tåre, for hvordan går hans pædagogik hånd i hånd med ambitionen om at give verden den næste Louis Armstrong, hvis den samtidig slår ihjel, og hvorfor forstår Fletcher ikke dette? Efter en tids grublen, går det op for mig, at Fletcher ikke græder over tabet af eleven, men over sit eget tab. Han var så tæt på at lykkedes med sit livs mission, og så gik det galt. Eleven var ikke hårdhudet nok, og fuck hvor ubehageligt, men det passer så godt på Fletcher’s små-psykopatiske træk at reagere sådan.
Helt generelt savnede jeg at vide noget mere om Fletcher. Hvorfor er han en fucking gud på den skole? Hvorfor rejser eleverne sig op når han kommer ind i klasseværelset - og hov, det gjorde de i øvrigt kun første gang man ser ham ankomme til en øver. Resten af gangende sker der ikke noget, og det føles lidt som om, at filmskaberne har haft et helt vildt behov for at sætte ham i psyko meget respekt i starten af historien, men så følger de bare ikke rigtigt op på det senere. Jeg ventede virkelig på at få noget mere af vide om ham. Det er sandsynligvis en selvfølge at han har spillet med de store kanoner, men hvorfor er han så lærer og ikke professionel musiker?
Noget andet om Fletcher. Jeg brød mig ikke om hans overdrevne svinere. Tag ikke fejl, jeg synes han er vildt godt castet, og jeg troede virkelig på ham, men på en eller anden måde synes jeg de latterliggjorde hans karakter end lille smule ved at gøre ham til sådan en ord-troldmand. Hans kreative svinere klædte ham bare ikke, og det var fx tusindegange mere gennemtænkt og ubehageligt, da han satte Neimann’s gamle rival Connerly op imod Neimann, for at presse ham helt ud over kanten. Måske er det bare mig, men jeg forstår simpelthen ikke hvorfor Neimann skulle blive en bedre trommeslager af at han sviner hans mor?
Jeg pissehamrende vild med slutningen, hvor de to hovedpersoner bare opfylder hinandens profetier! Alt snavset er væk, der bliver ikke sagt et eneste ord, og alligevel er kommunikationen mellem dem stærkere end den nogensinde har været. Det var sgu ægte!

Jeg forstod aldrig sidehistorien med Nicole til gengæld. Èn ting er, at Neimann sikkert føler sig ensom, og hey, hun var sguda også meget pæn, og jeg kan godt forstå han gerne vil hænge med hende. Men så dropper han hende nærmest lige bagefter? Jeg følte slet ikke Neimann i den scene, jeg synes det havde været federe hvis hans profeti bare havde fået lov at gå i opfyldelse af sig selv. For det han sagde var, at han ville skåne hende og ham selv den smerte der bare unægteligt ville komme dem imellem, hvis “forholdet” fortsatte. Men han slog mig bare på intet tidspunkt som en omsorgsfuld person? Der går ikke lang tid, så ringer han gudhjælpemig til hende igen. Det fatter jeg overhovedet ikke. Havde han ligesom ikke konkluderet, at jazz og piger ikke kunne kombineres? Vi ved ikke hvor lang tid der er gået efter han er blevet bortvist fra skolen til han ringer hende op igen. Men jeg fornemmer det må være noget i omegnen af et halvt år. I den tid har han pakket trommerne væk, og jeg forstår egentlig godt, at han ikke har kunnet overskue at invitere hende ud. Han har haft brug for at lukke helt ned, og bare gå i sin egen kapsel. Men da han så møder Fletcher på en jazzcafé, og ret uventet bliver tilbudt en plads på den store scene, skinner glæden tilbage på Nicole. Og han ringer til hende, og hun er nederen. Fair nok, men hvorfor ringer han til hende overhovedet? Hvad er det hun i historien skal fortælle om ham? Argumentet for at droppe forholdet i første omgang var, at han ikke kunne jagte sin drøm og samtidig jagte hende. Har det ændret sig på den tid han har været offstage? Nej nej… Den køber jeg bare ikke. Han er ligeså målrettet nu som han var før, så jeg forstår bare ikke rigtig hans motivation for at ringe hende op.

Sådan er det at se film alene. Ingen at dele tankerne med, derfor kommer de her, i en uncut version. Hvis du har nogle andre vinkler på historien, så send mig gerne en besked. Det kunne være dejligt at få nogle andre takes på det:)