Et mesterværk
6.0
Jeg er en lille smule sent ude her, og I må ikke spørge mig hvorfor, for INTET kan retfærdiggøre at jeg først har set Birdman nu. På mystisk vis har jeg holdt mig helt ude af spoiler-land hvad denne film angår, så jeg gik til denne oplevelse total grøn. En medrivende fortælling om en udbrændt skuespillers sidste chance, der med sin vanvittige og for mig revolutionerende kameraføring, formår at tage os helt derind, hvor det både gør rigtig ondt og føles rigtig godt.
Jeg vil tøve med at kalde nedenstående afsnit en anmeldelse. Det er snarere en fri analyse, hvori jeg vil fremhæve de ting fra filmen, som jeg fandt ekstra interessant.
Hvis dette skal give mening, bliver jeg nødt til at starte med slutningen. Riggan hopper ud af vinduet - hvad sker der? BUM!
Jeg genså scenen 3 gange. Og jeg skal opstille dilemmaet og fortælle jer hvorfor det for mig var et dilemma: Riggans datter Sam (spillet af Emma Stone) kigger ud af vinduet, kigger lidt rundt og kigger derefter op i luften og smiler. Filmen slutter. Den umiddelbare reaktion, når man ser det blodige resultat af sin fars selvmord, vil ikke være at smile henrykt mod himlen. Da hun først kigger ned, forventer hun vel at se ham på jorden, men de lader os tro, at han ikke er der.
Så det ledte mig først til at tro - en smule uvilligt - at han måtte være deroppe, flyvende. Men.. Riggan havde jo for fanden ikke psykokinetiske evner, vel? Det tror jeg ikke, men jeg skal være ærlig og indrømme, at det tog mig lang tid, måske lidt for lang tid at regne det ud. Det jeg elsker Birdman for, er at jeg igennem filmens allersidste scene kunne spole hele filmen baglæns og sige: “fuck, det var derfor det der skete!”. I en scene umiddelbart efter Riggan har afsløret Edward Norton’s sindssygt velspillede karakter Mike i at stjæle rampelyset i en avis, lukker han sig inde på sit værelse og smadrer alt med sine psykokinetiske evner. Jeg tog mig selv i at tænke, om man i en situation af sådan afmagt, ikke ville foretrække tilfredsstillelsen ved at smadre bare et par ting med de bare næver? Det var en strøtanke, men i øjeblikket efter åbner Riggans manager Jake døren, og ser Riggan i færd med at destruere værelset - med sine fucking hænder! Der fik jeg en “aahh” oplevelse, og måtte også indse, at Riggan egentlig kun havde haft sine superkrafter i sit eget selskab, og at de superkrafter nok kun fandtes i Riggans eget hovede. Her bør jeg pointere, at skuespilleren der var castet i Mikes rolle til at starte med, kommer ud for et "“uheld””. Den frække detalje med dobbelt citationstegn er bevist. Riggan antyder senere, at det var ham der sørgede for uheldet med sine evner. Havde jeg købt den, havde der stået “uheld” med enkelt citationstegn, men jeg køber den ikke. Riggan illusionerer. Men hvis jeg accepterer præmissen om, at Riggan er et neurotisk offer for sit eget eftermæle, så kan jeg samtidig ikke acceptere at det er ham der flyver rundt på himlen, da Sam i slutscenen genkender noget og smiler.
Derfor må Riggan ligge på jorden? Men hvorfor kigger Sam - en smule forvirret endda - på jorden uden at anerkende hans død? Den nagede mig meget. Men men men, så gik det op for mig, at det er lige præcis hvad hun gør! I løbet af filmen har vi set Sam sidde oppe taget af Broadway teatret to gange, helt ude på kanten af bygningen, med stærke selvmords-referencer. I første scene er der endda en fyr på gaden der råber “jump!”, hvortil hun svarer: “eat me!” hvortil fyren svarer (tilgiv mig, men måske filmens sjoveste sætning): “Okay, then jump on my face!”. Sam er en skæv personlighed, og som tidligere misbruger har hun helt sikkert været oppe og flirte med de højere bevidsthedslag. Lidt inspireret af den franske filosof Albert Camus, filosoferer hun over melankolien, men tror inderligt på det smukke i livet. Hun leger sandhed eller konsekvens med Mike, og mens han insisterer på sandhed, interesserer hun sig kun for konsekvens. Jeg tror, at Sam måler livets værdier i handling mere end ord. Det var i øvrigt fantastisk at opdage, at scenen ikke var til for at etablere Edward Nortons karakter, som jeg først troede, men Sam! Hun giver på et tidspunkt Riggan en ordenlig røffel, hvor hun fortæller ham at han IKKE er vigtig, at han som alle andre mennesker er en ubetydelig én ud af mange. Hun antyder, at livets sande værdier ikke måles i materiel succes, hverken på Broadway eller andre steder.
Og for at vende tilbage til slutscenen:
Lige inden Riggan hopper ud af vinduet, tager han gipsmasken af og smider den i skraldespanden. Den gipsmaske er for mig en meget stærk reference til hans Birdman-maske. Med andre ord: han tager endelig sin afsked med det alterego han i 20 år har forsøgt at undslippe. Det lykkedes ham! Det sidste han ser er en flok fugle på himlen - lur mig om det ikke er havmåger (Jonathan Livingston Seagull), det ville gå godt i spænd med filosofien i filmen.
Lytter man godt efter, kan man høre ambulancerne i det fjerne, idet Sam stikker hovedet ud af vinduet. Sam ser det mange døtre ikke ville se. Hun ser, at Riggan gennem døden endelig har fået sin frihed: en slags åndelig genopstandelse.
Hvis I har læst med, så tak for det. Jeg har kun set filmen én gang, og jeg sidder her og frygter, at der er helt åbenlyse ting jeg misser. Hvis ja, så hiv lige fat i mig!;)
Jeg vil tøve med at kalde nedenstående afsnit en anmeldelse. Det er snarere en fri analyse, hvori jeg vil fremhæve de ting fra filmen, som jeg fandt ekstra interessant.
Hvis dette skal give mening, bliver jeg nødt til at starte med slutningen. Riggan hopper ud af vinduet - hvad sker der? BUM!
Jeg genså scenen 3 gange. Og jeg skal opstille dilemmaet og fortælle jer hvorfor det for mig var et dilemma: Riggans datter Sam (spillet af Emma Stone) kigger ud af vinduet, kigger lidt rundt og kigger derefter op i luften og smiler. Filmen slutter. Den umiddelbare reaktion, når man ser det blodige resultat af sin fars selvmord, vil ikke være at smile henrykt mod himlen. Da hun først kigger ned, forventer hun vel at se ham på jorden, men de lader os tro, at han ikke er der.
Så det ledte mig først til at tro - en smule uvilligt - at han måtte være deroppe, flyvende. Men.. Riggan havde jo for fanden ikke psykokinetiske evner, vel? Det tror jeg ikke, men jeg skal være ærlig og indrømme, at det tog mig lang tid, måske lidt for lang tid at regne det ud. Det jeg elsker Birdman for, er at jeg igennem filmens allersidste scene kunne spole hele filmen baglæns og sige: “fuck, det var derfor det der skete!”. I en scene umiddelbart efter Riggan har afsløret Edward Norton’s sindssygt velspillede karakter Mike i at stjæle rampelyset i en avis, lukker han sig inde på sit værelse og smadrer alt med sine psykokinetiske evner. Jeg tog mig selv i at tænke, om man i en situation af sådan afmagt, ikke ville foretrække tilfredsstillelsen ved at smadre bare et par ting med de bare næver? Det var en strøtanke, men i øjeblikket efter åbner Riggans manager Jake døren, og ser Riggan i færd med at destruere værelset - med sine fucking hænder! Der fik jeg en “aahh” oplevelse, og måtte også indse, at Riggan egentlig kun havde haft sine superkrafter i sit eget selskab, og at de superkrafter nok kun fandtes i Riggans eget hovede. Her bør jeg pointere, at skuespilleren der var castet i Mikes rolle til at starte med, kommer ud for et "“uheld””. Den frække detalje med dobbelt citationstegn er bevist. Riggan antyder senere, at det var ham der sørgede for uheldet med sine evner. Havde jeg købt den, havde der stået “uheld” med enkelt citationstegn, men jeg køber den ikke. Riggan illusionerer. Men hvis jeg accepterer præmissen om, at Riggan er et neurotisk offer for sit eget eftermæle, så kan jeg samtidig ikke acceptere at det er ham der flyver rundt på himlen, da Sam i slutscenen genkender noget og smiler.
Derfor må Riggan ligge på jorden? Men hvorfor kigger Sam - en smule forvirret endda - på jorden uden at anerkende hans død? Den nagede mig meget. Men men men, så gik det op for mig, at det er lige præcis hvad hun gør! I løbet af filmen har vi set Sam sidde oppe taget af Broadway teatret to gange, helt ude på kanten af bygningen, med stærke selvmords-referencer. I første scene er der endda en fyr på gaden der råber “jump!”, hvortil hun svarer: “eat me!” hvortil fyren svarer (tilgiv mig, men måske filmens sjoveste sætning): “Okay, then jump on my face!”. Sam er en skæv personlighed, og som tidligere misbruger har hun helt sikkert været oppe og flirte med de højere bevidsthedslag. Lidt inspireret af den franske filosof Albert Camus, filosoferer hun over melankolien, men tror inderligt på det smukke i livet. Hun leger sandhed eller konsekvens med Mike, og mens han insisterer på sandhed, interesserer hun sig kun for konsekvens. Jeg tror, at Sam måler livets værdier i handling mere end ord. Det var i øvrigt fantastisk at opdage, at scenen ikke var til for at etablere Edward Nortons karakter, som jeg først troede, men Sam! Hun giver på et tidspunkt Riggan en ordenlig røffel, hvor hun fortæller ham at han IKKE er vigtig, at han som alle andre mennesker er en ubetydelig én ud af mange. Hun antyder, at livets sande værdier ikke måles i materiel succes, hverken på Broadway eller andre steder.
Og for at vende tilbage til slutscenen:
Lige inden Riggan hopper ud af vinduet, tager han gipsmasken af og smider den i skraldespanden. Den gipsmaske er for mig en meget stærk reference til hans Birdman-maske. Med andre ord: han tager endelig sin afsked med det alterego han i 20 år har forsøgt at undslippe. Det lykkedes ham! Det sidste han ser er en flok fugle på himlen - lur mig om det ikke er havmåger (Jonathan Livingston Seagull), det ville gå godt i spænd med filosofien i filmen.
Lytter man godt efter, kan man høre ambulancerne i det fjerne, idet Sam stikker hovedet ud af vinduet. Sam ser det mange døtre ikke ville se. Hun ser, at Riggan gennem døden endelig har fået sin frihed: en slags åndelig genopstandelse.
Hvis I har læst med, så tak for det. Jeg har kun set filmen én gang, og jeg sidder her og frygter, at der er helt åbenlyse ting jeg misser. Hvis ja, så hiv lige fat i mig!;)
24/08-2016
